To måneder var gået, siden Élise og børnene havde sat deres slidte rejsetaske ned i Gabriel Lenoirs entré, og langsomt var den tunge stilhed på gården i Aveyron blevet erstattet af liv.

Hver morgen vågnede huset til duften af friskbrygget kaffe og ristet brød. Élise havde taget ansvaret for husholdningen, hønsehuset og den store køkkenhave med en stille, utrættelig styrke. Hun havde syet nye gardiner af gammelt hørstof, hun fandt på loftet, og skuret de mørke egetræsmøbler, til de skinnede. Børnene var begyndt at blomstre igen. Mathis fulgte Gabriel som en skygge efter skoletid, ivrig efter at lære, hvordan man reparerede hegnet eller striglede den gamle hest, Vasco. Clara havde overtaget ansvaret for at samle de lune æg i kurven hver morgen, og lille Noé faldt ofte i søvn midt på stuegulvet med armene slynget om halsen på den tålmodige hund, Praline.

Gabriel sagde stadig ikke mere end højst nødvendigt, men hans blik var blevet blødere. Om aftenen, når regnskaberne var lagt væk, hjalp han Mathis med brøkregning ved det lange spisebord, mens Élise stoppede strømper i skæret fra lampen. Der var opstået en uventet fred imellem dem – et stille fællesskab bygget på gensidig respekt.

Men freden blev brudt en råkold lørdag eftermiddag i november.

En sort, skinnende sedan, der slet ikke passede ind på de mudrede markveje, drejede ind på gårdspladsen. Gruset knasede skarpt under dækkene. Élise stod i køkkenet og æltede brøddej, da hun så bilen gennem vinduet. Hendes hjerte sank øjeblikkeligt. Hun tørrede sine melede hænder i forklædet, netop som det bankede hårdt og utålmodigt på hoveddøren.

Udenfor stod Maxime Moreau – Juliens ældre bror. Han var iført en dyr uldfrakke, blankpolerede lædersko, som han tydeligvis ærgrede sig over at have snavset til på gårdspladsen, og et udtryk af kølig overlegenhed. Under armen bar han en tyk mappe. Under hele Juliens lange sygdomsforløb havde Maxime kun vist sig to gange, og begge gange havde han haft mere travlt med at se på sit ur end på sin døende bror.

— Élise, sagde han uden at smile og trådte indenfor uden at vente på en invitation. Hans blik gled kritisk hen over de gamle stenmure, de slidte gulvbrædder og brændeovnen, før det standsede ved børnene, der sad ved spisebordet med deres tegnegrej.

— Maxime. Hvad laver du her? spurgte Élise, mens hun ubevidst stillede sig mellem ham og sine børn.

Maxime ignorerede spørgsmålet. I stedet gik han hen til det store egetræsbord og lagde en tyk, cremefarvet kuvert med et advokatstempel lige foran Mathis og Clara. Børnene stivnede og så tavst på ham.

— Så rygterne taler sandt, sagde Maxime med en stemme, der dryppede af foragt. — Du blev smidt ud af jeres gård, og i stedet for at bede familien om hjælp, slæber du min brors børn med ud i ødemarken for at bo på nåde hos en vildtfremmed mand. Uden kontrakt, uden fast adresse, uden sikkerhed.

I det samme gik bagdøren op, og Gabriel trådte ind fra stalden. Han stoppede op ved synet af den fremmede mand, tørrede langsomt støvlerne af på måtten og krydsede armene over brystet. Han sagde ingenting, men hans blotte tilstedeværelse i rummet var som en mur af granit.

Maxime målte Gabriel fra top til tå med et hånligt træk ved mundvigen, før han igen vendte sig mod Élise.

— Jeg har talt med en familieretsadvokat i Rodez, erklærede Maxime højt og tydeligt. — Du har hverken fast indkomst eller egen bolig. Du lader børnene bo i et uregistreret forhold hos en enlig landmand, som ingen i familien kender. I denne kuvert ligger en officiel varsling. Jeg har indgivet en begæring om midlertidig forældremyndighed over Mathis, Clara og Noé.

Clara greb forskrækket fat i Mathis’ arm. Lille Noé, der mærkede spændingen i rummet, krøb helt ind til Praline under bordet.

— Jeg vil ikke tillade, at mine nevøer og min niece vokser op hos en fremmed, fortsatte Maxime koldt. — Du har til på mandag til at pakke deres ting og aflevere dem hos mig i byen, så vi kan ordne dette i mindelighed. Hvis du nægter, sender jeg de sociale myndigheder og en foged herud i næste uge.

Maxime forventede tårer. Han forventede, at Élise – som altid havde været den stille, blide hustru i baggrunden – ville bryde sammen, trygle ham eller gå i panik.

Men Élise græd ikke. Smerten og frygten fra den dag, de blev sat på gaden, havde forandret hende. Hendes ryg rettede sig, og hendes stemme var krystalklar og iskold, da hun svarede:

— Tag din bil og kør, Maxime. Mine børn skal ingen steder. Og hvis du nogensinde træder ind i dette hus igen uden at være blevet inviteret, ringer jeg selv til gendarmeriet.

Maxime trak på skuldrene med et overbærende smil.
— Du gør det kun sværere for dig selv, Élise. Vi ses i retten.