Hele den midterste del af den tredje reolsektion — fire hylder med bøger og det bagvedliggende træpanel — gled fire centimeter fremad og svingede derefter lydløst ud i stuen på skjulte smedejernshængsler.

Thomas stod som forstenet.
Bag reolen var der ikke rå mursten. I disse gamle parisiske ejendomme fra 1850’erne havde der oprindeligt været en tjenestegang og en gammel brændselselevator, som var blevet muret til, da lejlighederne blev opdelt i begyndelsen af det tyvende århundrede. André havde i al hemmelighed gennem årtier genåbnet det lille hulrum på halvanden kvadratmeter mellem sin stue og Thomas’ soveværelsesvæg.

Det var et lille, støvfrit kammer, foret med cedertræ.
Midt i kammeret stod et lille arbejdsbord med en grøn banklampe. På bordet lå tre fløjlsæsker, en tyk lædermappe med lakssegl og et indrammet fotografi af en ung Colette, der lo i solen ved Seinen i 1968.

Men det var det, der hang på bagvæggen — kun fem centimeter fra bagsiden af gipspladen ind til Thomas’ egen seng — der fik Thomas til at tabe vejret.

På væggen hang et stort, åbent urværk af poleret messing med et langt pendul og to små, polstrede læderhamre. Hver nat klokken 23.40 var dette urværk indstillet til at udløse en lille akustisk resonansboks, der sendte en dyb, lavfrekvent vibration gennem væggen for at trøste den, der vidste, hvordan man skulle lytte. Det “kvalt skrig” og den summen, Thomas havde troet kun stammede fra hendes fjernsyn de sidste tre uger, havde i virkeligheden været forstærket af dette hulrum, som fungerede som en gigantisk violinkasse mellem deres lejligheder.

Thomas tog forsigtigt lædermappen og de tre fløjlsæsker og bar dem hen til sofabordet foran Colette.

Med rystende fingre brød Colette laksseglet på mappen. Øverst lå et håndskrevet brev med Andrés sirlige, skrå blækskrift:

Min elskede Colette,
Hvis du læser dette, har du endelig slukket for det forbandede fjernsyn og lyttet til vores hus. Jeg vidste, at stilheden ville skræmme dig i starten, når jeg ikke længere var der til at snorke ved din side, men jeg vidste også, at din nysgerrighed før eller siden ville vinde over sorgen.
Lad aldrig Claire og Philippe bilde dig ind, at du er en byrde, eller at dit hjem kun er mursten, der kan veksles til dækning af deres gæld. I denne mappe finder du skødet på mit gamle værksted i Passage de la Bonne-Graine — som jeg aldrig solgte, sådan som Philippe troede, men udlejede gennem en fond. Lejeindtægterne har i tolv år stået på en spærret opsparingskonto i dit navn i Banque de France.

Der står i dag 340.000 euro, klar til at blive frigivet mod forevisning af dette dokument.
I de tre æsker ligger de tre Breguet-lommeure fra 1795, som jeg brugte tyve år på at restaurere fra stumper, jeg fandt på loppemarkeder i hele Europa. De er vurderet af Sotheby’s til 180.000 euro tilsammen, hvis du nogensinde får brug for mere.
Men vigtigst af alt: På side to finder du en kopi af det gældsbrev på 250.000 euro, som Philippe underskrev over for mig i 2019, med klausul om, at gælden bortfalder på én eneste betingelse: at du bliver boende uforstyrret i vores lejlighed til din sidste dag. Hvis lejligheden sættes til salg i din levetid, forfalder hans gæld til dødsboet øjeblikkeligt til fuld inddrivelse.
Sov godt, min lille spurv.

Og skru så ned for det fjernsyn, ellers bliver naboen tosset.
Din André.

Tårerne trillede lydløst ned ad Colettes kinder og dryppede ned på det tykke papir, men midt i tårerne brød en klukkende, befriende latter frem fra hendes bryst.
— “Skru så ned for det fjernsyn”, hulkede hun og lo på samme tid. — Den gamle ræv! Han kendte mig bedre, end jeg kender mig selv! Og Philippe skyldte ham en kvart million euro! Hvis Claire tvinger et salg igennem, går de personligt konkurs dagen efter!

Thomas sad på hug foran hende og grinede så meget, at han måtte støtte sig til sofabordet. Hele den juridiske og økonomiske fælde, som André havde konstrueret med samme præcision som et schweizisk kronometer, klappede sammen om Claires grådighed med et enkelt dokument.

PARTIE 5

Lægevagten kom en time senere, lagde en støttende slynge om Colettes forstuvede skulder og gav hende noget smertestillende. Thomas blev og sov på hendes gamle sofa resten af natten for at være sikker på, at hun ikke fik feber eller svimmelhed efter faldet.

Næste formiddag klokken 10.00 ringede Thomas til Claire. Han sagde blot, at hendes mor var faldet om natten, og at de havde fundet nogle vigtige papirer fra André, som krævede hendes tilstedeværelse.