Claire ankom femogtyve minutter senere. Hun havde ikke engang taget sit camel-farvede overtøj af, før hun begyndte at diktere slagets gang i stuen.
— Et fald om natten! sagde hun triumferende, dog med en påtaget bekymret mine, da hun så slyngen om moderens arm. — Det ændrer jo alt, hvad din lille notar har skrevet, hr. Delcourt. En kvinde på toogfirs, der falder alene om natten, er til fare for sig selv. Jeg ringer til Les Jardins d’Automne med det samme og beder dem gøre værelset klar til på mandag.

— Før du ringer til Melun, Claire, sagde Colette med en stemme, der var så rolig og autoritær, at Claire stoppede midt i bevægelsen med sin telefon, — så synes jeg, du skal læse det papir, Thomas har lagt på bordet. Det er en hilsen fra din far til Philippe.

Claire rynkede panden og tog fotokopien af gældsbrevet fra 2019 op fra sofabordet.
Thomas betragtede hendes ansigt, mens hendes øjne løb hen over linjerne. Først forvirring. Så vantro, da hun så sin mands underskrift og det tinglyste stempel. Og til sidst en total, lammende rædsel, da hun læste klausulen om, at lånet på 250.000 euro med renter øjeblikkeligt ville forfalde til tvangsinddrivelse, det sekund lejligheden i det 11. arrondissement blev sat til salg eller fraflyttet af Colette mod hendes vilje.

— Philippe sagde… Philippe sagde, at far havde foræret ham de penge til opstarten, hviskede Claire, hvid som et lagen.

— Din far forærede aldrig noget væk til folk, der ikke passede på deres ting, sagde Colette stille. — Originalen ligger allerede hos min notar sammen med skødet på hans gamle værksted. Jeg har betalt hele ejendommens facaderenovering i morges. Og jeg har oprettet en ny testamentarisk bestemmelse. Du arver stadig lejligheden, når jeg en dag ikke er her mere, Claire — for du er min datter, og jeg elsker dig trods alt. Men hvis jeg ser en eneste ejendomsmægler, en eneste brochure fra et plejehjem, eller hvis du taler til mig i den tone én gang til, så overdrager jeg gældsbrevet til fogedretten samme eftermiddag, og så donerer jeg lejligheden til urmagerlaugets fond for unge lærlinge. Er vi enige?

Claire stirrede på sin mor. For første gang i mange år så hun ikke en skrøbelig, senil enke i en falmet morgenkåbe, der kunne skubbes rundt som et gammelt møbel. Hun så André Lenoirs hustru.

Uden et ord lagde Claire papiret tilbage på bordet. Hendes hænder rystede så voldsomt, at hun næsten tabte sin taske.
— Jeg… jeg ringer i næste uge for at høre, hvordan det går med din skulder, mor, mumlede hun lavt, med blikket sænket mod parketgulvet.

— Du er velkommen til søndagskaffe, Claire. Uden dokumenter, svarede Colette værdigt.

Seks måneder senere var sommeren kommet til Paris. Vinduerne i det 11. arrondissement stod åbne mod den lune aftenhimmel.

Det var onsdag klokken 22.00.
I lejligheden på femte sal sad Thomas og Colette i de bløde stole. Mellem dem på sofabordet stod en stor skål frisklavede, saltede popcorn og to glas kold æblecider fra Normandiet. Fjernsynet kørte på Arte — lydstyrke 16, lige tilpas til, at man kunne høre dialogen i en gammel film med Jean-Paul Belmondo uden at forstyrre en sjæl i bygningen.

Det lille hemmelige værelse bag bogreolen stod nu åbent som en hyggelig alkove, hvor André Lenoirs smukke messingure tikkede i rolig, synkron rytme. Thomas havde hjulpet Colette med at få en ung snedkerlærling fra kvarteret til at leje Andrés gamle værksted nede i passagen mod en symbolsk husleje; til gengæld kom den unge mand op to gange om ugen med friske croissanter, pudsede urene og hjalp Colette med de tunge indkøb.

Desuden havde Thomas’ egen mor fra Dijon været på besøg i Paris måneden før, og de to ældre kvinder var blevet så gode veninder over tre kander jernurt-te, at de nu ringede sammen næsten hver aften mellem klokken ni og ti, hvilket betød, at lejligheden sjældent føltes “for stor til en enkelt vejrtrækning”.

Thomas tog en håndfuld popcorn og lænede sig tilbage.
— Ved du hvad, Colette? sagde han med et smil. — Jeg tror faktisk, du godt kan skrue op på tyve. Jeg kan næsten ikke høre, hvad Belmondo siger over trafikken.

Colette lo — en klar, varm lyd, der fyldte hele stuen — og greb fjernbetjeningen.
— Pas nu på, hr. Delcourt, drillede hun og skruede to takker op. — Ellers ringer jeg til ejerforeningen og klager over, at min unge nabo spiser alle mine popcorn efter kl. 22!