— Et skøde på stuehuset, matrikel 41, sagde Claire Valéry og lagde det originale, gulnede testamente og matrikeludskriften på bordet foran notaren og direktørerne fra vandkonsortiet. — Som i øvrigt er ugyldigt, da fru Madeleine Morels underskrift mangler, og da det blev fremtvunget under udnyttelse af en alvorligt syg mand, mens han blev holdt indespærret i en uopvarmet kostald. Men det, fru Colette Mercier og hr. Damien Mercier netop har solgt til Sources d’Auvergne for 1,8 millioner euro, er matrikel 42B og 43A. Og hvis De, hr. notar, havde ulejliget Dem med at tjekke hovedbogen i matrikelregistret fra 1986 i stedet for blot at stole på et forfalsket bilag fra hr. Damien Mercier, ville De vide, at den jord aldrig har tilhørt Lucien Morel. Den har i fyrre år tilhørt min klient, hr. Adrien Morel.

Direktøren for vandkonsortiet rev dokumentet til sig og stirrede vantro på stemplerne. Hans ansigt skiftede farve fra blegt til rasende rødt. Han vendte sig mod Damien.

— I har modtaget 150.000 euro i forskud på en grund, I slet ikke ejer?!

— Det… det er en fejl! stammede Damien og bakkede baglæns mod væggen, mens sveden sprang frem på hans pande. — Det var min mor, der stod for papirerne! Jeg vidste ikke noget om bedstefarens testamente! Mor, sig noget!

Colette så på sin søn med opspilede øjne, da det gik op for hende, at han var ved at kaste hende under bussen for at redde sit eget skind.

— Din usle lille kujon! skreg Colette og greb fat i Damiens jakkeærme. — Det var dig, der forfalskede bilaget på computeren! Det var dig, der sagde, at vi skulle flytte de gamle ud i stalden, så opkøberne fra vandselskabet ikke skulle stille spørgsmål, når de kom for at besigtige huset!

Anklageren vinkede blot roligt til de fire gendarmer. — Tak, fru Mercier. Det er noteret til protokollen. Kaptajn, anhold dem begge.

Der udbrød tumult ved bordet, da gendarmerne trådte frem med håndjernene. Damien forsøgte at vride sig fri, men blev hurtigt presset ned mod bordpladen, mens stålet klikkede om hans håndled. Colette sank grædende sammen på gulvet, før to betjente løftede hende op under armene.

Mens de blev ført mod udgangen, stoppede Colette op ud for Lucien og Adrien. Hendes mascara løb i sorte striber ned ad kinderne.

— Lucien… Adrien… hav barmhjertighed, hulkede hun. — Jeg kommer i fængsel! Jeg er 64 år gammel!

Lucien så på sin svigerinde. Den mand, der fire dage tidligere havde siddet krumbøjet over en skål kold suppe i stanken af kreaturer, stod nu oprejst og så hende direkte i øjnene.

— Du gav os tre vintre i mørke og kulde, Colette, sagde Lucien stille. — Men det værste var ikke kulden. Det værste var, at du stjal atten år med vores søn fra os. Du får præcis den barmhjertighed, loven mener, du har fortjent.

Gendarmerne førte dem ud gennem rådhuset og ud på torvet, hvor hele landsbyen var stimlet sammen omkring politibilerne. De selvsamme naboer, der havde set Colette spille rollen som den opofrende velgører i årevis, så nu måbende til, mens hun og Damien blev sat ind på bagsædet af patruljevognene i håndjern.

Inde i rådhussalen rettede direktøren for Sources d’Auvergne på sit slips, tydeligt rystet over skandalen, og henvendte sig forsigtigt til Adrien.

— Hr. Morel… på vegne af bestyrelsen beklager jeg dybt, at vi er blevet ført bag lyset af Deres slægtninge. Men vores interesse i kildevandsjorden er naturligvis uændret. Hvis De som den retmæssige ejer stadig ønsker at indgå aftalen til de 1,8 millioner euro, er kontrakten klar til at blive omskrevet i Deres navn med det samme.

Adrien så på direktøren, derefter på borgmesteren og til sidst på sin far.

— Vi kan godt indgå en aftale, sagde Adrien roligt. — Men ikke om et salg. Jeg har ikke brug for at sælge min bedstefars jord. Jeg driver bygge- og udviklingsvirksomheder i Lyon. Hvis I vil tappe vandet fra vores kilde, bliver det som en forpagtningsaftale, hvor 30 procent af overskuddet går direkte til en ny fond, der bærer mine forældres navn: Fondation Lucien & Madeleine Morel. Og mit første krav i kontrakten er, at det nye tapperi ansætter lokale håndværkere her fra egnen – og at min far bliver æresformand for fondens bestyrelse.

Direktøren tøvede et sekund, regnede hurtigt tallene igennem i hovedet og nikkede så respektfuldt. — Det er en hård forhandling, hr. Morel. Men vi accepterer.

EPILOG

Et år senere var der ikke længere nogen, der sænkede blikket, når den sorte sedan kørte gennem Saint-Martial-des-Bois.

Retssagen i Clermont-Ferrand havde været kort og nådesløs. Beviserne – de 180 bankoverførsler, de forfalskede breve med Colettes håndskrift på, lægeerklæringerne om forældrenes underernæring og det direkte bedrageriforsøg på rådhuset – havde fældet dem fuldstændigt. Colette og Damien blev begge idømt fire års ubetinget fængsel og dømt til at tilbagebetale hver en cent til Adrien og hans forældre. Den hvide SUV, smykkerne, designertaskerne og deres opsparinger blev beslaglagt af staten og overført til Lucien og Madeleine som erstatning for svie og smerte.