PARTIE 4
Thomas pressede sig sidelæns gennem sprækken med brystet snøret sammen af frygt.
I det svage lys fra gadelampen, der faldt ind gennem stuevinduerne, så han Colette ligge på gulvet i entreen. Ved siden af hende lå skårene af hendes tekop og den lille træskammel, hun plejede at bruge til at nå de øverste hylder.
— Colette! Thomas kastede sig ned på knæ ved siden af hende og lagde to fingre mod hendes hals. Pulsen var der — hurtig og flagrende som en fugleunge, men stærk.
Hun åbnede øjnene og gispede efter vejret. Hendes højre hånd klemte krampagtigt om et underligt stykke messing, der lignede et langt, fladt urværksnøgle-blad.
— Thomas… stønnede hun og tog sig til venstre skulder og hofte. — Jeg faldt ned fra skamlen… men jeg hørte det! Jeg hørte det, fordi strømmen gik på fjernsynet!
Thomas undersøgte hende hurtigt og forsigtigt. Ingen brud på hoften — hun kunne bevæge benene uden skarp smerte — men hendes skulder var forstuvet efter faldet mod konsolbordet, og hun var rystet. Han løftede hende varsomt op; hun vejede næsten ingenting, som en kasse fyldt med tørrede blade, og bar hende ind i den grønne fløjlslænestol. Han pakkede et uldtæppe omkring hende.
— Jeg ringer til lægevagten, sagde Thomas og tog sin telefon frem.
— Nej, vent! Vent bare to minutter! bad Colette og greb fat i hans håndled med sin raske hånd. Hendes øjne skinnede i halvmørket med en feberagtig triumf. — Se op på væggen over døren! Og lyt til uret!
Thomas kiggede op. Han havde aldrig bemærket det før, men højt oppe over entrédøren sad en gammel, mekanisk dørklokke i messing fra det nittende århundrede — sådan en, man trak i med en snor ude fra trappen, før der kom elektricitet i bygningen. Det var den, hun havde stået på skamlen for at nå.
— Stikket til fjernsynet var gået løs i aften, forklarede Colette hurtigt, mens hun trak vejret dybt. — Og for første gang i over et år sad jeg i fuldstændig stilhed, præcis som André skrev på sit kort: “Lyt til stilheden efter midnat, når uret falder i slag.” Jeg sad bare og lyttede til boulle-uret på kaminen. Og ved du, hvad jeg opdagede, Thomas?
Thomas rystede på hovedet.
— Uret på kaminen slår ikke rent! sagde hun. — Hver gang minutviseren passerer tolv, giver det et lille, skævt klik… og præcis et halvt sekund senere kommer der et ekko oppe fra den gamle dørklokke i entreen! André havde trukket en tynd ståltråd inde i stukken under loftet fra kaminuret og ud til klokken! Jeg klatrede op på skamlen for at mærke på klokken, og bag messingskjoldet lå denne her! Asken løsnede sig, da jeg mistede balancen!
Hun åbnede sin håndflade og rakte ham det lange, flade messingblad. Det var ikke en almindelig nøgle. På siderne var der indgraveret små tal og tandhjulstænder: 19 – 68 – III.
— 1968, hviskede Colette. — Det år vi blev gift. I det tredje arrondissement.
Thomas så fra nøglen i sin hånd til den enorme egetræsreol, der dækkede væggen ind mod hans egen lejlighed.
— Træ har en hukommelse, mumlede Thomas og gentog Andrés ord. — Og enhver lås er en gåde.
Han gik hen til bogreolen. Lyset fra hans telefons lommelygte gled hen over de hundredvis af bogrygge. Reolen var inddelt i syv lodrette sektioner. Han gik hen til den tredje sektion (III).
— Hvor kan nøglen passe ind? spurgte Thomas og lod fingrene glide langs træpanelerne. Der var ingen synlige nøglehuller. Kun glat, voksbehandlet egetræ og udskårne rosetter.
— Tæl bøgerne, sagde Colette fra lænestolen. — André elskede tal. Han ordnede aldrig sine bøger efter alfabetet, kun efter udgivelsesår.
Thomas lyste på hylderne i den tredje sektion. Nederste hylde begyndte med udgaver fra 1890’erne. Han bevægede lyset opad, hylde for hylde, indtil han nåede øjenhøjde. Der stod bøgerne fra 1960’erne.
1965… 1966… 1967…
Og der, mellem en udgave af Albert Cohen fra 1968 og en gammel årbog over fransk urmageri fra samme år, var der en smal revne i den lodrette træstolpe, der adskilte hylderne. Revnen var ikke bredere end et kreditkort — fuldstændig usynlig, hvis man ikke vidste, at den var der, fordi den flugtede med årerne i egetræet.
Thomas stak det flade messingblad ind i sprækken.
Det gled ind uden modstand, indtil tandhjulstænderne på nøglen greb fat i noget metallisk dybt inde i væggen.
— Drej den ikke, sagde Colette spændt. — Tryk den nedad, ligesom en gammel urfjeder, man spænder.
Thomas trykkede nøglen nedad med et fast greb.
Inde bag bøgerne — inde i selve muren mellem deres to lejligheder — lød en dyb, mekanisk snurren, som om et tungt lod af bly langsomt blev firret ned i en skakt via velolierede taljer. Derefter lød tre bløde klik: klak… klak… klak.






