Marc Chardin havde været som en onkel for Adrien. Han havde holdt tale ved Claires begravelse. Han havde grædt åbent i kirken. Han havde tilbudt at overtage Adriens administrative byrder i månederne efter tragedien, så Adrien kunne koncentrere sig om børnene.
Kunne det passe? Eller var brevet blot Victorias sidste, desperate forsøg på at så splid og forgifte hans sind indefra, selv bag fængslets mure?
DEL 5 — SPOR I MØRKET
Adrien kontaktede hverken politiet eller bestyrelsen med det samme. Erfaringen havde lært ham, at forhastede skridt blot gav modstanderen tid til at slette spor. Han opsøgte i stedet Gérard Mercier, en pensioneret efterforsker fra det franske kriminalpoliti, som han havde hyret til at lede fondens undersøgelser for andre udsatte familier.
Mercier var en mand i slutningen af tresserne med gråsprængt skæg, tunge øjenlåg og en urokkelig mistro over for pæne facader. De mødtes på en diskret café i det latinske kvarter, langt væk fra finansdistriktets spejlglasbygninger.
Mercier læste brevet igennem to gange uden at fortrække en mine.
— Hvad tænker De? spurgte Adrien utålmodigt.
— Jeg tænker, at indsatte sjældent lyver om andre medskyldige, medmindre de har noget konkret at vinde ved det, sagde Mercier og lagde brevet på bordet. — Og Victoria har intet at vinde her. Hendes appel blev afvist for tre måneder siden. Hun får ingen nedsættelse af sin straf ved at advare Dem anonymt eller privat. Det her er ikke en tilståelse; det er en advarsel fra en person, der ved, hvor dybt nettet rækker.
— Hvem af dem kunne det være? Marc Chardin? Han var som en far for mig, Gérard. Han bar Claires kiste.
— Netop de mænd, der bærer kisten, har undertiden størst interesse i at sikre sig, at låget forbliver lukket, bemærkede Mercier tørt. — Fortæl mig om regnskaberne. Claire fandt beviser på underslæb gennem Julien Marchand. Men hvor løb pengene hen?
— Ifølge politirapporten endte de på konti tilhørende stråselskaber i Panama og Cypern, som Victoria havde adgang til. Hun brugte midlerne til at opretholde sin ekstravagante livsstil og dække spillegæld, som Julien havde opbygget.
— Det var den officielle konklusion, ja, sagde Mercier og tændte en cigaret. — Men tolv millioner euro forsvinder ikke i spillegæld og dyre tasker på to år. Hvor blev restbeløbet af? Ni millioner euro mangler stadig i det store puslespil. Hvis Marc Chardin eller en anden i bestyrelsen orkestrerede overførslerne, var Julien blot en simpel brik, der blev ofret, da Claire kom for tæt på.
Adrien greb sit kaffekrus så hårdt, at knoerne hvidnede.
— Hvis nogen i min egen kreds var meddelagtig i, at min kone døde for foden af den trappe, og bagefter så mine drenge græde uden at blinke… så er retssalen for mild en skæbne for dem.
— Rolig nu, Delcourt, sagde Mercier strengt. — Vrede er en dårlig efterforsker. Hvis De mister besindelsen, opdager de, at De leder. Vi gør det metodisk. Hvem havde adgang til Claires personlige computer i dagene efter hendes død, før politiet beslaglagde den?
Adrien tænkte tilbage. Dengang var alt et slør af chok, beroligende piller og gråd.
— Huset var åbent for familien og nære venner. Marc var der. Han hjalp mig med at ordne hendes papirer til begravelsen. Han tilbød at gennemgå hendes firmarelaterede dokumenter, så jeg ikke behøvede at se på dem.
Mercier nikkede langsomt.
— Og der har vi det. Hvis Julien og Victoria fejlede i at få fat i mappen den nat, vidste deres bagmand, at dokumenterne stadig befandt sig et sted i huset. Mappen med udskrifterne blev aldrig fundet af politiet, vel? De fandt kun optagelsen på telefonen, som var gemt i en slettet mappe.
— Nej, bekræftede Adrien. — Mappen var væk. Vi antog, at Julien havde taget den med sig, da han flygtede.
— Men Julien hævdede under afhøringerne, at han aldrig nåede at finde den, fordi Claire skreg, og børnene kom ud. Hvis Julien ikke tog den, og Victoria ikke havde den på sig, da hun blev anholdt et år senere… hvem tog den så?
Svaret faldt som en kold sten i Adriens mave.
Nogen havde hentet beviserne, mens Adrien sørgede.
DEL 6 — HUSET, DER HUSKER
Samme aften vendte Adrien tilbage til sit hjem. Han parkerede bilen i indkørslen og betragtede villaen udefra. De store vinduer i stueetagen kastede et varmt, gult lys ud over plænen. Indenfor kunne han se silhuetterne af Sophie og drengene ved spisebordet. De tegnede. Mathis viftede med et stykke papir, og Sophie lo.
Det var dette liv, han kæmpede for at beskytte. Dette skrøbelige hjem, som var blevet krænket to gange: først den nat Claire faldt, og derefter gennem Victorias atten måneders løgnagtige tilstedeværelse.
