De skyndte sig ind gennem opgangen og op på anden sal. Claras lejlighed var lille, men varm og indbydende – fyldt med bøger, grønne planter og Emmas farverige tegninger på køleskabet. Henrik stod et øjeblik i entreen og kiggede på et indrammet billede på væggen: Lukas, der lo højt med en toårig Emma på skuldrene på en sommerstrand.

Et stik af ren, uforfalsket smerte gik gennem Henrik. Hans bror havde haft et liv. Han havde været lykkelig. Og det var blevet taget fra ham.

”Her er den,” sagde Clara og kom ud fra soveværelset med en tung, firkantet metalkasse i hænderne. Den var dækket af støv og pletter af rust, og på forsiden sad en gammel, drejelig tallås med fire hjul.

Hun satte den på spisebordet. Henrik trådte hen til den og kørte fingrene hen over det kolde metal. ”Jeg kender den her kasse,” hviskede han. ”Det var vores farfars. Lukas brugte den til at gemme sine tegneserier i, da vi var børn.”

”Hvad er koden?” spurgte Clara.

Henrik tøvede ikke et sekund. Han drejede de fire små metalhjul. 0-7-1-1.

”Den syvende november,” sagde han stille. ”Dagen, hvor vi fik tatoveret ulven.”

Der lød et blødt, metallisk klik.

Låsen sprang op.

Clara holdt vejret, mens Henrik langsomt løftede låget. Indeni lå der ikke mange ting, men hver eneste genstand bar vægten af et helt liv. Øverst lå en gulnet, forseglet konvolut. På forsiden stod der med Lukas’ skæve, velkendte håndskrift blot ét ord: Henrik.

Under konvolutten lå et lille, sort USB-stik, pakket ind i vandtæt plast, og ved siden af det et gammelt sølvkompas med en indgraveret ulv på låget.

Henriks fingre rystede, da han tog konvolutten op og brød forseglingen. Han foldede det tynde ark papir ud. Clara stod tæt ved siden af ham, og han holdt brevet, så hun kunne læse med.

Kære bror, stod der.

Hvis du læser det her, så har ulven fundet sin anden halvdel. Og så betyder det nok også, at jeg ikke er her mere.

Først og fremmest: Tilgiv mig. Jeg ved, du har båret rundt på sorgen over mig i alle de her år. Jeg sværger, at der ikke har været én eneste dag, hvor jeg ikke har haft lyst til at ringe til dig, bare for at høre din stemme. Men da jeg kravlede i land fra det kolde vand den nat ved Sydhavnen, vidste jeg, at Kragh aldrig ville stoppe, før han var sikker på, at vi begge var knust. Hvis jeg var vendt tilbage til dig, ville jeg have ledt ham lige til din dør. Du var den stærke af os, Henrik. Du var den, der kunne rydde op i vores fars svineri. Jeg kunne kun forsvinde.

Og jeg fortryder det ikke, for i mit nye liv fandt jeg Clara. Og jeg fik Emma. De gav mig otte år i paradis.

Men i sidste uge så jeg en af Kraghs mænd ved værkstedet. En mand med et ar over kinden. Han genkendte mig. Jeg ved, de kommer efter mig nu. Jeg har taget den gamle regnskabsbog, som jeg reddede ud af pakhuset den nat, og lagt hele lortet over på USB-stikket. Alle kontooplysningerne. Alle navnene på de korrupte embedsmænd, Kragh stadig bruger til at beskytte sig selv. Hvis han får fat i det, vil han brænde det. Men hvis du får fat i det, kan du endelig knuse ham for altid.

Pas på dem, Henrik. Pas på Clara. Og fortæl Emma, at hendes far elskede hende højere end stjernerne. Flokken overlever.

Din bror, Lukas.

Da Henrik nåede til det sidste ord, faldt en varm tåre ned på papiret og tværede blækket en smule ud. Clara græd lydløst ved siden af ham, med den ene hånd presset mod munden.

Pludselig – uden varsel – gik alt lyset i lejligheden ud.

Køleskabets lave brummen forstummede. Gadelamperne udenfor lyste stadig, hvilket betød, at strømmen ikke var gået i kvarteret. Den var blevet afbrudt i opgangen.

I samme sekund vibrerede Henriks telefon voldsomt i hans lomme. Han flåede den frem. En besked fra Mikkel: Grå varevogn lige stoppet nede på hjørnet. Tre mænd på vej ind i opgangen. De er bevæbnede. Jeg er låst ude af porten – de blokerede den. Brug bagtrappen NU!

”Vi skal af sted,” hviskede Henrik. Han stak USB-stikket og brevet ned i sin inderlomme, greb sølvkompasset og lagde det i Emmas lille hånd. ”Hold godt fast i det her, skat. Det er fra din far.”

”Hvad sker der?” hviskede Emma skræmt, mens hun klemte kompasset ind til brystet.

”Vi leger gemmeleg, musse,” hviskede Clara, selvom hendes egen stemme skælvede. ”Vi skal være helt, helt stille.”

Ude fra hovedtrappen lød tunge, hurtige skridt. Og så lyden af en dør, der blev sparket op på etagen under dem – de tjekkede lejlighederne.