Han tav et øjeblik og så fra Emma til Clara. ”Hvis han først døde for fire år siden… så levede han i otte år, hvor jeg troede, han var væk. Og han fik dig.” Han så på Emma med et udtryk, der fik Claras hjerte til at snøre sig sammen. ”Han fik en datter.”
Bag dem åbnede døren til en sort Mercedes, der holdt ved kantstenen, og en chauffør kiggede spørgende ud. Samtidig passerede en gruppe forretningsfolk forbi på vej ud af højhuset og kastede nysgerrige blikke mod deres lille, stille gruppe.
Henriks sikkerhedsvagt – en bredskuldret mand med kortklippet hår og årvågne øjne – trådte tættere på. ”Henrik,” sagde han dæmpet. ”Vi står meget åbent her. Og bestyrelsesmødet begynder om ti minutter.”
”Aflys det,” sagde Henrik uden at tøve.
”Men aktionærerne fra Zürich er fløjet ind…”
”Aflys det, Mikkel,” gentog Henrik, og nu var den kølige autoritet tilbage i hans stemme, skarp som et barberblad. ”Giv dem en undskyldning, køb dem en middag, gør hvad der skal til. Jeg er ikke tilgængelig resten af dagen.”
Mikkel tøvede kun et brøkdel af et sekund, før han nikkede og trak sig tilbage med sin telefon ved øret.
Henrik vendte sig igen mod Clara. ”Jeg ved, jeg beder om meget. Du kender mig ikke. Men det begynder at regne igen, og det her er ikke en samtale, vi skal have på et fortov. Vil du ikke nok komme med indenfor? Bare et kvarter. Jeg lover, at døren står åben, og du kan gå, når du vil. Jeg er bare… jeg er nødt til at høre om ham. Jeg er nødt til at vide, hvad der skete med min bror.”
Clara så ned på Emma. Pigen kiggede op på hende med store, forventningsfulde øjne. Hun havde aldrig rigtig kendt sin far – kun gennem de historier, Clara fortalte, og de få, falmede billeder, de havde i en skotøjsæske derhjemme. Nu stod der en mand foran dem, som bar hendes fars øjne og den anden halvdel af hans ulv.
”Mor?” hviskede Emma og trak i hendes jakkeærme. ”Må vi godt? Han ser så ked af det ud.”
Clara lukkede øjnene et sekund. Hun tænkte på den sidste aften, hun nogensinde havde haft med Lukas, før den bil havde ramt ham på landevejen uden for byen. Hun tænkte på, hvordan han sommetider havde vågnet badet i sved og kigget ud ad vinduet, som om han ventede på, at nogen skulle komme efter ham. Hun havde altid troet, det bare var dårlige nerver. Nu vidste hun, at det ikke var sandt.
”Et kvarter,” sagde Clara fast. ”Og vi tager elevatoren sammen med andre, eller også bliver vi i lobbyen.”
Henrik nikkede taknemmeligt. ”Lobbyen har en stille café i bagerste hjørne. Vi sætter os der. Helt ude i det åbne.”
Caféen i stueetagen af Lindholm-tårnet duftede af friskmalet kaffe og våd uld. De satte sig ved et bord længst væk fra de store glasfacader, hvor regnen nu igen begyndte at tromme mod ruderne i tunge, skrå stråler. Mikkel placerede sig ved et bord ti meter derfra med ryggen mod væggen og blikket konstant feiende over indgangen.
En tjener bragte hurtigt to kopper sort kaffe og en stor kop varm kakao med flødeskum til Emma. Emma dykkede straks ned i kakaoen og fik et hvidt overskæg, hvilket fik et lille, næsten glemt smil til at bryde frem på Henriks læber.
”Han plejede også altid at få skum på næsen,” sagde Henrik lavmælt. ”Selv da han var seksten.”
Clara viklede fingrene om sin varme kaffekop. Hendes hænder rystede stadig en smule. ”Du sagde, han var din bror. Men Lukas hed Vestergaard. Ikke Lindholm.”
”Vestergaard var vores mors pigenavn,” svarede Henrik og lænede sig lidt frem. ”Hun døde, da vi var drenge. Vores far, Verner Lindholm, var… han var ikke en god mand, Clara. Han byggede det her imperium på alt andet end ærligt arbejde. Da Lukas og jeg blev voksne, opdagede vi, hvor dybt råddenskaben stak. Våben, hvidvask, bestikkelse. Alt sammen gemt bag fine facader og fragtskibe.”
Henrik tog en slurk af sin kaffe, men det var tydeligt, at han knap nok smagte den.
”Vi besluttede os for at stoppe ham,” fortsatte han. ”Vi samlede beviser i al hemmelighed. Men vores fars højre hånd, en mand ved navn Jonas Kragh, fandt ud af det. En nat i november lokkede de os ned til et gammelt pakhus ved Sydhavnen. Det var en fælde. De satte ild til bygningen, mens vi stadig var derinde. Jeg fik en bjælke ned over benet og kunne ikke gå. Lukas… han bar mig ud til kajen, smed mig ned i en redningsbåd og skubbede den fra land.”
Henriks stemme knækkede. Han kiggede ned i bordpladen.






