Da den sorte sedan var forsvundet ud ad indkørslen, blev der helt stille i køkkenet. Clara begyndte at græde stille, og Élise knælede straks ned og tog alle tre børn i sine arme.
— Han tager os ikke, vel, mor? hviskede Mathis. Hans stemme rystede, selvom han forsøgte at være modig.
— Aldrig, lovede Élise og kyssede hans pande. — Jeg sværger, at vi bliver sammen.
Da børnene senere var faldet til ro på deres værelser, sad Élise tilbage ved bordet og stirrede på advokatkuverten. Hendes hænder rystede let nu, hvor børnene ikke kunne se det. Hun vidste, at Maxime havde penge og forbindelser i Rodez. Hvis myndighederne kom på uanmeldt besøg, stod hun på papiret uden officiel ansættelse, uden lejekontrakt og uden opsparing. Hun boede teknisk set blot til låns hos en mand, hun kun havde kendt i to måneder.
Gabriel satte to krus dampende urtete på bordet og satte sig over for hende.
— Hvad vil han i virkeligheden? spurgte Gabriel lavt. — En mand som ham tager ikke tre børn til sig af kærlighed, når han ikke har set til dem i otte måneder.
Élise så træt op.
— Jeg ved det ikke. Maxime har altid kun tænkt på penge og status. Da Julien blev syg, trak han sig helt væk. Men hvis han gør alvor af sin trussel, har han loven på sin side. På papiret har jeg intet at tilbyde børnene. Jeg er hjemløs, Gabriel.
Gabriel så længe på sine egne store, arbejdsramte hænder, før han løftede blikket og mødte hendes øjne.
— Så må vi sørge for, at papirerne fortæller en anden historie, sagde han roligt. — I morgen tidlig tager vi ind til landsbyen. Jeg kender notaren, Maître Chabert. Vi får vores situation bragt i formel orden, før din svoger overhovedet når at drikke sin morgenkaffe.
— En ansættelseskontrakt? spurgte Élise med et spinkelt håb i stemmen.
— Mere end det, svarede Gabriel. — Hvis Maxime vil kæmpe med paragraffer, skal han få paragraffer. Vi skriver en fuldgyldig, uopsigelig ansættelseskontrakt som forvalter af gården med fast løn, tilbagevirkende fra den dag, du trådte ind ad døren. Og vi opretter et officielt, tinglyst brugsretsdokument på hele østfløjen af stuehuset i dit navn. Ingen dommer i Frankrig kan kalde dig hjemløs eller ustabil, når du har tinglyst boligret og fast indkomst.
Élise stirrede målløs på ham.
— Gabriel, det kan jeg ikke tage imod. Hvis du tinglyser en brugsret og en uopsigelig kontrakt, binder du dig selv og din gård til os i årevis.
— Julien hjalp mig engang, da banken ville tage mine marker efter et år med tørke, sagde Gabriel stille. Det var første gang, han fortalte hele sandheden om deres møde i Rodez. — Han kautionerede ikke med penge, for han havde ingen selv. Men han gav mig halvdelen af sit eget såsæd og kom herover tre weekender i træk med sin traktor for at hjælpe mig med at pløje, uden at kræve en eneste franc. Han reddede denne gård, Élise. Nu redder gården hans familie. Det er ikke velgørenhed. Det er retfærdighed.
Næste morgen, selvom det var søndag, åbnede den gamle notar Maître Chabert sit kontor for Gabriel. I løbet af to timer blev alle dokumenter udarbejdet, stemplet og registreret digitalt i det officielle register. Gabriel indbetalte desuden to måneders løn direkte på en nyoprettet bankkonto i Élises navn og sørgede for, at skolen og kommunen fik øjeblikkelig besked om hendes officielle adresse og ansættelse.
Da de kørte tilbage mod gården ved middagstid, følte Élise for første gang i måneder, at hun kunne trække vejret helt ned i lungerne. De havde bygget et juridisk skjold omkring børnene.
Men søndagen var endnu ikke forbi.
Kort efter klokken fire om eftermiddagen, mens skumringen begyndte at sænke sig over bakkerne, lød der igen motorstøj på gårdspladsen. Denne gang var det ikke Maximes luksusbil, men en gammel, rusten blå Peugeot.
Ud af bilen steg Colette Moreau – Juliens og Maximes mor.
Élise stivnede på dørtrinnet. Hendes forhold til svigermoderen havde altid været køligt og distanceret. Colette var en stolt, indesluttet kvinde, der i årevis havde ladet sig dominere og manipulere af sin ældste søn, Maxime, som altid var hendes erklærede favorit. Siden Juliens begravelse havde Élise knap nok hørt fra hende.
Men den kvinde, der nu gik langsomt over gårdspladsen, så ikke stolt ud. Hun så gammel, nedbrudt og uendeligt træt ud. Hendes øjne var rødkantede, og hun knugede en gammel håndtaske ind til brystet.
— Colette? sagde Élise tøvende. — Hvis Maxime har sendt dig for at overtale mig…
— Maxime har ikke sendt mig, afbrød Colette med en hæs, rystende stemme. — Han aner ikke, at jeg er her. Kan vi… kan vi gå indenfor, Élise? Mine ben kan snart ikke bære mig længere.






