Han læste derefter Jules’ afskedsbrev og så op på Madeleine med dyb ærefrygt.

— Din mand var en helt, madame. Og du… du er den retmæssige arving til hele Delmas-formuen. Ikke alene tilhører minerne, skovene og slottet dig, men hvert eneste ton kul, som Valmont har gravet op de sidste otteogtyve år, er stjålet ejendom. Han skylder dig millioner af franc. Og han skal under guillotinen for mordet på din far og på din mand.

— Jeg er ligeglad med millionerne og slottet lige nu, monsieur le Juge, sagde Madeleine, og hendes stemme skælvede for første gang. — Mine syv børn gemmer sig på et loft. Valmonts mænd jagter dem med hunde for at trække mine drenge ned i de rådne skakter, der dræbte deres far. Jeg vil have ham stoppet. I morgen tidlig.

Dommer Rochefort rejste sig og rettede sin ryg. Den gamle kavaleriofficer i ham var vågnet til live. Han greb klokken på sit bord og ringede voldsomt.

— Skriver! Hent statsadvokaten, chefen for det nationale gendarmeri i distriktet og den kongelige notar øjeblikkeligt! Vi rider mod Valmont ved daggry med en eskadron til hest.

DEL 5: REGNSKABETS TIME

Solen var knap nok stået op over Cévennernes tågede bjergtoppe den næste morgen, da klokken ved mineindgangen begyndte at kime. Det var skiftets begyndelse, men denne morgen arbejdede ingen.

Auguste de Valmont havde beordret alle minearbejdere og deres familier samlet på den mudrede plads foran hovedbygningen. Han stod på den hævede træveranda, iført sin dyre pelskåbe og med et guldur i kæden over sin runde mave. Ved siden af ham stod Gaspard og otte bevæbnede vagter med jagtgeværer.

På pladsen foran verandaen lå smeden Bastien på knæ i mudderet med hænderne bundet på ryggen. En af Valmonts spioner havde set røgen fra smedens hytte aftenen før, og ved daggry havde Gaspards mænd stormet huset.

Ved siden af Bastien stod Lucien og Étienne. De to drenge var bundet sammen ved håndleddene med et groft reb. I døråbningen bag dem holdt en vagt fast i Margot, der holdt lille Gabriel, mens de andre børn græd lydløst omkring hendes skørter.

— Se godt på dem! råbte Valmont ud over den tavse, blege skare af minearbejdere, hvis ansigter var sorte af kulstøv. — Enkefru Roux troede, hun kunne løbe fra sin mands gæld! Hun er så fej, at hun har efterladt sine egne unger hos denne enarmede tyv og selv er stukket af! Men hos mig betaler man, hvad man skylder!

Valmont pegede med sin sølvbeslåede stok mod den mørke åbning til skakt 4 – den selvsamme skakt, der var styrtet sammen over Jules en uge tidligere, og som knap nok var blevet ryddet siden.

— De to drenge går ned i skakt 4 lige nu! sagde Valmont, og et grusomt smil bredte sig på hans læber. — Og hvis nogen af jer vover at hjælpe denne familie igen, eller hvis jeg hører ét ord mere om strejke eller farlige stiver, så mister I jeres huse inden solnedgang! Gaspard, giv drengene en skovl og driv dem derned!

En mumlen af raseri og fortvivlelse gik gennem minearbejderne. Flere mænd knyttede næverne, men geværløbene fra vagterne holdt dem tilbage.

Gaspard greb Lucien i kraven og trak ham mod skakten. Étienne snublede i mudderet og skreg, da rebet skar sig ind i hans håndled.

— Slip min bror! råbte Lucien og sparkede Gaspard over skinnebenet. — Min far skyldte jer ingenting! I slog ham ihjel!

Gaspard hævede sin tunge hånd for at slå drengen i ansigtet.

Men slaget faldt aldrig.

Lyden af galoperende hestehov og raslende sabler brød gennem morgentågen på landevejen. Det var ikke to lokale betjente. Det var lyden af tredive ryttere i fuld galop.

Ud af tågen dukkede en hel deling af det nationale gendarmeri op i deres blå uniformer og tosnudede hatte, med trukne karabiner. Midt imellem dem kørte en sort, lukket karet, trukket af fire skummende heste.

Gendarmerne omringede pladsen på få sekunder og rettede deres våben direkte mod Valmonts vagter.

— I lovens navn! Smid våbnene øjeblikkeligt! brølede gendarmeriets kaptajn.

Vagterne tabte deres geværer i mudderet med klirrende lyd. Valmont trådte et skridt frem på verandaen, rød i hovedet af forargelse.

— Hvad skal dette betyde?! råbte han. — Jeg er Auguste de Valmont! Dette er privat ejendom! Jeg har borgmesteren og præfekten til middag på søndag! Hvem vover at trænge ind på min jord?!

Døren til den sorte karet gik op. Først trådte dommer Henri Rochefort ud, iført sit officielle skærf i trikolorens farver. Derefter rakte han hånden ind i vognen og hjalp en kvinde ned på jorden.

Et gisp gik gennem hele mængden af minearbejdere.

Det var Madeleine. Hun bar en enkel, men værdig sort sørgekjole, som dommerens kone havde lånt hende, og hendes hoved var løftet højt.

— Mor! råbte børnene i kor.