På skærmen ved siden af Genevièves ansigt startede Marc videooptagelsen fra morgenen før. Hele bestyrelsen – og Geneviève på hospitalet – så i knivskarp kvalitet, hvordan Inès klokken 07:41 låste sig ind på Camilles kontor med et midlertidigt adgangskort, fjernede termoboksen, tørrede overfladerne af og plantede den præcise giftampul i Camilles skrivebordsskuffe.

Derefter skiftede billedet til systemloggen, der viste, at adgangskortet var udstedt af Julien Delacourt klokken 22:14 aftenen før – få timer efter, at hans mor var blevet indlagt på intensivafdelingen.

Fra højttalerne lød en tung, rystende vejrtrækning. Geneviève stirrede på skærmen, som om hun så et spøgelse.

”Julien…” hviskede Geneviève, og hendes stemme knækkede. ”Hvad er det, jeg ser? Hvorfor gav du hende adgang til Camilles kontor? Og hvorfor sagde du til mig i går aftes, at du havde set Camille hælde noget i maden hjemmefra?”

Julien stod som forstenet. Sveden perlede frem på hans pande. ”Mor, hør på mig – det er manipuleret! Hun prøver at sætte os op mod hinanden!”

”Vi er slet ikke færdige endnu, Geneviève,” sagde Camille og trykkede på næste slide i præsentationen.

På skærmen dukkede bankoverførslerne til Vautrin & Associés Consulting i Luxembourg op, efterfulgt af den hemmelige salgsaftale for familiefirmaets logistikcentre og dokumenterne, der viste, at Julien og Inès havde booket to førsteklasses billetter til Genève måneden efter.

”Din søn og hans assistent har tømt selskabets kasse for 1,4 millioner euro,” sagde Camille, mens hun så direkte ind i kameraet til sin svigermor. ”Han var i gang med at sælge din afdøde mands livsværk i stumper og stykker bag din ryg. Da han opdagede, at jeg var gravid med dit barnebarn, vidste han, at en skilsmisse ville koste ham hans aktiemajoritet. Så han og Inès besluttede at fjerne barnet med en forgiftet bryllupsdagsgave. Og da du spiste den i stedet, lod han dig næsten dø – og forsøgte bagefter at bruge dit hjertestop til at få mig fængslet, så han kunne overtage både mine og dine aktier uden modstand.”

Tavsheden i bestyrelseslokalet var total. Formanden for kapitalfonden rejste sig langsomt og lukkede sin mappe med et smæld.

På skærmen fra hospitalet begyndte hjerteovervågningsmonitoren i baggrunden at bippe hurtigt. Genevièves ansigt var forvredet af et raseri så voldsomt, at hun rev iltslangen væk fra næsen.

”Du…” hvæsede Geneviève mod sin søn gennem højttalerne. ”Jeg gav dig alt! Jeg forsvarede dig altid! Og du lod din luder af en sekretær forgifte mig og løj mig lige op i ansigtet, mens jeg lå på intensiv?!”

”Det var ikke meningen, at du skulle spise den!” råbte Julien desperat og mistede i et splitsekund al selvkontrol, mens han pegede anklagende på Inès. ”Det var hendes idé! Det var hende, der skaffede stoffet fra sin far! Jeg sagde kun, at vi ikke havde råd til et barn lige nu!”

Inès foer op fra sin stol, så den væltede bagover mod glasvæggen.

”Din usle kujon!” skreg Inès, mens tårerne sprøjtede fra hendes øjne. ”Du lovede mig, at vi ville rejse til Schweiz sammen, når handlen gik igennem! Du sendte mig selv SMS’en om, hvilken dosis hun skulle have, og det var dig, der gav mig badge-koden i går aftes og bad mig plante ampullen hos hende! Jeg har alle dine beskeder på min telefon!”

Ingen ved bordet sagde et ord. Julien sank sammen i skuldrene, da det gik op for ham, hvad de begge lige havde tilstået foran otte vidner og et tændt videokamera, der optog hele bestyrelsesmødet til arkivet.

Præcis i det øjeblik gik dobbeltdørene til bestyrelseslokalet op. To civilklædte kriminalbetjente og to uniformerede betjente trådte ind i rummet.

Efterforskningslederen så kort på Claire Valois, der nikkede mod Julien og Inès.

”Monsieur Julien Delacourt og mademoiselle Inès Vautrin,” sagde kriminalkommissæren højt og tydeligt. ”Klokken er 10:18. I er begge anholdt og sigtet for forsøg på ulovlig svangerskabsafbrydelse under skærpende omstændigheder, grov legemsbeskadigelse med livsfare til følge, bevisforfalskning samt groft mandatsvig.”

”Nej, vent! Jeg vil tale med min advokat!” råbte Julien, da betjentene lagde håndjernene om hans håndled. Han vendte sig mod skærmen, hvor hans mor sad. ”Mor! Gør noget! Ring til familieretsadvokaten!”

Geneviève Delacourt stirrede koldt på sin søn fra hospitalssengen. Hendes stemme var som is, da hun talte til bestyrelsesformanden i lokalet:

”Som indehaver af 35 procent af A-aktierne i Delacourt Distribution kræver jeg øjeblikkelig afskedigelse af Julien Delacourt fra samtlige poster i koncernen. Han får ikke en eneste euro i juridisk bistand fra mig eller selskabet. Og jeg foreslår, at bestyrelsen udpeger Camille Morel som administrerende direktør med øjeblikkelig virkning, så virksomheden ikke styrter i grus på grund af denne… skandale.”

Julien stirrede vantro på skærmen, mens han og en hulke-grædende Inès blev ført ud gennem kontorlandskabet, forbi de selvsamme glasvægge og måbende medarbejdere, hvor Geneviève to dage tidligere havde forsøgt at ydmyge Camille.

Seks måneder senere

Solen faldt varmt ind gennem de høje vinduer på direktørkontoret på øverste etage.