Luca holdt en kort pause. Han så på sin søster, der nu havde tårer løbende ned gennem sin dyre makeup, hvilket efterlod mørke striber på hendes blege kinder.

“Hun sagde til mig: ‘Luca, hun er din søster. Hvis hun falder, gør det ondt på dig. Og hvis jeg fortalte hende, at pengene kom fra mig, ville hendes stolthed aldrig kunne bære det. Hun ville hade mig for at have set hende i hendes svageste øjeblik. Lad hende tro, hun klarede det gennem sit talent, så vi en dag kan få et godt forhold som svigersøstre.'”

Stilheden, der fulgte efter Lucas ord, var så total, at man kunne høre stearinen syde i de høje alterstager.

Kontrasten i kirkerummet var næsten ubærlig at være vidne til. På den ene side stod Amelia – skaldet, indhyllet i en alt for stor herrejakke, bleg efter måneders lidelse, men strålende af en indre renhed og værdighed, som ingen ydmygelse kunne plette. På den anden side stod Valerie i al sin ydre pragt, med perfekt opsat hår, diamanter i ørerne og silke og fløjl, men afklædt til skindet i al sin moralske fattigdom, grådighed og ondskab.

Det var ikke Amelia, der stod nøgen i kirken længere. Det var Valerie.

“To uger efter at Amelia havde overført den sidste krone for at redde dit livsværk, kollapsede hun på sit kontor og blev indlagt,” sagde Luca lavmælt. “Mens hun lå med drop i begge arme og kæmpede for sit liv, gik du rundt i byen i dine nye designerkjoler, købt for de penge, hendes godhed havde sikret dig, og ledte efter snavs, du kunne bruge til at ødelægge hende med. Og i dag betalte du din gæld tilbage ved at rive sløret og håret af hende ved alteret.”

Valerie kunne ikke længere holde sin brors blik ud. Hun så ned i det røde tæppe. Hendes skuldre hang, og hun så pludselig ti år ældre ud. Den arrogante facade var knust i tusind skår for fødderne af hende. Hun forsøgte at række en rystende hånd ud mod Luca.

“Luca… jeg… jeg vidste det jo ikke,” hviskede hun med grådkvalt stemme. “Amelia… jeg…” Hun så op mod Amelia med et flakkende, panisk blik.

Men før Amelia overhovedet behøvede at reagere, trådte Richard Moretti ud fra første række.

Den tresårige patriark, en mand der normalt var kendt i erhvervslivet for sin stoiskhed og sin rolige fremtoning, gik de få skridt op til alteret med en tyngde, der fik gulvbrædderne til at knirke. Han så ikke på Valerie med det samme. I stedet gik han direkte op ad de tre trin til Amelia.

Foran hele forsamlingen bøjede den stolte ældre mand hovedet dybt for sin kommende svigerdatter. Han tog hendes frie hånd mellem begge sine og trykkede den varmt.

“Amelia,” sagde Richard, og hans dybe stemme var tyk af tilbageholdt gråd. “På vegne af mit navn og min familie beder jeg dig om tilgivelse for den skændsel, du har måttet lægge krop og sjæl til i dag. Vi vidste ikke, hvilken kamp du har kæmpet i stilhed, og vi vidste ikke, hvilket ufatteligt hjerte du har vist vores familie. Du skylder os intet, men vi skylder dig alt.”

Amelia rystede stille på hovedet, mens en ny, men anderledes tåre trillede ned ad hendes kind. “Hr. Moretti, det er ikke Deres skyld…”

“Richard,” rettede han hende blidt og så hende ind i øjnene med dyb faderlig varme. “Kald mig far, hvis du vil gøre mig den ære.”

Derefter vendte Richard sig om på hælen og så ned på sin datter. Al varme forsvandt fra hans ansigt, som om en dør var blevet smækket i.

“Valerie,” sagde faderen. Hans stemme var lav, men den bar en autoritet, der ikke levnede plads til diskussion. “Du har vanæret dette hus, du har vanæret din bror, og du har forbrudt dig mod et menneske, der viste dig nåde, da du mindst fortjente det. Fra og med på mandag morgen vil mine advokater kontakte A.L. Equity og indfri hver eneste krone, Amelia har lagt ud for dit firma, med fulde renter, taget direkte fra din fremtidige arveandel. Derefter er du på egen hånd.”

Valerie gispede, som om hun havde fået et slag i mellemgulvet. “Far, nej, du kan ikke—”

“Jeg er ikke færdig,” sagde Richard iskoldt og pegede med en stiv arm ned langs det lange, røde gulvtæppe mod de tunge egetræsdøre i bunden af kirken. “Gå. Du sætter ikke dine ben ved receptionen i aften, og du kontakter ikke din bror eller hans kone, før de selv – hvis den dag nogensinde skulle komme – måtte ønske at tale med dig. Forlad kirken. Nu.”