Élise så på profilen af den mand, der havde åbnet sin dør for dem, da de kun havde 43,50 euro og en gammel taske. Manden, der havde lært Mathis at snitte i træ, som tålmodigt lyttede til Claras historier ved aftensmaden, og som uden tøven havde tilbudt hende halvdelen af sin gård for at beskytte hende mod en uretfærdighed.
Hun lagde forsigtigt sin hånd oven på hans store, ru hånd på rattet. Gabriel stivnede et sekund, før han langsomt vendte hovedet og så på hende.
— En kontrakt er en kontrakt, Gabriel Lenoir, sagde Élise med et blødt smil. — Og Julien sagde, at du er en mand, der holder ord. Det er jeg også.
Hun kiggede op mod stuehuset, hvor Mathis, Clara og Noé netop kom løbende ud på trappen for at tage imod dem.
— Desuden, tilføjede hun stille, — ville dette hus blive alt for stille uden os. Og jeg tror endelig, at vi er kommet hjem.






