— Valmonts folk har gennemsøgt hele sognet siden i går morges, Madeleine, sagde Bastien lavmælt, mens han kastede en knude brænde på ilden. — Han raser som en galning. Han har endda fået landsbyens to gendarmer til at spærre broen mod nord under påskud af, at du har stjålet et pengeskab fra hans kontor, før du flygtede.
Madeleine smilede koldt.
— Han er bange, Bastien. Han troede, at Jules havde fortalt mig noget, før han døde. Og han havde ret.
Hun trak pakken frem under sin frakke, tog en af kaptajnens guldnapoléoner og lagde den på det ru træbord. Guldet glimtede i skæret fra pejsen. Bastien stirrede vantro på mønten; det var mere, end en minearbejder tjente på fire måneder.
— Jeg har brug for din kærre og dit muldyr, Bastien, sagde hun. — Du må køre mig til Alès i dag, gemt under et læs brænde. Marthe, kan børnene blive her på jeres loft, indtil jeg vender tilbage? Ingen vil lede efter dem hos en krøbling, som Valmont for længst har glemt eksisterer.
Bastien så på guldmønten, så på Madeleines stålsatte øjne. Han skubbede mønten tilbage mod hende med sin venstre hånd.
— Gem dit guld til dommerne i byen, pige. For Jules’ skyld ville jeg køre dig gennem selve helvede gratis.
Før hun klatrede op i bunden af Bastiens kærre, knælede Madeleine foran Lucien. Drengen så så voksen ud med de mørke rande under øjnene.
— Du er familiens overhoved, indtil jeg er tilbage, Lucien, hviskede hun og kyssede hans pande. — Hvis jeg ikke er tilbage om tre dage, giver Bastien dig den anden pose med guld. Så tager du dine søskende med toget til Marseille og ser dig aldrig tilbage. Forstår du?
— Du kommer tilbage, mor, sagde Lucien med fast stemme. — Valmont kan ikke slå dig ihjel. Du er stærkere end bjerget.
DEL 4: MANDEN MED ARRET
Rejsen til Alès foregik i en kvælende stilhed under et bjerg af duftende fyrrebrænde. To gange blev kærren standset på landevejen af Valmonts bevæbnede opsynsmænd, der patruljerede til hest. Gennem sprækkerne i vognbunden kunne Madeleine se deres mudrede støvler og høre dem håne den enarmede smed, før de lod ham passere uden at gennemsøge brændet.
Klokken to om eftermiddagen rullede kærren ind i de brolagte gader i Alès.
Madeleine havde lånt en af Marthes pæne, mørke søndagskjoler og vasket mudderet af sit ansigt og hår. Hun så stadig ud som en fattig kone fra bjergene, da hun trådte op ad den brede stentrappe til Justitspalæet, men hendes ryg var rank som en dronnings.
Skriveren ved indgangen så nedladende på hendes slidte sko.
— Undersøgelsesdommer Rochefort tager ikke imod tiggere eller klager over husleje uden forudgående aftale, madame. Kom igen i næste måned.
Madeleine rørte sig ikke ud af stedet. Hun åbnede sin knyttede hånd og lagde kaptajn Armand Delmas’ signetring af guld og sort onyks – som hun havde taget fra skelettets finger i sidste øjeblik – direkte på skriverens skrivebord.
— Fortæl dommer Rochefort, at kaptajn Armand Delmas har sendt bud fra Den Sorte Jomfrus Grotte, sagde hun med en stemme, der fik de omkringstående advokater til at vende sig om. — Og fortæl ham, at hvis han ikke ser mig inden for fem minutter, går jeg direkte til avisen Le Petit Méridional med kaptajnens krigsdagbog.
Skriverens ansigt mistede al farve, da han genkendte våbenskjoldet på ringen. Han greb den og løb op ad trappen mod første sal.
To minutter senere blev Madeleine ført ind i et stort, højloftet kontor med tunge fløjlsgardiner og vægge dækket af lovbøger. Bag skrivebordet stod en høj, ældre mand på omkring tres år med hvidt hår og et dybt sabelar ned over venstre kind. Det var dommer Henri Rochefort.
Han stirrede på hende, som om han så et spøgelse.
— Du har Claires øjne, hviskede han og støttede sig til bordkanten. — Gud i himlen… du har hendes mors øjne. Hvor har du fået denne ring fra, unge kvinde?
Uden et ord løsnede Madeleine sjalet om sin talje og lagde jernkassens indhold ud på det polerede mahognibord: de kongelige minekoncessioner fra 1852, de originale skøder på slottet og jorderne, brevene med krigsministeriets segl, familiebogen og til sidst kaptajnens blodplettede notesbog.
I en time herskede der total stilhed i kontoret, kun afbrudt af urets tikken og lyden af papir, der blev vendt. Dommer Rochefort læste hvert eneste ord. Da han nåede til beskrivelsen af, hvordan Auguste de Valmont havde skudt sin velgører i ryggen ved kløften i 1870, løb tårerne frit ned i den gamle dommers hvide overskæg.
— Jeg vidste det, mumlede Rochefort med en stemme, der dirrede af tyve års opsparet raseri. — Jeg vidste, at Armand aldrig ville have solgt sin fædrene arv til den rotte! Jeg forsøgte at få handlen omstødt i 1872, men Valmont havde bestukket notaren og brændt arkiverne i sognet under påskud af en vådeskudsbrand! Vi manglede de originale dokumenter!






