”Jeg råbte, at han skulle springe med. Men Kraghs mænd kom løbende ud af røgen. Lukas vendte sig om for at holde dem tilbage, så jeg kunne komme væk. Sekundet efter eksploderede brændstoftankene i pakhuset. Trykbølgen væltede min båd, og da kystvagten fiskede mig op en time senere, var der intet tilbage af pakhuset. Kun aske og sort vand.”

Der blev helt stille ved bordet. Selv Emma var holdt op med at drikke sin kakao og lyttede med store øjne.

”Jeg brugte de næste ti år på at rive min fars netværk op med rode,” sagde Henrik, og der kom en hård glød i hans grå øjne. ”Vores far døde af et hjertestop, før han nåede i fængsel. Jonas Kragh forsvandt fra jordens overflade. Jeg overtog firmaet, rensede det for alt det beskidte og gjorde det til noget, Lukas ville have været stolt af. Men hver eneste dag… har jeg levet med visheden om, at min bror døde for min skyld.”

Clara så på ham, og den sidste rest af mistro i hende smeltede bort, erstattet af en tung, kvalmende fornemmelse i maven.

”Jeg mødte ham for ti år siden,” sagde hun stille. ”I en lille fiskerby på vestkysten. Han kom ind på det lokale værksted, hvor min onkel arbejdede, og spurgte om job. Han havde næsten ingen ejendele, kun en gammel rygsæk og et dybt ar på ryggen, som han sagde, han havde fået ved en arbejdsulykke på et skib.”

”Eksplosionen,” hviskede Henrik. ”Han overlevede den.”

”Han var så stille i starten,” fortsatte Clara, mens minderne vældede frem. ”Han talte aldrig om sin fortid. Han sagde, at alt, hvad der var sket før den dag, han ankom til byen, var dødt og begravet. Jeg spurgte ikke. Vi havde begge brug for en ny begyndelse. To år senere blev vi gift på rådhuset. Og så kom Emma.”

Hun strøg sin datter over håret. ”Han var den bedste far, man kunne drømme om, Henrik. Blid, tålmodig, altid klar til at bygge huler i stuen eller lære hende navnene på alle stjernebillederne. Men…” Clara tøvede.

”Men hvad?” spurgte Henrik skarpt.

”Han var bange,” indrømmede hun. ”Ikke for sig selv. For os. Han insisterede på, at vi aldrig lagde billeder af ham på internettet. Han ville ikke have sit navn på postkassen. Jeg troede bare, han var privat. Indtil den sidste uge, før han døde.”

Henrik lænede sig helt frem over bordet. ”Hvad skete der den sidste uge?”

”Han ændrede sig,” sagde Clara, og en tåre løb ned ad hendes kind. ”Han sov ikke. Han stod ved vinduet om natten. En aften satte han sig ned med mig i køkkenet. Han gav mig det billede, Emma har i sin taske, og han sagde noget, jeg aldrig har forstået – før i dag.”

”Hvad sagde han?”

”Han sagde: Hvis der nogensinde sker mig noget, Clara, og du en dag ser en mand med den anden halvdel af min ulv, så skal du vise ham Emma. Han er den eneste i verden, du kan stole på.”

Henrik lukkede øjnene igen, og denne gang rystede hans skuldre ganske svagt. ”Han holdt sig væk for at beskytte mig. Hvis han var kommet tilbage, ville Kragh have vidst, han var i live, og jagtet os begge to. Så han lod mig tro, han var død, så jeg kunne leve i fred.”

”Hvordan døde han, Clara?” spurgte Henrik pludselig. Hans blik var igen skarpt, næsten intenst. ”Du sagde, han døde, da Emma var fire. Hvad skete der?”

”Det var en flugtbilist,” svarede Clara lavt. ”Han var på vej hjem fra værkstedet på sin cykel en regnfuld aften i oktober. En mørk bil kørte ham ned på den mørke landevej og forsvandt. Politiet fandt aldrig føreren. De sagde, det sikkert var en spritbilist, der gik i panik.”

Henrik stivnede. Al farve forsvandt fra hans ansigt.

”En mørk bil,” gentog han langsomt. ”På en øde landevej. En uge efter at han pludselig blev paranoid og stod ved vinduet om natten.”

Clara stirrede på ham. ”Nej… du mener da ikke…”

”Det var ikke en ulykke, Clara,” sagde Henrik, og hans stemme var kold som is. ”Jonas Kragh fandt ham.”

”Hvorfor?” udbrød Clara forfærdet. ”Hvis Lukas havde levet stille i otte år uden at blande sig i noget, hvorfor skulle den mand så slå ham ihjel?”

Henrik tænkte hurtigt. Hans hjerne arbejdede på højtryk, og brikkerne begyndte at falde på plads med en skræmmende klarhed. ”Da pakhuset brændte, forsvandt de beviser, Lukas og jeg havde samlet. En krypteret harddisk – eller en regnskabsbog. Jeg troede, den var brændt op i eksplosionen. Men hvis Lukas overlevede… og hvis han tog den med sig…”

”Så ledte Kragh efter den,” fuldførte Clara med skælvende stemme.