Da Amelia endelig vovede at åbne sine våde, rødkantede øjne og se op på ham, frygtede hun at se den medlidenhed, hun havde kæmpet så hårdt for at undgå. Men der var ingen medlidenhed i Lucas blik. Der var heller ingen skam eller tvivl. Der var kun en brændende, altfortærende kærlighed og en vrede så dyb og mørk, at den udelukkende var rettet mod kvinden bag dem.
Luca slap hendes ene hånd og lod i stedet sine fingre glide blidt op langs hendes kæbe, om til hendes nakke og videre op over det helt korte, bløde lag af lysebrunt dun, der knap nok dækkede hendes isse. Hans berøring var så ærbødig, som rørte han ved noget helligt.
Så lænede han sig frem. Foran den måbende præst, foran sin stivnede søster og foran hundredeogtyve stumme bryllupsgæster pressede Luca sine læber mod Amelias nøgne pande og derefter direkte mod hendes glatte isse. Han holdt kysset længe. Han lukkede øjnene og indåndede duften af hendes hud, som om han med det ene kys velsignede hvert eneste ar, hver eneste tåre og hver eneste time, hun havde kæmpet for at blive i denne verden hos ham.
Et nyt gisp bølgede gennem kirkeskibet, men lyden havde ændret karakter. Den skarpe lyd af chok var forvandlet til den bløde, kollektive lyd af hjerter, der brast i dyb bevægelse. Nede på fjerde række begyndte en af Amelias tanter at græde åbent, og flere mænd så ned i gulvet, pludselig skamfulde over at være vidner til så rå og ufiltreret en intimitet.
Da Luca rettede sig op igen, lagde han sin venstre arm fast og beskyttende om Amelias talje og trak hende helt ind til sin side, så hun støttede sig mod hans bryst. Så drejede han hovedet og så på Valerie.
Smilet på Valeries ansigt var for længst tørret ud. Den triumferende glød i hendes øjne var blevet afløst af en flakkende, nervøs usikkerhed. Hendes fingre klemte krampagtigt om den stjålne paryk, og en dyb rynke havde gravet sig ned mellem hendes øjenbryn. Dette var ikke det manuskript, hun havde skrevet i sit hoved. Luca skulle have været rasende på Amelia. Han skulle have følt sig ført bag lyset. Han skulle have takket sin storesøster for at redde familiens ære.
“Luca…” begyndte Valerie, og hendes stemme manglede pludselig sin selvsikre klang. “Luca, hvad er det, du laver? Hvorfor kysser du hende? Ser du da ikke, hvordan hun har holdt dig for nar foran alle vores venner og forretningsforbindelser?”
“Ti stille, Valerie,” sagde Luca.
Han råbte ikke. Han hævede ikke engang stemmen nævneværdigt. Men tonen var så iskold, så mættet af kontrolleret raseri, at ordene faldt som tunge blylodder på stengulvet. Valerie klappede munden i, som om han havde slået hende.
Luca rakte sin højre hånd frem med håndfladen opad. “Giv mig hendes slør og hendes hår. Nu.”
Valerie veg en halv tomme tilbage. Hendes blik flakkede desperat ned mod første række, hvor deres forældre, Richard og Eleanor Moretti, sad. Hun søgte den opbakning, hun altid havde fået som familiens førstefødte og mors ubestridte øjesten. Men Eleanor sad med begge hænder presset mod sine blege kinder, og Richard stirrede på sin datter med et udtryk af så dyb vantro og afsky, at Valerie krympede sig.
Da hun så tilbage på sin bror, så hun en fremmed. Den godmodige, tålmodige Luca, der altid havde fundet sig i hendes stikpiller, hendes krav og hendes konstante indblanding i hans liv, var væk. Manden foran hende i den hvide skjorte og smokingvesten var kold som marmor.
Med rystende fingre lagde Valerie parykken og det krøllede brudeslør i Lucas udstrakte hånd. Hun forsøgte at tørre sine fingre af i sin vinrøde kjole bagefter, en lille, smålig gestus af væmmelse, som ikke undgik Lucas blik. Hans kæbemuskler spændtes så hårdt, at det kunne ses gennem huden.
Med uendelig omhu rystede Luca det hvide tyl fri for det støv, det havde samlet op fra gulvet. Han glattede blonderne ud med sine fingre og rakte derefter både sløret og parykken om til Clara, Amelias bedste veninde og brudepige, der stod på det nederste trin af alteret med tårerne strømmende ned over sine kinder. Clara tog imod tingene, som var de lavet af det fineste krystal, og sendte Amelia et blik fyldt med vild, ubetinget støtte.
Luca slap ikke Amelias talje, men han drejede kroppen en anelse, så han stod som et levende skjold mellem sin brud og sin søster, samtidig med at hans blik kunne favne hele kirkerummet.
“Min søster kom herop med en erklæring,” sagde Luca. Hans dybe baryton fyldte hvert et hjørne af kirken uden besvær. Ingen vovede at rømme sig. Selv lyden af trafikken udenfor på gaden syntes at være forstummet. “Valerie sagde, at alle i dette rum fortjener at kende sandheden. Og for første gang, så længe jeg kan huske, er jeg fuldstændig enig med hende. Lad os endelig lægge alle kortene på bordet. Lad os tale om sandheden.”






