Hver morgen vågnede Adrien før daggry. Han gik ud i det store køkken, hvor Sophie allerede var i gang med at brygge kaffe og stille morgenmad frem til drengene. Hendes rolle i hjemmet var glidende, men afgørende forandret. Hun bar ikke længere de orange rengøringshandsker som et skjold mod omverdenen; hun bevægede sig gennem rummene med den naturlige værdighed, der tilhører en kvinde, som har reddet to sjæle fra et tavst fangenskab.
— De ser trætte ud, Adrien, bemærkede hun en tidlig tirsdag morgen, mens hun skænkede en kop sort kaffe til ham.
— Jeg har gennemgået regnskaberne for fonden igen, svarede han og gned sig over de tunge øjenlåg. — Claire efterlod mere end blot afsløringen af Juliens underslæb. Hendes private notesbøger indeholder navne, som politiet dengang ikke lagde vægt på. De fokuserede kun på transaktionerne, der ledte direkte til Victorias hemmelige konti i Luxembourg.
Sophie standsede op med kaffekanden i hånden. Hendes mørke øjne blev faste.
— Skal De virkelig rode mere op i det, herre? Retssagen er afsluttet. Dommen faldt for seks måneder siden. Victoria afsoner sin straf, og Julien Marchand kommer ikke ud foreløbigt. Hvad mere leder De efter?
— Retfærdighed er ikke altid det samme som en fældende dom, Sophie. Julien og Victoria handlede ikke alene. Penge i den størrelsesorden flytter sig ikke gennem franske storbanker uden hjælp indefra. Claire vidste det. Og hvis hun vidste det, vidste Julien også, at hun udgjorde en trussel for flere end blot ham selv.
Lucas og Mathis kom løbende ind i køkkenet i det samme. Deres latter brød den tunge stemning. De var vokset flere centimeter det seneste år, deres spinkle kroppe var blevet mere robuste, og de mørke rande under deres øjne var for længst forsvundet, erstattet af den glød, som tryghed giver.
— Far, skal vi ud til hestene i dag? spurgte Mathis og greb fat i Adriens trøje.
— Lørdag, min ven. I dag er det skole, svarede Adrien og smilede, mens han kyssede drengen på panden.
Lucas betragtede sin far med det vågne, alt for opmærksomme blik, som han havde beholdt siden den nat. Lucas glemte aldrig. Hvor Mathis bearbejdede smerten gennem bevægelse og tegninger, bar Lucas på en stille iagttagelsesevne, der ofte mindede Adrien uhyggeligt meget om Claire.
— Du tænker på mor igen, sagde Lucas dæmpet.
Adrien satte sig på hug, præcis som han havde gjort foran kæppen den aften, da sandheden eksploderede.
— Jeg tænker på, hvordan vi passer bedst på alt det, hun elskede, Lucas. Dig. Mathis. Og sandheden.
Lucas nikkede alvorligt.
— Den røde dame kommer aldrig tilbage, vel?
— Aldrig, lovede Adrien. — Ingen lukker hende nogensinde ind her igen.
Men ordene gav et stik i Adriens samvittighed. For blot to dage tidligere havde han modtaget et brev fra kvindefængslet i Rennes. Et håndskrevet brev adresseret til ham personligt. Han havde endnu ikke åbnet det. Det lå gemt i hans skrivebordsskuffe på kontoret på førstesalen — det kontor, Claire engang havde forsøgt at forsvare med sit liv.
Da drengene var sendt i skole med privatchaufføren, gik Adrien op ad den store trappe. Hver gang hans fod ramte det fjerde trin fra toppen, mærkede han et svagt gys. Det var der, Claires hæl var gledet. Det var der, træet var blevet mærket af den mørke kæp. Han gik ind på kontoret, lukkede døren bag sig og satte sig ved det tunge mahogniskrivebord.
Han trak skuffen ud. Det hvide kuvertomslag med det officielle fængselsstempel lå øverst. Med en papirkniv sprættede han det op.
Victorias skrift var genkendelig: sirlig, kontrolleret, præget af den elegance, hun altid havde fremvist som en maske.
“Adrien.
Jeg ved, at du foragter mig. Det har du al ret til. Jeg forventer hverken tilgivelse eller barmhjertighed. Men du begår en frygtelig fejl, hvis du tror, at Julien Marchand var hjernen bag det hele. Julien var en fej kujon, der handlede i desperation. Den mand, der sendte ham til dit hus den aften — den mand, der forlangte mappen med dokumenterne for enhver pris — sidder stadig i din bestyrelse. Hvis du fortsætter med at bruge Claires fond til at granske overførslerne fra 2023, bringer du ikke kun dig selv i fare. Du udsætter dine sønner for præcis de samme kræfter, som kostede Claire livet. Tag imod dette råd fra en kvinde, der allerede har mistet alt: Stop.”
Adrien lod papiret falde ned på bordpladen. Hans vejrtrækning blev overfladisk. I hans bestyrelse?
Delcourt Industries var et gammelt familiefirma, men under ekspansionen for fem år siden havde Adrien optaget eksterne investorer. Bestyrelsen talte kun fem medlemmer foruden ham selv: to repræsentanter for en parisisk investeringsfond, hans mangeårige juridiske rådgiver Maître Laurent Vaneau, samt Marc Chardin — hans afdøde fars nærmeste ven og forretningspartner gennem tre årtier.
