Lyden af Amelias eget åndedræt rungede som et tordenvejr i hendes ører, i det præcise sekund Luca slap hendes hænder.

Det føltes, som om al tyngdekraft ophørte med at eksistere, og som om gulvet under det tykke, højrøde tæppe pludselig gav efter og åbnede sig i en bundløs afgrund. Al varme forlod hendes krop i ét eneste, brutalt åndedrag. Den kølige efterårsluft, der sivede ned fra de høje, blyindfattede mosaikvinduer i Sankt Markus Kirke, ramte hendes nøgne, ubeskyttede hovedbund som tusind iskolde synåle. Refleksen var øjeblikkelig og dyrisk; hun pressede sine rystende håndflader endnu hårdere mod sit hoved i et desperat, nyttesløst forsøg på at dække det, der aldrig skulle have været set af andre end hende selv og manden over for hende. Hendes skuldre rystede voldsomt under det tunge lag af franske blonder og elfenbensfarvet silke.

To skridt fra hende stod Valerie. I sin dybe, vinrøde fløjlskjole lignede hun en dronning, der netop havde afsat en tronraner. Et triumferende, næsten rovdyragtigt smil spillede i mundvigene på hendes perfekt malede læber, mens den kastanjebrune paryk og det florlette brudeslør hang slapt og livløst fra hendes knyttede højre hånd. Det lignede et jagttrofæ. Et bytte, der var blevet flået frem i lyset til offentlig skue.

Valerie troede, hun havde vundet. Hun rettede ryggen, skød hagen frem og så på sin lillebror med et blik, der ikke blot forventede, men krævede dyb taknemmelighed. I Valeries forvrængede verden var hun ikke skurken i dette øjeblik; hun var frelseren, der i sidste sekund havde revet bindet fra sin brors øjne.

“Se på hende, Luca,” sagde Valerie, og hendes stemme skar som et skarptslebet barberblad gennem den lammende, kvælende stilhed i det gamle kirkerum. Akustikken under de gotiske hvælvinger fangede hvert eneste ord og kastede dem ned over de tyve rækker af stivnede bryllupsgæster. “Se dog på det, hun har gemt for os alle sammen. Hun har løjet for vores familie i månedsvis. Hver eneste søndagsmiddag, hver eneste fest, har hun siddet der med falsk hår og falske smil og ladet, som om hun var perfekt. Hvad ellers skjuler hun for dig? En kvinde, der kan gennemføre så gennemført et bedrag helt op til selve alteret, kan lyve om alt. Du er en Moretti, Luca. Du fortjener en hel, ærlig kvinde ved din side – ikke en defekt facade bygget på hemmeligheder.”

Ordet defekt hang i luften mellem stearinlysene og de hvide liljer.

Amelia lukkede øjnene så hårdt i, at det gjorde ondt bag øjenlågene. En tung, brændende tåre slap fri fra hendes øjenkrog, løb langsomt ned over hendes kolde kind, fulgte kæbelinjen og dryppede ned på brystet af hendes kjole, hvor den efterlod en lille, mørk plet i det uplettede silke. I sit indre hørte hun allerede lyden af Lucas blankpolerede laksko, der drejede rundt på hælen. Hun ventede på lyden af hans skridt, der fjernede sig ned ad kirkegulvet. Hun havde overlevet de hvide hospitalsstuer, lugten af desinfektionsmiddel, den endeløse kvalme og den knusende frygt for døden, men hun vidste med en iskold sikkerhed, at hun ikke ville overleve det, hvis Luca gik fra hende nu.

Et sekund gik. Så et til.

Lyden af laksko mod sten lød ganske rigtigt. Men skridtene bevægede sig ikke væk fra hende. De bevægede sig tættere på.

Luca gik ikke. Han havde kun sluppet hendes hænder for at kunne bruge sine egne.

Med en rolig, næsten skræmmende behersket bevægelse løsnede Luca de to knapper i sin skræddersyede, sorte smokingjakke. Uden at skynde sig, men med en målrettethed, der fik hele kirken til at holde vejret, krængede han jakken af sine brede skuldre. Han trådte det halve skridt frem, der adskilte dem, og lagde den tunge, stadigt kropsvarme jakke nænsomt omkring Amelias rystende skuldre. Stoffet duftede af ham – af cedertræ, bergamotte og den tryghed, der havde været hendes eneste anker gennem det værste halve år af hendes liv. Han trak jakkesiderne sammen foran hendes bryst, som om han ville bygge en fæstning omkring hende, der kunne skærme hende mod hele verdens nysgerrige blikke.

Derefter løftede han sine store, varme hænder og lagde dem blidt, men fast, uden på hendes iskoldte fingre, der stadig krampagtigt dækkede hendes hovedbund.

“Amelia,” hviskede han. Hans dybe stemme knækkede en smule på den sidste stavelse, men under smerten lå der en urokkelig, klippefast styrke. “Se på mig, min elskede. Luk resten af verden ude. Se kun på mig.”

Amelia rystede svagt på hovedet, ude af stand til at slippe sit skjul. “Luca, lad være…” hviskede hun så lavt, at kun han kunne høre det. “Alle kigger.”

“Lad dem kigge,” svarede han lige så stille. “Lad dem se, hvordan ægte mod ser ud.”

Langsomt, millimeter for millimeter, løsnede han hendes stive fingre fra hendes hoved. Han tvang hende ikke, men hans varme overvandt hendes kulde, indtil hendes hænder gav efter. Han førte begge hendes hænder ned til sine egne læber og kyssede hendes hvide knoer, først den venstre, så den højre, mens hans mørke øjne aldrig forlod hendes ansigt.