Den gamle familiegård i Saint-Martial-des-Bois blev renoveret fra kælder til kvist af Adriens bedste håndværkere fra Lyon. Stalden, hvor Lucien og Madeleine havde frosset i tre år, blev revet ned til grunden. På dens plads blev der opført et moderne, lyst snedkerværksted med store panoramavinduer ud mod bjergene, hvor Lucien nu i sit eget tempo lavede finere møbler sammen med to unge lærlinge fra landsbyen.
En lun søndag i maj sad Adrien på den nye træterrasse bag barndomshjemmet. Blomsterkasserne var tilbage under vinduerne, fyldt med røde pelargonier, præcis som Madeleine elskede dem.
På det store egetræsbord midt på terrassen dampede en varm, duftende gryderet, og lyden af latter blandede sig med fuglesangen fra skoven. Madeleine kom ud fra køkkenet med en kurv friskbagt brød, hendes kinder var igen runde og røde, og hendes øjne strålede af liv, da hun lagde en hånd på sin søns skulder.
I inderlommen på sin jakke bar Adrien stadig den første af sin mors gamle konvolutter – ikke som et minde om den smerte og det svigt, de havde gennemlevet, men som en evig påmindelse om, at sandheden kan gemmes væk i mørket i mange år, men at den aldrig mister sin kraft, når først den kommer frem i lyset.






