”Så nu gør du, som jeg siger. Du tager hjem til Neuilly, du pakker en taske, og du tager ud i vores sommerhus i Normandiet i et par uger. Du har brug for hvile på grund af… din tilstand. Inès og jeg tager os af driften og af min mor.”

”Så du kan færdiggøre det, du startede med at fjerne mine IT-rettigheder i tirsdags?” spurgte Camille stille.

Julien nåede ikke at svare. En skarp, velklædt kvinde med mørkt hår sat op i en stram knold trådte ind mellem dem.

”Jeg foreslår, at De slipper min klients arm, monsieur Delacourt,” sagde Claire Valois med en stemme, der kunne skære gennem glas.

Julien slap øjeblikkeligt og trådte et skridt tilbage. ”Hvad laver en advokat her? Camille, har du mistet forstanden?”

”Tværtimod,” sagde Claire og stillede sig skulder ved skulder med Camille. ”Din mor anklagede min klient for drabsforsøg i det offentlige rum. Som enhver ansvarlig direktør har Camille tilkaldt juridisk bistand. Og vi tager ingen steder i Normandiet.”

I det samme gik dørene til behandlingsområdet op, og en overlæge kom ud med et alvorligt udtryk i ansigtet.

”Er De familien til madame Geneviève Delacourt?” spurgte han.

”Jeg er hendes søn,” sagde Julien hurtigt. ”Hvordan har hun det? Var det et allergisk chok? Skaldyr?”

Lægen rystede på hovedet og kiggede ned i sine papirer. ”Hendes tilstand er stabiliseret efter en udpumpning og intensiv behandling, men det var ikke skaldyrsallergi. Blodprøverne og maveindholdet viser tydelige spor af et syntetisk, hurtigtvirkende prostaglandin-derivat kombineret med et kraftigt alkaloidekstrakt. I den dosis, hun har indtaget, udløser det voldsomme glatte muskelkontraktioner, blodtryksfald og åndedrætssvigt hos en kvinde i hendes alder og med hendes svage hjerte.”

Camille mærkede blodet fryse til is i sine årer. Som ansvarlig for fødevaresikkerhed og kemi i koncernen kendte hun udmærket betegnelsen. Prostaglandin-derivater i høje doser havde ét primært medicinsk formål: at fremkalde voldsomme livmodersammentrækninger og provokere en spontan abort.

Suppen var ikke lavet til at slå Geneviève ihjel. Den var designet til at få Camille til at abortere på sit kontor – hvorefter man kunne give stress og overarbejde skylden.

Camille drejede langsomt hovedet og så på Julien, og derefter på Inès, som pludselig var blevet ligbleg og kiggede ned i gulvet.

”Da der er tale om en mistænkelig forgiftning med receptpligtige eller ulovlige stoffer,” fortsatte lægen nøgternt, ”er hospitalet lovmæssigt forpligtet til at underrette politiet. Kriminalpolitiet er allerede på vej.”

Klokken 07:41 næste morgen

Camille tog ikke hjem til lejligheden i Neuilly den nat. Efter at have afgivet en kort, præcis forklaring til politiet under overværelse af Claire – hvor hun blot oplyste, at maden var en gave fra hendes mand, og at svigermoderen havde spist den uopfordret – tjekkede hun ind på et diskret hotel i det 7. arrondissement.

Næste morgen klokken 08:15 sad Camille og Claire på Marc Garniers lukkede sikkerhedskontor i kælderen under Delacourt Distributions hovedsæde.

Foran dem stod tre højopløselige skærme. På skrivebordet stod en forseglet plastikpose, der indeholdt den originale termoboks, plastbeholderen med de sidste rester af hummerbisquen og den ske, Geneviève havde brugt.

”Politiet har endnu ikke bedt om beslaglæggelse på kontoret, fordi Julien fortalte dem i går aftes, at du selv havde taget maden med hjemmefra, og at beholderen allerede var smidt ud i skraldespanden,” sagde Marc med et stramt smil. ”Og jeg havde ret i, at nogen ville forsøge at fjerne sporene.”

Han trykkede på mellemrumstasten på sit tastatur. Optagelsen fra gangen på direktionsgangen rullede hen over skærmen. Tidsstemplet i hjørnet viste 07:41:12 samme morgen – næsten en time før de første medarbejdere normalt mødte ind.

En kvinde i en mørk frakke med hætten trukket op og solbriller for ansigtet gik hurtigt hen ad gangen. Trods forklædningen genkendte Camille straks gangen og den dyre håndtaske: Inès Vautrin.

På skærmen så de Inès scanne et adgangskort ved døren til Camilles kontor. Lampen lyste grønt.

”Et midlertidigt gæstekort med administratorrettigheder,” forklarede Marc og pegede på logfilen på skærmen ved siden af. ”Udstedt i går aftes klokken 22:14 fra Juliens personlige profil. Se her, hvad der sker, da hun går ind.”

Billedet skiftede til det skjulte sikkerhedskamera, som Marc havde installeret i røgdetektoren på Camilles kontor natten forinden.

Inès gik direkte hen til skabet, hvor Camille havde gemt bisquen dagen før. Hun åbnede det, tog den termoboks, som Marc havde placeret der som lokkemad – en nøjagtig kopi fyldt med almindelig tomatsuppe – og tørrede skabets håndtag samt Camilles skrivebord af med spritservietter. Derefter tog hun en lille æske op af sin taske, lagde den bagerst i Camilles nederste skrivebordsskuffe, tog lokkemads-boksen og forlod kontoret klokken 07:44:03.

”Hvad lagde hun i din skuffe?” spurgte Claire skarpt.

Marc åbnede en anden plastikpose på sit bord med handsker på. Indeni lå en lille, uåbnet glasampul og en æske medicin uden etikette, men med batchnummeret intakt.