På trappen foran den nye skole stod Madeleine med lille Gabriel – der nu var næsten to år og trissede rundt på usikre ben – ved sin hånd.
Klokken ringede ud, og dørene gik op. Ud strømmede børnene med skifertavler og bøger under armen. Forrest gik Lucien og Étienne. Deres hænder var ikke sorte af kulstøv, men plettede af blæk. Lucien drømte om at blive ingeniør, så han kunne bygge miner, der aldrig mere ville styrte sammen over nogen far.
Lucien så sin mor, vinkede og løb hen til hende, efterfulgt af sine fem søskende.
Madeleine samlede sine syv børn omkring sig i den lune efterårsvind. Hun så op mod klipperne, hvor indgangen til Den Sorte Jomfrus Grotte anedes som en mørk plet mod den blå himmel. Frygten var væk. Tårerne var tørret ind. Tilbage var kun styrken fra en mor, der havde gået gennem mørket for sine børn – og bragt lyset med sig ud.






