En gendarm skar straks rebene over på Lucien, Étienne og Bastien. Drengene styrtede hen til deres mor, og Madeleine knugede dem ind til sig med en styrke, som om hun aldrig mere ville give slip, mens hun med blikket naglede Valmont til verandaen.
— Madeleine Roux! spyttede Valmont og pegede rystende på hende. — Hr. dommer, det er hende! Det er tyven! Hun skylder mig atten hundrede franc og har stjålet fra mit kontor! Arrester hende!
Dommer Rochefort gik langsomt op ad trappen til verandaen og stillede sig direkte foran Valmont. Han rullede et dokument med et stort rødt vokssegl ud.
— For det første, monsieur, sagde Rochefort med en stemme, der kunne høres i hele dalen, — hedder denne kvinde ikke længere blot Roux. Ifølge de kongelige registre og kaptajn Armand Delmas’ egenhændige testamente, som i nat er blevet verificeret af statsadvokaten, ser De på Madeleine Delmas – den eneste legitime datter og enearving efter kaptajn Armand Delmas.
Valmonts ansigt blev hvidt som kridt. Hans mund åbnede sig, men der kom ingen lyd ud. Han støttede sig tungt til rækværket.
— Løgn… hviskede han. — Det er løgn! Armand døde ved Sedan! Han solgte alt til mig!
Madeleine trådte frem ved foden af trappen. Hun trak den rustne jernkasse og det blodplettede militærskærf frem, som en gendarm bar for hende, og holdt kaptajnens notesbog op.
— Han døde ikke ved Sedan, Auguste, sagde Madeleine klart og tydeligt, så hver eneste minearbejder og enke på pladsen kunne høre hvert ord. — Han overlevede krigen og kom hjem. Og den 14. november 1870 skød du ham to gange i brystet ved den gamle kløft for at stjæle hans land. Men han døde ikke i floden. Han kravlede ind i Den Sorte Jomfrus Grotte, hvor han har ventet i tredive år på at vidne mod dig.
Minearbejderne stirrede lamslåede. De mystiske bankelyde i grotten… spøgelseshistorierne, som Valmont selv havde spredt for at holde folk væk fra bjerget.
— Og det var ikke det eneste mord, fortsatte Madeleine og trådte et skridt op ad trappen. — Min mand, Jules, fandt min fars lig og disse dokumenter gennem en sprække fra skakt 4. Da han fortalte dig det, nægtede du at reparere støtterne og lod bjerget styrte sammen over ham og fire andre gode mænd for at dække over din forbrydelse!
På pladsen brød et brøl af raseri løs blandt minearbejderne. Enkerne efter de fire andre dræbte mænd skreg og forsøgte at trænge gennem kæden af gendarmer for at rive Valmont i stykker med deres bare næver.
Gaspard, forvalteren, så sig panisk omkring. Da han så løkken stramme sig, faldt han på knæ foran dommeren.
— Det var ham! skreg Gaspard og pegede på sin herre. — Jeg adlød kun ordrer! Han betalte mig for at save i hovedstiverne i skakt 4 natten før ulykken! Han sagde, at Jules Roux vidste for meget og aldrig måtte komme op i dagslyset igen! Jeg har brevet med hans ordre gemt under gulvbrædderne i mit skur!
Det var dødsstødet.
Valmont forsøgte at trække en lille pistol fra lommen på sin pelskåbe, men dommer Rochefort slog med et lynhurtigt slag våbnet ud af hånden på ham, hvorefter to gendarmer kastede sig over den korpulente mand og tvang ham i jern på de mudrede brædder.
Madeleine stod over ham. Manden, der to dage tidligere havde smilet, mens han truede med at gøre hendes børn til slaver, lå nu i støvet ved hendes fødder og hulkede af rædsel.
— I går sagde du, at mine drenge ville være ved minen i morges, med eller uden mit samtykke, sagde Madeleine stille. — Du fik ret, Auguste. Her er de. Og her er jeg. Men fra dette øjeblik er det dig, der intet ejer.
EPILOG: LYS OVER DALEN
Et år senere, i oktober 1899, skinnede efterårssolen gyldent over kastanjetræerne i Cévennerne.
På den lille kirkegård på bakken stod en ny, smuk marmorsten. Under den hvilede kaptajn Armand Delmas og Jules Roux side om side, begravet med fuld militær og folkelig honnør.
Auguste de Valmont og hans forvalter Gaspard var for længst borte – Valmont var blevet dømt til livsvarigt straffearbejde i straffekolonien på Djævleøen, efter at retten havde konfiskeret hver en øre af hans stjålne formue og tilbageført den til den retmæssige ejer.
Nede i dalen lød lyden af hammere og save. Skakt 4 var blevet forseglet for evigt som et mindesmærke for de faldne, men de øvrige miner summede af liv under en helt ny orden. Det var nu Kooperativet Delmas-Roux.
Madeleine havde nægtet at flytte ind alene på det store, kolde Valmont-slot. I stedet havde hun omdannet hovedbygningen til en skole for minearbejdernes børn, et lille hospital med en fast ansat læge og et hjem for enkerne efter de mænd, bjerget havde taget. Selve minerne blev nu drevet med de stærkeste egetræsstiver, kortere arbejdsdage, retfærdig løn og et totalt forbud mod børnearbejde under jorden. Smeden Bastien var blevet udnævnt til øverste sikkerhedsinspektør – en post, han varetog med en jernhånd, selvom han kun havde én.






