Amelia lagde sin hånd i hans og lod ham føre sig ind i midten af kredsen. Hendes hvide blondekjole susede blødt mod gulvet. Hun havde taget sløret af efter middagen, så nu stod hun helt uden dække midt i lyset fra de store lysekroner.

Da de første toner af valsen lød, og Luca lagde sin hånd fast om hendes ryg og førte hende ud over gulvet i rolige, svævende drejninger, forsvandt resten af salen for Amelia.

Hun så kun Luca. Hun så de små rynker ved hans øjne, når han smilede til hende; hun så hans nybarberede hoved, der skinnede svagt i skæret fra stearinlysene; og hun mærkede den solide, urokkelige varme fra hans krop mod sin.

“Hvad tænker du på?” hviskede Luca med læberne tæt ved hendes øre, mens de drejede rundt i cirklen af klappende gæster, der langsomt begyndte at træde et skridt tættere på.

Amelia lagde sin kind ind mod hans bryst et sekund og mærkede hans hjerte slå støt og roligt under den hvide skjorte. Så løftede hun hovedet og så ham dybt ind i øjnene.

“Jeg tænker på,” sagde hun stille, “at da Valerie rev parykken af mig i eftermiddags, troede jeg i et sekund, at hun havde ødelagt mit livs vigtigste dag.”

“Og nu?” spurgte Luca blidt, mens kredsen af deres familie og venner lukkede sig tættere og tættere omkring dem under klapsalverne.

Amelia smilede – et smil så frit, strålende og uforbeholdent, at det fik Luca til at tabe pusten. Hun løftede sin venstre hånd og lod sine fingre glide blidt op over hans korte hårstubbe, før hun lagde den om hans nakke.

“Nu ved jeg, at hun uden at ville det gav mig den største gave af alle,” hviskede Amelia, lige før kredsen lukkede sig helt omkring dem i jubel. “Hun satte mig fri. Og du viste mig, at jeg aldrig behøver at gemme mig igen.”

Og midt i den tætte, varme cirkel af mennesker, der elskede dem for præcis dem, de var, bøjede Luca sig ned og kyssede sin brud, mens musikken nåede sit højdepunkt, og et nyt liv begyndte – uden skygger, uden hemmeligheder og med en kærlighed, der allerede havde bevist, at den var stærkere end alt.