Luca vendte sig mod præsten, pastor Gregersen, der stod med sin bibel i den ene hånd og et krøllet, hvidt lommetørklæde i den anden, hvormed han netop havde pudset næsen. Den gamle præst så på de to unge mennesker foran sig – gommen og forloveren med nybarberede hoveder og hvide hårstubbe på skjortekraverne, og bruden uden hår, men med et udtryk i øjnene, der lyste stærkere end alle alterlysene tilsammen.
Pastor Gregersen lukkede langsomt den trykte mappe, hvor hans forberedte bryllupstale lå, og lagde den helt til side på alterbordet.
“Jeg har viet par i denne kirke i snart fyrre år,” sagde præsten, og hans varme, rustne stemme bar ud i det stille rum uden brug af mikrofonen. “Jeg har skrevet hundredvis af taler om, hvad det vil sige at elske i medgang og modgang, i sygdom og sundhed. Jeg har talt om, at kærligheden udholder alt, tror alt og håber alt. Men jeg indser i dag, at jeg aldrig har behøvet at holde den tale for jer to.”
Præsten så fra Luca til Amelia med et dybt, bevæget smil.
“For I har ikke ventet på mine ord for at leve ægteskabet ud. I har allerede bestået den prøve, som de fleste ægtefolk først møder efter årtier sammen. I dag har vi alle her i kirken fået lov til at se, hvordan det ser ud, når kærligheden ikke bare er smukke ord på et stykke papir, men et skjold, en handling og en ubrydelig pagt. Som gammel præst kan jeg kun sige jer tak for den prædiken, I netop har holdt for os alle.”
Luca tog igen Amelias hænder i sine. Denne gang var hendes fingre varme, rolige og faste i hans greb. Hendes puls slog i takt med hans.
“Hr. pastor,” sagde Luca med et bredt, strålende smil, mens hans mørke øjne hvilede i Amelias. “Jeg tror med sikkerhed, vi kan konstatere, at der ikke er flere indsigelser i denne kirke. Vil De være så venlig at gøre mig til verdens lykkeligste mand og gifte mig med min kone?”
En stille, varm latter bølgede gennem kirken, og præsten nikkede højtideligt.
“Med den allerstørste glæde,” sagde pastor Gregersen og åbnede ritualbogen. “Så spørger jeg dig, Luca Moretti: Vil du have Amelia Lind, som hos dig står, til din ægtehustru? Vil du elske og ære hende, og leve med hende både i medgang og modgang, i hvad lykke Gud den almægtige vil tilskikke jer, som en ægtemand bør gøre mod sin ægtehustru, indtil døden skiller jer ad?”
Luca slap ikke Amelias blik i et eneste sekund. Hans stemme rungede klart, fast og uden den mindste tøven gennem hele kirken:
“Ja.”
Præsten vendte sig mod Amelia. “Så spørger jeg dig, Amelia Lind: Vil du have Luca Moretti, som hos dig står, til din ægtemand? Vil du elske og ære ham, og leve med ham både i medgang og modgang, i hvad lykke Gud den almægtige vil tilskikke jer, som en ægtehustru bør gøre mod sin ægtemand, indtil døden skiller jer ad?”
Amelia så ind i øjnene på den mand, der havde holdt hende oppe i mørket, og som netop havde givet afkald på sin egen forfængelighed for at stå skulder ved skulder med hende i lyset. Hendes stemme var ikke længere en hvisken; den var klar og fyldt med en nyfunden kraft:
“Ja. Af hele mit hjerte, ja.”
Da Henrik trådte frem med den lille fløjlsæske med ringene – stadig med små sorte hår siddende på sine skuldre – smilede Amelia til ham og hviskede et lydløst tak.
Luca satte den smalle ring af hvidguld og diamanter på Amelias finger, og da Amelia satte den glatte guldring på hans, mærkede hun en ro falde over sig, der var dybere end noget, hun før havde oplevet. Da præsten lagde sin hånd på deres sammenlagte hænder og erklærede dem for rette ægtefolk at være, ventede Luca ikke engang på, at præsten sagde, han måtte kysse bruden.
Han trak Amelia tæt ind til sig, lagde den ene hånd om hendes nakke under det hvide slør og kyssede hende – dybt, længe og med al den lidenskab og lettelse, der havde hobet sig op gennem måneder med frygt og den sidste times drama.
Da de endelig slap hinanden og vendte sig om for at gå ned ad kirkegulvet som mand og kone, brød orglet ud i Mendelssohns bryllupsmarch med fuldt værk.
Vandringen ned gennem kirkeskibet var det stik modsatte af Valeries flugt kort forinden.
Amelia gik med oprejst pande, med sin hånd trygt hvilende i Lucas armbøjning. Hun gemte ikke sit ansigt; hun mødte blikkene fra hver eneste gæst langs rækkerne med et strålende, åbent smil. Da de passerede første række, rakte Eleanor Moretti ud og rørte kærligt ved Amelias arm, og Richard nikkede til hende med dyb stolthed i øjnene. Længere nede ad gulvet stod Lucas venner med deres nyslåede, skæve fartstriber i håret og klappede, så det rungede, og kvinderne med deres løsthængende, ustylede hår kastede hvide rosenblade ind over brudeparret.






