Netop da gik døren til stalden op, og Gabriel kom ind sammen med børnene, hvis kinder var røde af efterårsluften. Da Mathis og Clara så deres farmor, stoppede de usikkert op i døråbningen.

Élise rejste sig, tørrede sine øjne og gav Gabriel et blik, der sagde alt. Hun rakte ham Juliens brev. Gabriel læste det igennem i tavshed. Hans kæbe spændtes, men da han kiggede op, nikkede han blot roligt til Élise.

— Det ser ud til, at Maître Chabert får endnu mere travlt i morgen tidlig, sagde Gabriel tørt.

Mandag formiddag klokken ti mødte Maxime op på kommunekontoret i Rodez, flankeret af sin skarpt klædte advokat og en repræsentant fra børne- og familieforvaltningen, som han havde hastet ind til et krisemøde. Maxime havde taget sit mest bekymrede ansigtsudtryk på og var netop i gang med at forklare sagsbehandleren, hvor tragisk det var, at hans svigerinde var brudt psykisk sammen og levede under kummerlige forhold med børnene.

Døren til mødelokalet gik op. Ind trådte Élise, klædt enkelt og pænt, efterfulgt af Gabriel i sit stiveste puds, Colette Moreau og den gamle notar, Maître Chabert.

Maxime blegnede, da han så sin mor ved Élises side.
— Mor? Hvad laver du her?

— Jeg er her for at sikre, at sandheden kommer frem, Maxime, svarede Colette koldt og satte sig.

Før Maximes advokat kunne nå at fremlægge sin begæring om nødfjernelse af børnene på grund af hjemløshed, åbnede Maître Chabert sin mappe og lagde en række dokumenter på bordet foran sagsbehandleren.

— Før vi spilder det offentliges tid med grundløse beskyldninger, sagde den gamle notar med autoritet i stemmen, — vil jeg gerne fremlægge fru Élise Moreaus faktiske forhold. Her er en tinglyst, tidsubegrænset brugsret til en bolig på 140 kvadratmeter med egen have på Lenoir-ejendommen. Her er en fast, uopsigelig ansættelseskontrakt med en løn, der ligger pænt over gennemsnittet i departementet. Og her er udtalelser fra børnenes skolelærer fra i morges, der beskriver tre særdeles velplejede, glade og velfungerende børn.

Sagsbehandleren kiggede forbløffet gennem papirerne og sendte derefter Maxime et skarpt, spørgende blik.
— Hr. Moreau, i Deres anmeldelse står der, at familien er uden fast bopæl og midler?

Maxime stammede og blev rød i hovedet.
— Det… det er fup! De papirer må være blevet lavet i al hast for at dække over forholdene!

— De papirer er fuldt lovlige og tinglyste, sagde Maître Chabert roligt. — Men når vi nu er samlet, har fru Moreau en modanmeldelse, som vi netop har indleveret til statsadvokaten.

Notaren skubbede kopierne fra Juliens konvolut hen over bordet – lige foran Maximes advokat.

— Disse dokumenter, indsamlet af afdøde Julien Moreau, beviser, at hr. Maxime Moreau via et skuffeselskab opkøbte sin brors lejemål med det ene formål ulovligt at fremprovokere en udsættelse af en enke og tre mindreårige børn. Formålet var at tilrane sig værgemålet over børnenes mødrene og fædrene arv i Moreau-familiefonden på 1,2 millioner euro for at dække en personlig gæld i hans eget firma.

Der faldt en lammende stilhed over lokalet. Maximes advokat læste hurtigt de første sider, blegnede og lukkede langsomt sin egen mappe i. Han lænede sig hen mod Maxime og hviskede noget sammenbidt, hvorefter han rejste sig.

— Under henvisning til disse nye oplysninger trækker jeg mig øjeblikkeligt som juridisk repræsentant for hr. Maxime Moreau, sagde advokaten kort, bukkede for sagsbehandleren og forlod lokalet.

Maxime sad tilbage som forstenet. Hans blik flakkede fra sagsbehandlerens vrede ansigt til sin mor, der blot så på ham med dyb sorg, og til sidst til Élise og Gabriel.

— Du hører fra politiet vedrørende forsøg på bedrageri og ulovlig tvang, Maxime, sagde Élise stille. Der var ingen triumf i hendes stemme, kun en endelig, urokkelig afslutning. — Du kommer aldrig i nærheden af mine børn igen.

Da de trådte ud på trappen foran kommunekontoret, brød solen gennem de tunge novemberskyer. Colette krammede Élise længe og lovede at komme på besøg på gården den følgende søndag – denne gang som en rigtig farmor for børnene.

På køreturen tilbage i Gabriels gamle pickup sad Élise og kiggede ud over de grønne bakker i Aveyron. Med arven fra fonden, der snart ville blive frigivet til børnenes fremtid, og med oprejsningen over for Maxime, var hun nu økonomisk uafhængig. Hun kunne købe et hus i byen. Hun kunne flytte tilbage til deres gamle gård, som nu juridisk set ville falde tilbage i fondens eje. Hun behøvede ikke længere at arbejde for kost og logi.

Da Gabriel parkerede bilen foran stuehuset, hvor Praline allerede kom løbende logrende dem i møde, blev han siddende et øjeblik med hænderne på rattet. Han så lige frem for sig.

— Med de penge fra fonden, sagde Gabriel lavt, og hans stemme var en anelse mere rusten end normalt, — behøver du ikke længere den kontrakt, vi lavede hos notaren i går. Du kan købe dit eget sted til dig og børnene. Jeg… jeg skal nok bede Maître Chabert om at ophæve bindingen, så du er fri til at rejse, når du vil.