Og hver eneste sten, hvert eneste træ, hver eneste kulmine, som Auguste de Valmont brugte til at slavebinde dalens befolkning, tilhørte i virkeligheden hende.
Pludselig lød der et fjernt ekko gennem grottens gange.
Gøen. Hundegøen, blandet med råb fra grove mandsstemmer.
— Vi så røg eller lys derinde! råbte en stemme, der gjaldede mellem drypstenene. Det var Gaspard, Valmonts brutale forvalter. — Herren har lovet halvtreds franc til den, der bringer drengene ud i live! Gå ind! Glem de gamle kællingehistorier!
Madeleine græd ikke. Frygten i hendes bryst frøs til ren, skærende is. Hun lagde sin hånd på sin fars kolde kranium et kort sekund.
— Vent lidt endnu, far, hviskede hun. — Snart skal du få hvile i indviet jord.
Hun samlede alle dokumenterne, guldmønterne og Jules’ brev, svøbte dem stramt ind i sit uldsjal og bandt det fast om livet under sin frakke. Derefter skyndte hun sig tilbage gennem den smalle passage til det ydre kammer, hvor børnene sad tæt sammen i mørket.
Lucien stod oprejst med en spids sten i hånden, klar til at forsvare sine små søskende. Lille Gabriel klynkede svagt ved Maries bryst.
— Mor! De kommer! hviskede Lucien, og hans trettenårige stemme knækkede over af rædsel. Fakkellyset flakkede allerede på væggene hundrede meter længere fremme i hovedgangen.
— Ingen siger en lyd, beordrede Madeleine med en stemme så rolig, at børnene øjeblikkeligt adlød. — Lucien, tag Étienne og Paul i hånden. Margot, du hjælper Claire med Jeanne. Følg mig.
Hun førte dem ind i det indre kammer, forbi den dryppende blikdåse – tak, tak, tak – og hen til skelettet. Børnene gispede, da de så knoglerne, men Madeleine skubbede dem blidt, men bestemt, hen mod den smalle revne bag klippeblokken, som Jules havde beskrevet.
Den var næsten usynlig, dækket af et gardin af kalkaflejringer. Lucien klemte sig igennem først, efterfulgt af de mindre børn.
I hovedgrotten lød Gaspards brøl nu ganske tæt på:
— Her er deres tæpper! De er herinde! Find dem!
Madeleine kravlede ind i sprækken som den sidste med Gabriel presset tæt ind til sig. Med sin frie hånd greb hun en tung sten og væltede den gamle støttemur af løse klippestykker, som Jules engang havde stablet op for at skjule indgangen. Stenene raslede ned og blokerede åbningen netop i det øjeblik, lyset fra forfølgernes lanterner ramte det lille kammer.
Gennem en lille sprække mellem stenene så Madeleine Gaspard træde ind i rummet. Da lyset fra hans lanterne faldt på det uniformsklædte skelet, der stirrede på ham med tomme øjenhuler, gav den store forvalter et hæst skrig fra sig og tabte næsten lampen.
— Ved Guds moder… grotten er forbandet! stammede en af mændene bag ham og korsede sig. — Det er de dødes vogter! Vi må ud herfra, Gaspard! Enkefruen og ungerne er sikkert faldet i en bundløs skakt!
Mændene flygtede i panik tilbage mod udgangen, mens Madeleine vendte sig om og førte sine syv børn gennem bjergets mørke indre.
DEL 3: VEJEN GENNEM TÅGEN
Turen gennem den forladte kalkmine varede tre timer, men føltes som tre år. De gik i stummende mørke, kun vejledt af den friske luftstrøm, som Madeleine kunne mærke mod sit ansigt, og de sidste stumper af stearinlyset. Børnenes fødder blødte i deres tyndslidte træsko, og fireårige Jeanne måtte bæres på skift af Lucien og Madeleine.
Da de endelig brød gennem det tilgroede krat ved kalkminens udmunding på bjergets sydside, var stormen stilnet af. En tyk, mælkehvid morgentåge lå over dalen. De befandt sig seks kilometer fra deres landsby, tæt på landevejen, der førte mod købstaden Alès.
Børnene segnede om i det våde græs, rystende af kulde og sult. De havde ikke spist i næsten to døgn.
Madeleine så ned ad skråningen. Der, i udkanten af skoven, lå en lille, isoleret stenhytte med røg stigende op fra skorstenen. Det var hjemsted for Bastien, den gamle smed, som året forinden havde mistet sin højre arm i en ulykke på Valmonts støberi og var blevet smidt på porten uden en øre i erstatning. Han og Jules havde været nære venner.
Ti minutter senere bankede Madeleine på den tunge egetræsdør.
Da Bastien åbnede og så den mudrede, blege kvinde med syv halvfrosne børn omkring sig, spurgte han ikke om noget. Med sin ene stærke arm trak han dem ind i varmen og skød slåen for døren.
Hans kone, Marthe, slog hænderne sammen i forfærdelse og satte straks en stor gryde med varm kastanjesuppe, gedemælk og friskbagt rugbrød på bordet. Madeleine så til med en klump i halsen, mens hendes børn spiste med glubende appetit. Selv lille Gabriel drak grådigt den lune mælk fra en klud, som Marthe dyppede i en skål.






