Claire sukkede så dybt, at det lød som om al luften i den smalle opgang i det 11. arrondissement blev suget ud på én gang. Hendes blik var ikke bare koldt; det var klinisk, som en kirurg, der betragtede et sår, der skulle skæres væk uden bedøvelse.
— Far eksisterer ikke i væggene, mor, sagde Claire med en stemme, der var skarp som glas. — Han er på Père-Lachaise-kirkegården under en granitplade. Dette her… det er bare seksoghalvfjerds kvadratmeter gammelt parketgulv, utætte vinduer og naboer, der klager til ejerforeningen, fordi du er ved at blive senil og døv.
Mme Lenoir krympede sig sammen. Det var som om den blege blå morgenkåbe pludselig blev tre numre for stor til hendes spinkle skikkelse. Hendes knoer på dørkarmen var helt hvide.
Thomas mærkede en varm bølge af skam og vrede stige op i brystet. Hans telefon lå stadig i lommen med syndikatets app åben på skærmen, klar til at sende den klage, der ville besegle den gamle kvindes skæbne. Men Claires ord — “syndikatet ringede til mig” — gav ingen mening. Thomas havde endnu ikke trykket på “Send”. Ingen andre på etagen boede tæt nok på til at høre fjernsynet gennem de tykke bærende mure, undtagen ham selv.
— Hvem har klaget? spurgte Thomas roligt og trådte et halvt skridt frem, så han blokerede Claires vej mod døren.
Claire målte ham fra top til tå, hendes blik dvælede foragtfuldt ved hans strømpesokker og krøllede T-shirt.
— Det rager ikke Dem. Men hvis De er naboen til venstre, går jeg ud fra, at De er en af dem, der er trætte af natlig larm. Jeg gør Dem faktisk en tjeneste, hr…
— Delcourt, sagde Thomas. — Og jeg har aldrig indgivet en klage. Faktisk kom jeg herind, fordi Mme Lenoir og jeg har en fast aftale om onsdagen.
Både Claire og Mme Lenoir stirrede på ham. Den gamle dame blinkede forvirret med sine fugtige øjne, men Thomas fangede hendes blik og gav hende et næsten usynligt nik.
— En aftale? gentog Claire skeptisk. — Klokken kvart i tolv om natten? I strømpesokker?
— Arte sender en retrospektiv serie om fransk nybølge-film hver onsdag, løj Thomas uden at blinke, mens han trak på al den overtalelsesevne, han normalt brugte på besværlige kunder i det digitale bureau. — Mit fjernsyn har en elendig lydkort, og Mme Lenoir har et fantastisk gammelt B&O-anlæg, som André satte op i sin tid. Jeg bankede bare på for at sige, at jeg var forsinket med popcornene, og at hun skulle skrue lidt ned, indtil jeg kom ind.
Stilheden i opgangen var total. Man kunne høre den fjerne summen fra boulevard Voltaire tre gader væk.
Mme Lenoir rettede langsomt ryggen. En lille gnist tændtes i hendes øjne.
— Ja, sagde hun med en stemme, der stadig rystede en smule, men som nu havde fået en ny klang. — Hr. Delcourt kan så godt lide Jean-Luc Godard. Og han spiser altid med salt, aldrig med sukker.
Claire kneb øjnene sammen. Hun kiggede fra sin mor til Thomas. Hun vidste, det var løgn — eller havde i hvert fald en stærk mistanke — men hun stod pludselig over for et vidne. En seksogtrediveårig mand, velformuleret, midt i sin bedste alder, som direkte modbeviste hendes påstand om, at moderen var isoleret, til gene for opgangen og ude af stand til at opretholde sociale relationer.
— Det er grotesk, sagde Claire koldt. Hun åbnede sin dyre lædertaske og trak et chartek med dokumenter frem, som hun lagde på det lille konsolbord lige inden for døren. — Ejendomsmægleren kommer på fredag klokken fjorten for at vurdere lejligheden. Og jeg har reserveret en plads på Les Jardins d’Automne uden for Melun. De har en venteliste, mor, og jeg har betalt et depositum. Godnat.
Hun vendte sig på hælen, hendes høje hæle klikkede som pistolskud ned ad trætrappen, indtil gadedøren smækkede i nede i stueetagen.
Thomas stod tilbage på dørmåtten. Han kiggede på sin telefon, lukkede ejerforeningens app, slettede udkastet til klagen og stak telefonen i lommen.
— Vent fem minutter, Mme Lenoir, sagde han blødt. — Lad døren stå på klem.
Han gik ind i sin egen lejlighed, smed en pose majs i mikrobølgeovnen, fandt to flasker æblemost i køleskabet og vendte tilbage tre minutter senere med en stor skål dampende, saltede popcorn.
Da han trådte ind i Mme Lenoirs stue, var det som at træde ind i en tidslomme fra 1978. Alt duftede af bivoks, tørret lavendel og gammelt papir. På væggene hang indrammede sort-hvide fotografier og tekniske tegninger af broer og urværker.
— Var André ingeniør? spurgte Thomas og satte skålen på det lave sofabord ved siden af hendes lunkne kop jernurt-te.






