”Det lå i skuffen,” sagde Marc. ”Jeg hentede det fem minutter efter, hun var gået. Hvis politiet havde ransaget Camilles kontor i formiddag, ville de have fundet det nøjagtige middel, som madame Delacourt blev forgiftet med, gemt i Camilles private skuffe.”

Der blev helt stille i det lille rum.

Camille så på den lille glasampul. Ikke alene havde Julien og hans elskerinde forsøgt at slå hendes ufødte barn ihjel; da planen slog fejl og ramte Geneviève i stedet, havde de straks besluttet at ofre Camille og sende hende i fængsel for drabsforsøg.

”Hvor stammer den medicin fra?” spurgte Camille. Hendes stemme var så rolig, at selv Claire så overrasket på hende.

”Batchnummeret er fra et veterinærmedicinsk parti, der bruges på stutterier til hesteavl,” svarede Marc, der allerede havde kørt nummeret gennem sine gamle kontakter i gendarmeriet. ”Og gæt engang, hvem der ejer en andel i et stutteri uden for Chantilly?”

”Inès Vautrins far,” sagde Camille. Hun huskede det fra Inès’ CV, da Julien havde insisteret på at ansætte hende seks måneder tidligere.

Claire Valois åbnede sin lædermappe og tog sin kuglepen frem. ”Med den originale suppe, dine fingeraftryksfri overflader og denne video har vi nok til at få både Julien og Inès anholdt inden frokost. De vil blive sigtet for forsøg på ulovlig svangerskabsafbrydelse uden samtykke, uagtsom legemsbeskadigelse under skærpende omstændigheder samt falsk anklage og bevisforfalskning.”

Camille sad stille et øjeblik. Så rystede hun langsomt på hovedet.

”Nej,” sagde hun. ”Ikke inden frokost.”

Claire rynkede brynene. ”Camille, de er farlige. Hvorfor vente?”

”Fordi Julien har indkaldt til ekstraordinært bestyrelsesmøde i morgen klokken 10:00,” sagde Camille og pegede på en mail, der netop var tikket ind på hendes telefon. ”Emnet er: Midlertidig suspendering af driftsdirektør Camille Morel på grund af alvorlige personlige forhold og omstrukturering af koncernledelsen. Og se, hvem der står på listen over deltagere.”

Claire læste over hendes skulder. ”Bestyrelsen, investorerne fra kapitalfonden… og Geneviève Delacourt via videolink fra hospitalet.”

”Hvis politiet anholder ham i al stilhed nu, vil hans advokater straks nedlægge navneforbud, mørklægge sagen og påstå, at det er en intern misforståelse, mens Geneviève som hovedaktionær beskytter sin søn og fyrer mig alligevel,” forklarede Camille. ”Men der er én ting, du skal forstå om min svigermor, Claire.”

Camille rejste sig og glattede sin jakke.

”Geneviève hader mig. Men hun elsker kun én ting højere end sin søn: sig selv og sit eget liv. Lige nu tror hun, at det var mig, der forsøgte at tage livet af hende. Hvad tror du, der sker, når hun foran hele bestyrelsen opdager, at hendes elskede søn og hans elskerinde var ved at tage livet af hende – og derefter brugte hendes nærdødsoplevelse som et dække?”

Den skjulte pengestrøm

Resten af dagen arbejdede Camille, Claire og Marc fra et lukket mødelokale i Claires advokatfirma. Mens Marc fik et akkrediteret, uafhængigt toksikologisk laboratorium til at hasteanalysere den originale hummerbisque under fogedrettens opsyn, dykkede Camille ned i virksomhedens økonomi.

Julien havde fjernet hendes adgang til at godkende udgifter over 50.000 euro tre dage før deres bryllupsdag. Han troede, at han dermed havde blokeret hendes indsigt i regnskaberne. Men han havde glemt én ting: Det var Camille selv, der for tre år siden havde arkiveret og opbygget virksomhedens ERP-system til lager- og logistikstyring. Hun behøvede ikke direktionsadgang for at læse rådataene fra datterselskaberne. Hun brugte simpelthen en gammel systemadministrator-nøgle fra logistikserveren i Rungis.

Efter to timers søgning fandt hun det, Julien havde forsøgt at skjule.

I løbet af de seneste fire måneder var der oprettet et nyt konsulentfirma i Luxembourg ved navn Vautrin & Associés Consulting. Firmaet havde faktureret Delacourt Distribution for 1,4 millioner euro for ”strategisk ruteoptimering” – et arbejde, der aldrig havde fundet sted. Pengene var blevet godkendt af Julien alene.

Men det stoppede ikke der.

Camille fandt et udkast til en salgsaftale i en krypteret mappe, som Marc hjalp hende med at åbne via sikkerhedskopien fra Juliens arbejdscomputer. Julien var i hemmelighed ved at sælge koncernens mest profitable logistikcentre fra til en konkurrerende kapitalfond mod en personlig bonus på 4 millioner euro, som skulle udbetales på en konto i Schweiz.

Der var kun to forhindringer for planen:

Den første var Camille, som driftsdirektør og medunderskriver på alle ejendomshandler – samt det faktum, at deres ægtepagt gav hende 25 procent af hans aktiepost i tilfælde af skilsmisse på grund af utroskab, en procentdel der steg til 40 procent, hvis der var fælles børn i ægteskabet.

Den anden forhindring var Geneviève Delacourt, der stadig sad på 35 procent af de stemmeberettigede A-aktier og aldrig ville tillade at stykke hendes afdøde mands livsværk ud.

”En gravid Camille betød, at han ikke kunne skilles fra dig uden at miste kontrollen over selskabet,” konstaterede Claire, mens hun gennemgik dokumenterne. ”Og da Geneviève ved et uheld spiste suppen og var ved at dø, så han pludselig en gylden mulighed: Hvis Geneviève var død eller blevet umyndiggjort, og du var røget i fængsel for mordet, ville han arve sin mors aktier og kunne annullere ægtepagten på grund af kriminelle handlinger. To fluer med ét smæk.”