I køkkenet var børnene ude i stalden med Gabriel for at fodre dyrene, så huset var stille. Colette satte sig tungt på en stol ved bordet. Uden et ord åbnede hun sin håndtaske og tog en tyk, forseglet konvolut frem. Papiret var let gulnet i kanterne, og udenpå stod der med en velkendt, lidt rystende håndskrift:

Til Élise – må kun åbnes, hvis Maxime forsøger at skade vores familie.

Élise greb sig til halsen. Hendes øjne blev blanke. Det var Juliens skrift.

— Hvad er det her, Colette? hviskede hun.

En tåre løb ned ad svigermoderens furede kind.
— Det er min skam, Élise. Og det er Juliens sidste beskyttelse af dig og børnene.

Colette tog en dyb, skælvende indånding og begyndte at fortælle:

— En måned før Julien døde på hospitalet, bad han mig om at komme alene, uden at du eller Maxime vidste det. Han var svag, men hans hoved var helt klart. Han gav mig dette brev og fik mig til at sværge ved hans dødsleje, at jeg ville gemme det. Han kendte sin bror bedre, end jeg nogensinde ville indrømme. Han sagde til mig: “Mor, når jeg er væk, vil Maxime forsøge at tage alt. Hvis han lader Élise og børnene være i fred, skal du brænde brevet. Men hvis han går efter dem, skal du give hende det.”

— Men hvorfor skulle Maxime gå efter børnene? spurgte Élise, mens hun med rystende fingre brød seglet på konvolutten. — Vi ejer jo ingenting.

— I ejer mere, end du tror, sagde Colette stille. — Læs brevet.

Élise foldede de tætskrevne ark ud. Det var som at høre Juliens rolige, varme stemme tale direkte til hende fra den anden side:

”Min elskede Élise. Hvis du læser disse linjer, betyder det, at min bror har vist sit sande ansigt, og at du står i en kamp, jeg så inderligt håbede at skåne dig for. Tilgiv mig, at jeg holdt dette hemmeligt for dig i mine sidste måneder, men du havde allerede nok sorg at bære på, og jeg ville ikke trække dig ind i en bitter familiefejde, mens jeg stadig var i live.

Du har altid troet, at gården, vi boede på i ni år, tilhørte en gammel udlejer, og at vores familie ingen penge havde. Sandheden er en anden. Da min far døde for tolv år siden, efterlod han en betydelig formue og de store skovarealer nord for Rodez. For at undgå arveafgift og sikre fremtiden oprettede han en familiefond. Fonden blev låst under én streng betingelse: Pengene og jorden skulle tilfalde den af hans sønner, der stiftede familie, og skulle gå ubeskåret videre til børnebørnene, når det ældste barnebarn fyldte 11 år. Mathis fylder 11 til januar.

Maxime fik ingen børn, og han har gennem årene spekuleret sin egen arv væk i fejlslagne forretninger. Mens jeg lå på hospitalet, opdagede jeg, at Maxime i hemmelighed havde belånt sin virksomhed til op over begge ører.Hans eneste redning fra personlig konkurs er at få kontrol over familiefonden inden januar. Da jeg døde, troede han, at vejen var banet. Men fondens vedtægter er klare: Så længe du har forældremyndigheden over Mathis, Clara og Noé, er det dig, der som værge administrerer børnenes arv – en værdi på næsten 1,2 millioner euro.

Det var også Maxime, der gennem et stråmandsfirma opkøbte vores gamle gård efter min død og fik den nye ’ejer’ til at smide dig ud med 24 timers varsel. Han gjorde det for at gøre dig hjemløs, så han bagefter kunne erklære dig uegnet som mor og overtage forældremyndigheden – og dermed fuld dispositionsret over fonden.

I denne konvolut ligger kopierne af fondens originale stiftelsesdokument, bankudskrifterne og beviset på Maximes ulovlige stråmandskøb af vores hjem, som en gammel ven i banken hjalp mig med at skaffe, før jeg blev for svag. Hvis du har brug for en mand, der ikke lader sig skræmme, så find Gabriel Lenoir. Han ved, hvad ære er. Kæmp for vores børn, min elskede. Jeg er hos jer i hjertet. Altid. – Julien.”

Élise sad længe helt ubevægelig, mens tårerne lydløst dryppede ned på papiret. Hun følte en blanding af dyb sorg, vrede over Maximes kynisme og en overvældende taknemmelighed over for den mand, der selv på sit dødsleje havde tænkt på, hvordan han kunne beskytte dem.

Hun så op på Colette.
— Du vidste, at Maxime stod bag, da vi blev sat på gaden?

Colette bøjede hovedet i dyb skam.
— Jeg anede det ikke i starten. Maxime bildte mig ind, at du selv var flyttet, fordi du havde fundet en ny mand og ikke ville have noget med os at gøre. Men i går aftes kom han hjem til mig og pralede med, at han havde fundet dig, og at han på mandag ville få retten til at fjerne børnebørnene fra dig, så han endelig kunne få fat i din svigerfars fond. Da gik det op for mig, at Julien havde haft ret i alt. Jeg har været blind i så mange år, Élise. Jeg svigtede Julien, da han levede. Jeg nægter at svigte hans børn nu. Jeg vil vidne mod Maxime i retten, hvis det bliver nødvendigt.