Stearinlysets flamme blafrede vildt i det kolde træk, der strømmede op fra bjergets dyb, og kastede lange, dansende skygger hen over kraniet på kaptajn Armand Delmas. Madeleine Roux sad på knæ på det fugtige klippegulv med hjertet hamrende mod ribbenene. Hendes fingre, stive af kulde og indsmurte i gammel mudder, hvilede på det gulnede pergament i jernkassen.

Valmonts jorder havde aldrig tilhørt ham.

Hun læste sætningen igen og igen, som om bogstaverne kunne forsvinde, hvis hun blinkede. Kaptajn Delmas var en legende i Cévennerne. Under den fransk-preussiske krig i 1870 havde han ejet størstedelen af dalen, inklusive de rige kulårer under bjerget. Da han drog i krig, overlod han midlertidigt forvaltningen af sine godser til sin unge, betroede regnskabsfører: Auguste de Valmont. Kaptajnen vendte aldrig hjem. Kort efter krigens afslutning fremviste Valmont et skøde, der angiveligt beviste, at Delmas havde solgt alt til ham for en slik, inden han faldt ved fronten.

Men her, i mørket under Den Sorte Jomfrus Grotte, lå sandheden.

Madeleine bladrer forsigtigt i kaptajnens læderindbundne notesbog. Skriften var rystende, skrevet af en døende mand i mørket:

”14. november 1870. Jeg overlevede slaget ved Sedan, men blev forrådt i mit eget hjem. Da jeg vendte tilbage i hemmelighed for at hente mine gemte reserver til modstandskampen, ventede Auguste på mig ved kløften. Han skød mig i brystet. Han troede, jeg var død, da jeg faldt i floden, men strømmen førte mig til de underjordiske løb, jeg kendte som barn. Jeg har slæbt mig herind med de originale skøder, kongens koncession på minerne og beviserne på Augustes forfalskninger. Blodet fylder mine lunger. Jeg kan ikke komme ud. Må Gud sørge for, at en retfærdig sjæl finder dette, før uhyret fortærer hele dalen.”

Madeleine snappede efter vejret. To huller i uniformens brystkasse bekræftede den grusomme historie. Auguste de Valmont var ikke blot en grådig udbytter; han var en morder og en tyv.

Hun gravede dybere i kassen. Under de tunge, voksforseglede skøder lå en mindre lærredspose, der klirrede tungt – fyrre guldnapoléoner, stadigt skinnende trods årtierne i fugten. Og allerbagerst, klemt ned mellem kanten af jernkassen og det rådne træværk, lå en konvolut, der ikke var gulnet af tredive års ventetid.

Papiret var nyere. Det lugtede svagt af kulstøv og den billige tobak, hun kendte så uendeligt godt.

Da Madeleine vendte konvolutten om, standsede hendes åndedræt. På forsiden stod der med en skæv, men fast håndskrift: Til min elskede Madeleine, hvis ulykken skulle ramme mig.

Det var Jules’ håndskrift. Hendes mand.

En tåre brød endelig gennem det panser af stål, hun havde omgivet sig med siden hans begravelse. Hun rev konvolutten op med rystende hænder.

”Min kæreste Madeleine,” stod der. ”Hvis du læser dette herinde, betyder det, at Valmont har gjort alvor af sine trusler, og at du har husket mine historier om grotten. For to måneder siden, da vi gravede i den dybe nordlige skakt, stødte min hakke mod en naturlig klippespalte. Jeg kravlede derind alene med min lampe og fulgte passagen hele vejen herop til Den Sorte Jomfru. Jeg fandt kaptajnen. Jeg fandt papirerne. Jeg turde ikke tage dem med hjem af frygt for, at Valmonts spioner skulle ransage vores hus, før jeg kunne nå til præfekten i Alès. I morgen vil jeg konfrontere Valmont med mine krav om at få afstivet skakt 4. Hvis han nægter, vil jeg fortælle ham, at jeg kender hans hemmelighed. Det er dumdristigt, men jeg kan ikke se mine kammerater dø i det rådne bjerg. Bag kaptajnens skulder er der en smal sprække, der fører ud til den gamle, forladte kalkmine på den anden side af højderyggen. Tag kassen. Tag guldet. Rejs til Alès og opsøg dommer Henri Rochefort – han var kaptajn Delmas’ barndomsven. Og vigtigst af alt: Kig på den sidste side i kaptajnens kirkebog i bunden af kassen. Du er mere, end du tror, min elskede. Pas på vores børn. Din Jules.”

Jules’ død havde ikke været et uheld. Det var ikke blot rådne træstøtter, der havde knust ham. Valmont havde ladet galleriet styrte sammen med vilje for at begrave den eneste mand, der kendte hans forbrydelse.

Med bankende tindinger fandt Madeleine den gamle familiebog i bunden af kassen og slog op på den sidste beskrevne side. Der stod en optegnelse fra 1869:

”Min hustru, Claire Delmas, døde i barselsseng denne nat under den store tyfus-epidemi. For at beskytte vores nyfødte datter mod sygdommen og mod min grådige fætter, der spekulerer i min død, har jeg overdraget barnet til min trofaste skovfoged, Jean-Baptiste Mercier, og hans hustru i landsbyen Saint-Germain. De skal opfostre hende som deres egen, indtil jeg vender tilbage fra krigen. Hendes navn er Madeleine.”

Grotten syntes at dreje rundt. Jean-Baptiste Mercier – manden, hun hele sit liv havde kaldt far, som var død af tæring, da hun var seksten. Hun var ikke en fattig skovfogeds datter. Hun var Madeleine Delmas. Manden, hvis knogler lænede sig mod klippevæggen foran hende, var hendes kødelige far.