Til sidst slukkede Henrik trimmeren. Stilheden vendte tilbage, men nu var den varm, tæt og ladet med en næsten elektrisk lykke.

Luca stod foran Amelia. Han børstede de sidste små hår væk fra sin hvide skjortekrave og kørte en hånd hen over sin egen nybarberede isse med et drenget, lidt forlegent smil, der fik ham til at se ti år yngre ud.

Amelia rakte begge hænder op og lagde sine håndflader mod hans kinder, før hun lod fingrene glide op over hans karseklippede hoved. Det føltes nøjagtigt som hendes eget. Da deres pander mødtes, var der intet imellem dem længere – intet falsk hår, ingen fortielser, ingen frygt for fremtiden.

“Du er fuldstændig skør, Luca Moretti,” hviskede Amelia, mens hun lo gennem tårerne. “Vores bryllupsfotograf kommer til at få et hjertetilfælde.”

Ude i siden af koret stod fotografen – en ung kvinde med to kameraer hængende over skuldrene – og tørrede sig åbenlyst over øjnene med ærmet af sin sorte bluse, før hun løftede sit kamera og tog et billede af parret, præcis som de stod med panderne mod hinanden.

“Vores bryllupsbilleder,” svarede Luca lavt og kyssede hende hurtigt på læberne, “bliver de smukkeste billeder, der nogensinde er blevet sat i en ramme. Fordi der ikke er ét gram skuespil på dem. Når vores børn og børnebørn en dag ser på det her billede, skal de ikke bare se en smuk kjole og en dyr smoking. De skal se den dag, deres mor besejrede alt, der forsøgte at knække hende.”

Luca trådte et halvt skridt tilbage og så på smokingjakken, der stadig hang over Amelias skuldre.

“Er du stadig kold, elskede?” spurgte han.

Amelia mærkede efter. Varmen fra hans hænder, fra de hundrede smilende, grædende ansigter i kirken og fra den nyfundne stolthed i hendes eget bryst strømmede gennem hende helt ud i fingerspidserne.

“Nej,” sagde hun, og for første gang i seks måneder rettede hun ryggen helt op, skød brystet frem og løftede hagen, så lyset fra de høje kirkevinduer faldt direkte ned på hendes ansigt og hendes nøgne hoved. “Jeg fryser slet ikke længere.”

Hun lod selv Lucas sorte smokingjakke glide ned fra sine skuldre. Luca greb den og gav den til Henrik, men han lod den ligge over en stol; han ville blive stående i sin hvide skjorte og vest resten af dagen.

Nu stod Amelia frit fremme i sin brudekjole. De fine, franske blonder smøg sig om hendes slanke arme og kraveben, og uden det tunge lag af falske krøller til at dække hendes ansigt trådte hendes høje kindben, hendes lange hals og hendes store, udtryksfulde brune øjne frem med en næsten æterisk, slående skønhed. Hun lignede en statue hugget i marmor og lys.

Clara trådte stille op ad trinene med brudesløret i hænderne.

“Vil du stadig have det på?” spurgte veninden blidt.

Amelia så på det lange, hvide tylslør med de håndbroderede kanter – det slør, hendes egen mor havde båret for femogtredive år siden. Hun nikkede. “Ja. Men ikke for at gemme mig.”

Luca tog sløret fra Clara. Den lille perlekam for enden af sløret kunne ikke længere sættes fast i en opsat paryk, men med forsigtige, nænsomme fingre skubbede Luca tænderne på kammen ind i det tætte, bløde lag af nye, korte hår i Amelias nakke, lige over ørerne, hvor det sad overraskende fast. Det hvide slør faldt i bløde, svævende folder ned over hendes ryg og skuldre og dannede en lysende ramme om hendes ubeskyttede ansigt.

Da Amelia vendte sig halvt om mod kirkerummet, skete det helt af sig selv.

Det startede med Richard og Eleanor Moretti på første række, og Amelias forældre lige overfor. Så fulgte anden række, tredje række, og i løbet af få sekunder havde samtlige hundredeogtyve gæster i Sankt Markus Kirke rejst sig op fra træbænkene.

En torden af klapsalver brød løs.

Det var ikke høfligt, afmålt bifald; det var en brølende, overvældende bølge af jubel, piften og trampen i stengulvet, der steg op mod de høje hvælvinger og fyldte hvert eneste kubikmeter af det gamle gudshus. Folk klappede, mens tårerne løb ned ad deres kinder. Selv den ældre organist oppe på pulpituret rejste sig fra sin bænk og klappede med, før han satte sig igen og lod en dyb, triumferende akkord fra kirkeorglet smelte sammen med bifaldet.

Amelia så ud over havet af mennesker. Hun så ikke et eneste blik, der flakkede bort i forlegenhed. Hun så kun beundring, dyb respekt og en kærlighed så massiv, at den næsten slog benene væk under hende. For første gang siden den dag, hun fik sin diagnose, følte hun sig ikke længere som noget, der var gået i stykker og skulle limes sammen i al hemmelighed. Hun følte sig hel.

Langsomt ebbede klapsalverne ud, og gæsterne satte sig ned igen med en forventningsfuld, næsten andægtig ro.