I Colettes egen trygge stue, over en kop kaffe og med Thomas som roligt vidne i køkkenet, gennemførte neurologen en grundig kognitiv test. Colette klarede den til perfektion. Hun citerede endda Baudelaire udenad og løste et komplekst krydsord på syv minutter. Notaren oprettede straks et mandat de protection future — et juridisk dokument i fransk ret, der fastslog, at Colette var ved sine fulde fem, og at ingen kunne sætte hende under værgemål eller sælge hendes ejendom uden hendes eksplicitte underskrift, samt at Thomas blev indsat som tilsynsførende tredjepart, hvis hendes helbred en dag skulle svigte.
Da Claire dukkede op om fredagen med en ung, smart ejendomsmægler i stramt jakkesæt, stod Thomas i stuen med en kop espresso i hånden.
— Hvad laver han her?! hvæsede Claire, da Colette åbnede døren.
— Hr. Delcourt hjælper mig med at rydde op i Andrés arkiver, sagde Colette roligt. Hun rakte sin datter en kopi af neurologen og notarens erklæring. — Og jeg skal ikke sælge, Claire. Ikke i dag, ikke i morgen. Hvis Philippe har brug for penge til sine spanske kreditorer, må I sælge jeres lejlighed i Boulogne.
Claire læste dokumentet. Hendes ansigt skiftede farve fra blegt til dybrødt. Hun rev papiret midt over.
— Du manipulerer hende! råbte hun og pegede en dirrende finger mod Thomas. — Du er en af de der svindlere, der snylter på ensomme gamle mennesker for at få fingrene i deres testamente! Jeg melder dig til politiet for abus de faiblesse — udnyttelse af svage ældre!
— Gør endelig det, sagde Thomas stille. — Så vil politiet se notarens rapport, og de vil også se den falske klage til ejerforeningen, som jeg i mellemtiden har talt med bestyrelsesformanden om. Det viser sig nemlig, at den eneste “klage”, syndikatet har modtaget over støj fra femte sal, blev sendt via en anonym e-mail oprettet samme dag fra en IP-adresse i Boulogne-Billancourt. Lige der, hvor du bor, Claire.
Ejendomsmægleren rømmede sig ubehageligt, kiggede på sit Rolex-ur og bakkede ud på trappen.
— Jeg tror, vi lader familien ordne dette internt, mumlede han og forsvandt ned ad trapperne.
Claire blev stående et øjeblik i døråbningen. Hendes øjne var sorte af raseri og desperation.
— Dette er ikke slut, Thomas Delcourt, hviskede hun. — Og mor… du kan ikke gemme dig bag en fremmed for evigt. Han har et arbejde. Han sover. En dag er han her ikke.
Da døren lukkede, rystede Colette over hele kroppen, men for første gang græd hun ikke.
Men truslen hang stadig i luften. Selvom Colette ejede lejligheden, var hendes pension lille. Andrés pension var blevet halveret ved hans død, og fællesudgifterne i den gamle parisiske ejendom var netop steget voldsomt på grund af en lovpligtig facaderenovering, der kostede hver ejer over fireogtyve tusinde euro. Uden de penge eller værdier, André havde gemt, ville Colette i løbet af et halvt år blive tvunget til at optage lån i lejligheden — eller bukke under for Claires pres.
Og så kom tirsdagen.
Det havde regnet hele dagen over Paris. Thomas var blevet holdt tilbage på bureauet på grund af en servernedbrud hos en stor kunde. Han var først hjemme klokken 23.15, gennemblødt og udmattet.
Da han trådte ud af elevatoren på femte sal, lagde han straks mærke til noget mærkeligt.
Der var helt stille.
Siden deres første aften sammen havde Colette altid haft fjernsynet tændt på lav styrke — lydstyrke 12 eller 14 — bare nok til, at man kunne høre en svag, tryg mumlen af stemmer, når man stod lige uden for hendes dør. Hun plejede at se nyhederne på France 2 og derefter et kulturprogram, indtil Thomas bankede på for at sige godnat.
Men i aften var hendes télévision restée muette. Ingen stemmer. Ingen blålig flimren under dørspalten.
Thomas gik hen til hendes dør og lyttede.
— Colette? kaldte han lavmælt og bankede forsigtigt med knoerne.
Intet svar.
Han lagde øret helt tæt til det gamle træ. Indefra hørte han en svag, slæbende lyd. Som fødder, der tøvede på parketgulvet. Og så — pludselig — lød der et tungt, dumpt brag (un bruit sourd) lige bag døren, efterfulgt af lyden af porcelæn, der splintredes mod trægulvet, og en underlig, metallisk klirren.
Thomas’ hjerte sprang et slag over.
— Colette!! råbte han og rev i dørhåndtaget.
Døren var låst indefra. Ikke med sikkerhedskæden, men med den gamle smedejernslås.
Uden at tøve et sekund løb Thomas ind i sin egen lejlighed, greb den ekstra nøgle, som Colette havde betroet ham fire dage tidligere og lagt i skålen i hans entre, og spurtede tilbage over reposen. Hans hænder rystede så meget, at det tog ham to forsøg at få den lange nøgle ind i nøglehullet.
Han drejede den rundt, skubbede døren op — men den standsede efter tyve centimeter mod noget blødt og tungt, der lå på gulvet.






