Mme Lenoir — Colette, som hun bad ham kalde sig — smilede svagt og satte sig i den grønne fløjlslænestol.
— Han var finmekaniker og restauratør af antikke møbler og ure, sagde hun. — Han arbejdede for museerne. Når folk kom med et skab fra det attende århundrede med hemmelige skuffer, der var gået i baglås, var det André, de ringede til. Han sagde altid, at træ har en hukommelse, og at enhver lås er en gåde, nogen har efterladt til fremtiden.
De tændte for fjernsynet igen — denne gang på lydstyrke 14 i stedet for 45. De så slutningen af en gammel dokumentar om Seinen, mens de spiste popcorn. For første gang i tre uger følte Thomas ikke det stramme bånd af stress omkring tindingerne. Colette fortalte om kvarteret, da det stadig var fyldt med snedkerværksteder og metalstøberier, længe før hipster-kaffebarerne og tech-bureauerne rykkede ind.
Men da uret på kaminhylden slog et blødt slag for klokken 01.00, vendte frygten tilbage i Colettes ansigt. Hun kiggede mod det brune chartek, Claire havde lagt i entreen.
— Hun gør det for pengene, hviskede Colette og så ned i sine hænder. — Hendes mand, Philippe, har investeret i nogle ejendomsprojekter i Spanien, der er gået frygteligt galt. De skylder banken næsten fire hundrede tusinde euro. Denne lejlighed er betalt ud. I dette kvarter er den mindst otte hundrede tusinde værd. Hvis hun får mig erklæret ude af stand til at klare mig selv, får hun værgemålet og kan sælge med det samme.
Thomas rynkede panden.
— Kan hun bare gøre det uden en lægeerklæring?
— Hun har en ven, der er geriater på en privatklinik i Neuilly, sagde Colette stille. — Og jeg er gammel, Thomas. Jeg glemmer nogle gange, hvor jeg har lagt mine briller. Jeg skruer for højt op for fjernsynet. Hvis de stiller mig ti hurtige spørgsmål i et koldt kontor, mens Claire sidder og sukker… så går jeg i panik. Og når jeg går i panik, leder jeg efter ordene. Det er alt, hvad de behøver.
Hun rejste sig besværligt og gik hen til den store bogreol af mørkt egetræ, der dækkede hele endevæggen — den væg, der grænsede direkte op til Thomas’ soveværelse. Hun lagde sin flade hånd mod et af træpanelerne mellem rækkerne af indbundne Léo Malet- og Victor Hugo-romaner.
— Da jeg sagde til Claire, at hendes far stadig eksisterer her, troede hun, det var poesi eller demens, sagde Colette og vendte sig mod Thomas. Hendes øjne var pludselig helt klare. — Det var det ikke. Tre dage før André fik sit hjerteanfald, sagde han til mig: “Colette, jeg stoler ikke på Philippens forretninger. Hvis jeg falder bort før dig, vil de forsøge at spise dig ud af huset. Jeg har sikret dig, men jeg har lagt det i hænderne på huset selv, så de ikke kan tømme en bankboks med en fuldmagt.”
Thomas rejste sig langsomt fra sofaen.
— Hvad mente han med det?
— Jeg ved det ikke! udbrød Colette med en fortvivlelse, der fik hendes stemme til at knække. — Han nåede aldrig at vise mig mekanismen! Han døde i søvne om torsdagen. Alt, hvad han efterlod på sit natbord, var et lille kort, hvor der stod: “Lyt til stilheden efter midnat, når uret falder i slag.” Jeg har siddet oppe hver nat i fjorten måneder, men stilheden gør mig vanvittig! Jeg hører kun mit eget hjerte og gulvbrædderne, der knirker, og så tænder jeg for fjernsynet for ikke at græde!
Thomas gik hen til egetræsreolen. Han betragtede kaminuret. Det var et storslået boulle-ur i sort træ og messing. Han kiggede på reolen. Den var bygget på stedet, tilpasset de skæve parisiske vægge med millimeterpræcision.
— Vi finder det, Colette, sagde Thomas fast. — Hun kommer ikke til at sætte dig på et plejehjem i Melun på fredag. Jeg tager fri fra arbejde i morgen eftermiddag, og så gennemgår vi alle Andrés papirer og værktøj.
Colette så på ham, som om han var en engel sendt i strømpesokker. Hun trykkede hans hånd med sine tørre, varme fingre.
PARTIE 3
De næste ti dage forvandlede Thomas’ liv sig. De blev et umage makkerpar. Hver aften efter klokken 20.00 kom Thomas ind med aftensmad — nogle gange en kylling fra rotisseriet nede på gaden, andre gange suppe eller ost og baguette. De spiste sammen, drak jernurt-te, og bagefter ledte de.
Thomas lærte først og fremmest at beskytte Colette juridisk. Gennem en ven fra studietiden, der nu var advokat med speciale i familieret, fik Thomas arrangeret et uanmeldt besøg af en uafhængig, statsautoriseret neurolog og en notar allerede om torsdagen — dagen før Claires ejendomsmægler skulle komme.






