Henrik førte dem hurtigt ud i køkkenet. Bagdøren var låst med en gammel smæklås. Han drejede den forsigtigt op, så den ikke gav en lyd fra sig, og kiggede ud på den smalle, mørke bagtrappe. Der var ingen.

”Ned mod gården,” hviskede han. ”Mikkel kører om til bagporten.”

De sneg sig ned ad de knirkende trætrin. Henrik gik forrest, Clara bagerst med Emma tæt ind til sig. Halvvejs nede mellem første sal og stueetagen lød der et højt brag ovenfra – hoveddøren til Claras lejlighed var blevet brækket op.

”De er her ikke!” råbte en rå stemme. ”Bagdøren står åben! Tag gården!”

”Løb!” hviskede Henrik.

De tog de sidste trin i et spring, skubbede døren op til den mørke baggård og løb ud i silende regn. Gården var omkranset af høje murstensbygninger, skraldecontainere og cykelskure. Bagporten ud til sidegaden var tyve meter fremme.

Men da de var halvvejs over gården, sprang bagporten op.

To mænd i mørke jakker trådte ind i lyskeglen fra en enkelt, flimrende gårdlampe. Bag dem trådte en tredje mand frem. Han var høj, mager, med tilbagestrøget gråt hår og et iskoldt, beregnende smil.

Henrik standsede brat og skubbede instinktivt Clara og Emma ind bag sig.

”Jonas Kragh,” hvæsede Henrik.

”Hej, Henrik,” sagde Kragh med en glat, næsten høflig stemme, mens han tørrede regndråber af sine briller med et lommetørklæde. ”Det er længe siden. Du må undskylde den bratte ankomst. Da mine folk fortalte mig, at en lille pige lige havde overdraget et gammelt foto til dig foran dit tårn, blev jeg selvfølgelig nysgerrig. Og sikke en overraskelse at finde ud af, at lille Lukas faktisk efterlod sig en familie.”

”Du slog ham ihjel,” sagde Henrik. Hans stemme dirrede af et raseri, han knap kunne kontrollere.

”Han var stædig,” svarede Kragh ligegyldigt og satte brillerne på igen. ”Præcis som dig. Jeg gav ham en chance for at udlevere regnskabsbogen, før bilen ramte ham. Han nægtede. Og nu har du den i lommen, ikke sandt?”

Bag dem gik døren til bagtrappen op. To flere mænd trådte ud og blokerede flugtvejen tilbage. De var omringet.

Clara trak Emma tæt ind til sig og dækkede pigens ører med hænderne, så hun ikke skulle høre mere.

”Giv mig USB-stikket, Henrik,” sagde Kragh og rakte hånden frem. ”Eller hvad end han gemte det på. Så kan vi måske tale om at lade kvinden og barnet gå.”

”Du lyver,” sagde Henrik koldt. ”Du efterlader aldrig vidner, Jonas. Det gjorde du ikke ved Sydhavnen, og det gør du ikke nu.”

Kragh smilede koldt og nikkede til den ene af sine mænd, som hævede en pistol med lyddæmper. ”Så gør vi det på den hårde måde.”

Henrik mærkede sit hjerte hamre mod ribbenene. Han havde ingen våben. Han var en forretningsmand i et vådt jakkesæt over for fem bevæbnede mænd. Men da han kiggede ned over sin skulder og så Emmas skræmte, stormgrå øjne – Lukas’ øjne – forsvandt al frygt i ham.

”Du glemmer én ting, Jonas,” sagde Henrik roligt, mens han langsomt stak hånden i inderlommen. ”Jeg er ikke længere den bange dreng, du forsøgte at brænde inde for tolv år siden.”

”Hvad laver du?” knurrede Kragh. ”Langsomt!”

Henrik trak ikke USB-stikket frem. Han trak sin telefon frem. Skærmen lyste op i mørket.

”I det øjeblik, vi fandt kassen, forbandt jeg den ikke til en computer,” sagde Henrik, mens han tog et skridt frem for at trække opmærksomheden væk fra Clara og Emma. ”Men jeg har en rigtig god sikkerhedschef, som har siddet klar ude i bilen med direkte linje til Bagmandspolitiet og PET siden vi forlod mit kontor.”

Kragh lo hånligt. ”Bluf. Politiet rykker ikke ud på et telefonopkald uden beviser.”

”Nej,” sagde Henrik, og et skarpt smil bredte sig på hans ansigt. ”Men de rykker ud, når en pansret SUV lige har ramt din grå varevogn ude på gaden, og der er blevet affyret et nødskud fra et registreret tjenestevåben.”

Lige i det sekund skete to ting på én gang.

Først lød lyden af hvinende bremser og et øredøvende brag ude fra sidegaden, efterfulgt af blå blink, der pludselig skar gennem regnen over tagryggene. Og derefter bragede bagporten indad med en voldsom kraft, da Mikkel kom stormende ind med trukket våben og en lommelygte, der blændede Kraghs mænd.

”Smid våbnene! Politiet er på vej ind i gaden!” råbte Mikkel.

Kaosset brød løs.

En af Kraghs mænd vendte sig mod Mikkel, men i stedet for at skyde, kastede han sit våben og løb mod hækken. Kragh derimod mistede besindelsen. Han rev pistolen ud af hånden på manden ved siden af sig og sigtede direkte mod Henrik.

”Hvis jeg skal ned, tager jeg dig med, Lindholm!” skreg han.