Camille Morel – som havde genoptaget sit pigenavn få uger efter arrestationen – stod ved vinduet med en kop koffeinfri urtete i hånden og så ud over Paris. Hendes mave var nu tydeligt rund i sin ottende måned.
Bag hende var kontoret blevet fuldstændig nyindrettet. Det tunge, mørke træværk, som Julien havde elsket, var skiftet ud med lyse nordiske møbler og grønne planter. Sikkerheden i hele bygningen blev nu ledet af Marc Garnier, der netop var blevet forfremmet til koncerndirektør for sikkerhed og compliance.
På hendes skrivebord lå dagens juridiske opdatering fra Claire Valois:
Skilsmissen var gået igennem ved en hastebehandling. På grund af det dokumenterede overgreb og utroskaben var ægtepagtens straffeklausul trådt i kraft. Camille sad nu på 40 procent af Juliens tidligere aktier, hvilket – sammen med støtten fra kapitalfonden, der var dybt imponeret over hendes krisehåndtering og de rekordhøje kvartalsregnskaber – gav hende det absolutte flertal i virksomheden.
Julien og Inès sad begge varetægtsfængslet frem mod retssagen, hvor de efter at have udleveret hinanden i afhøringslokalerne stod til flerårige ubetingede fængselsstraffe. De 1,4 millioner euro fra kontoen i Luxembourg var blevet beslaglagt og ført tilbage til selskabet.
Det bankede let på døren, og hendes nye assistent stak hovedet ind.
”Madame Morel, Deres tidligere svigermor ringer på linje to. Hun spørger, om hun må komme forbi i weekenden og se ultralydsbillederne. Hun siger også, at hun har skiftet låsene i sit eget hus og gerne vil aflevere ekstranøglen til Deres gamle lejlighed.”
Camille smilede stille og lagde en hånd på sin mave, hvor babyen netop gav et lille, kraftigt spark.
Geneviève havde overlevet, men hendes hjerte var svækket, og hendes stolthed var knust. Siden den dag i bestyrelseslokalet havde den gamle kvinde været næsten skræmmende ydmyg over for Camille – fuldt bevidst om, at Camille nu kontrollerede både hendes formue, hendes livsværk og hendes eneste adgang til det barnebarn, der var på vej.
”Sig til madame Delacourt, at jeg har travlt i denne weekend,” sagde Camille roligt til sin assistent. ”Hun kan sende nøglerne med bud. Og hvis hun ønsker at besøge mig efter fødslen, kan hun ringe til mit sekretariat og bestille en tid – ligesom alle andre.”
Hun satte sig i direktørstolen, åbnede dagens logistikrapporter fra Rungis og trykkede Godkend med sit eget, ubegrænsede administratorlogin. Den 5. bryllupsdag havde afsluttet hendes ægteskab, men den havde givet hende hendes liv og hendes frihed tilbage.






