Camille lagde hånden fladt på sin mave. Hun tænkte på de fem år, hun havde givet denne mand og denne familie. De utallige søndage, hvor hun havde fundet sig i Genevièves ydmygelser, og de mange nætter, hvor hun havde reddet Juliens dårlige beslutninger fra at ruinere driften.

”Send hele mappen til kriminalpolitiet i morgen klokken 09:30,” sagde Camille til Claire. ”Og bed efterforskningslederen om at møde os ved hovedindgangen til Delacourt Distribution klokken 10:15 præcis.”

Opgøret i bestyrelseslokalet

Næste morgen klokken 09:58 trådte Camille ind i det store bestyrelseslokale på øverste etage.

Samtalerne omkring det lange mahognibord forstummede øjeblikkeligt. De seks bestyrelsesmedlemmer og de to repræsentanter fra investeringsfonden så forlegent ned i deres papirer. For bordenden sad Julien i et skræddersyet jakkesæt med et sorgfuldt, men beslutsomt udtryk i ansigtet. Lige bag ham sad Inès Vautrin klar til at tage referat.

På den enorme fladskærm på væggen var der oprettet direkte videoforbindelse til en privat stue på American Hospital. Geneviève Delacourt sad støttet af puder i hospitalssengen. Hun var bleg, havde et drop i armen, men hendes øjne lyste af triumf, da hun så Camille træde ind.

”Hvad laver hun her?” lød Genevièves hæse stemme gennem højttalerne. ”Julien, du sagde, at hun ikke ville vove at vise sig! Hun hører til i en fængselscelle!”

”Rolig, mor,” sagde Julien blidt og rejste sig op med hænderne støttet mod bordpladen. Han så på Camille med påtaget medlidenhed. ”Camille, jeg bad dig om at blive væk for din egen skyld. Bestyrelsen er netop blevet orienteret om den tragiske hændelse i forgårs. Selvom politiet stadig efterforsker sagen, og jeg personligt håber, det hele beror på en forfærdelig fejltagelse i dit køkken, kan Delacourt Distribution ikke have en driftsdirektør siddende, der er under mistanke for at have forgiftet selskabets storaktionær.”

Inès tillod sig et næsten usynligt smil bag sin bærbare computer.

”Jeg har derfor indstillet til bestyrelsen, at du suspenderes med øjeblikkelig virkning, og at dine fuldmagter overdrages til mit kontor, hvor Inès Vautrin midlertidigt vil koordinere med afdelingslederne,” fortsatte Julien. ”Hvis du skriver under på denne fratrædelsesaftale nu, vil familien undlade at rejse et civilt søgsmål mod dig.”

Camille stod helt roligt for den anden ende af bordet. Ved hendes side stod Claire Valois, og ved døren stod sikkerhedschef Marc Garnier med armene over kors.

”En fratrædelsesaftale, der tilfældigvis også giver afkald på mine rettigheder i vores ægtepagt?” spurgte Camille klart og tydeligt.

”Under omstændighederne er det yderst generøst,” snerrede Geneviève fra skærmen. ”Du forsøgte at dræbe mig, din lille slange! Jeg spiste den mad, der stod på dit bord! Hele etagen så det!”

”Ja, Geneviève,” sagde Camille og trådte helt hen til kameraet under storskærmen, så hendes svigermor kunne se hende direkte i øjnene. ”Hele etagen så dig spise den. Og det er jeg dig faktisk dybt taknemmelig for. For hvis du ikke havde været så ivrig efter at ydmyge mig og spise min frokost, var det mit ufødte barn og måske mig selv, der ikke havde overlevet dagen.”

Der gik et sus gennem bestyrelseslokalet. Geneviève spærrede øjnene op på skærmen.

”Dit… ufødte barn?” stammede svigermoderen. ”Er du gravid?”

”I fjortende uge,” svarede Camille. ”Det vidste du ikke, for jeg havde ikke fortalt det til nogen. Men det vidste Julien. Han åbnede nemlig mit brev fra lægen i sidste uge.”

”Camille er mentalt ustabil!” udbrød Julien højt og slog hånden i bordet. ”Mine herrer, I kan selv høre det! Hun opfinder konspirationer for at dække over sin egen skyld! Sikkerhedsvagt – Marc! Før hende ud af lokalet!”

Marc Garnier rørte sig ikke ud af stedet. I stedet tog han en fjernbetjening op af lommen og rettede den mod storskærmen ved siden af videolinket med Geneviève.

”Jeg arbejder for virksomheden, monsieur Delacourt. Ikke for Deres privatliv,” sagde Marc roligt og trykkede på knappen.

Claire Valois åbnede sin mappe og lagde otte kopier af et dokument ud på bordet foran bestyrelsesmedlemmerne.

”Inden I stemmer om noget som helst, bør I se på fakta,” sagde Claire. ”For det første: Hummerbisquen blev ikke lavet af Camille. Den blev bestilt og betalt fra restaurant L’Étoile d’Or klokken 09:40 af Julien Delacourt selv. Vi har kvitteringen og budets vidneudsagn. Men budet afleverede den ikke i receptionen. Ifølge overvågningskameraerne ved indgangen gik frøken Inès Vautrin ned på gaden klokken 10:18, tog imod boksen fra budet, tog den med ind på sit eget kontor i ni minutter og fik derefter en praktikant til at bære den op til Camille.”

Alle blikke i lokalet rettede sig mod Inès. Den unge kvinde mistede al farve i ansigtet. Hendes fingre frøs over tastaturet.

”Det… det passer ikke!” hikstede Inès. ”Jeg kontrollerede bare, om ordren fra restauranten var korrekt!”

”I ni minutter?” spurgte Camille køligt. ”Med en veterinærmedicinsk sprøjte fra din fars stutteri i Chantilly?”