Chardins smil stivnede en anelse, men han genvandt lynhurtigt sin rolige facade. Han satte sig ned igen og foldede hænderne på bordet.
— Hvad taler du om? Er der nye problemer med Victorias advokater? Jeg troede, den sag var endeligt afsluttet.
— Sagen mod Victoria er afsluttet, ja. Hun tog straffen for uagtsomt manddrab under skærpende omstændigheder, for dokumentfalsk og for meddelagtighed i underslæb. Men sagen om de ni millioner euro, der forsvandt fra vores datterselskaber, er langtfra lukket.
Marc trak på skuldrene med et medfølende suk.
— Penge, Adrien. Penge, som Julien Marchand formøblede. Vi må afskrive det tab. Virksomheden er stærk nok til at bære det.
— Julien formøblede dem ikke, Marc. Han overførte dem til offshore-konti kontrolleret af et holdingselskab kaldet ‘Aegis Maritimus’.
Chardins øjenbryn løftede sig knap mærkbart, men Adrien bemærkede, hvordan mandens pegefinger ubevidst begyndte at tromme let mod bordpladen.
— Et ukendt selskab for mig, sagde Marc køligt.
— Ikke for Claire, fortsatte Adrien med lav, kontrolleret stemme. — Tre dage før hun døde, fandt Claire stiftelsesdokumenterne for netop dette selskab. Hun fandt ud af, at Julien Marchand blot var en stråmand, der handlede på instrukser fra den reelle ejer. Og den reelle ejer ejede 51 procent af aktierne via en advokat i Genève. Claire printede bankoverførslerne ud og lagde dem i en blå lædermappe. Den mappe, som Julien og Victoria forgæves forsøgte at fravriste hende den nat på reposen.
Tavsheden i rummet blev tung og trykkende. Udenfor vinduerne flød Paris’ travle trafik forbi, men herinde var luften som suget ud af rummet.
— Adrien, sagde Marc med en stemme, der pludselig manglede sin tidligere varme. — Hvad prøver du at sige?
— Jeg siger, at Victoria ringede til dig den nat, Marc. Klokken var 23.14. Claires hjerte slog stadig, da du trådte ind ad døren i mit hjem. Du gik forbi min døende kone for foden af trappen. Du gik op på hendes kontor, hentede den blå mappe, instruerede Victoria i at fjerne sporene og vente tyve minutter, før hun ringede 112, og så forsvandt du ud i mørket med dine cigarillos i lommen.
Chardin stirrede på ham. Ingen benægtelse kom over hans læber i de første ti sekunder. Hans ansigtstræk forvandledes langsomt; det faderlige, milde udtryk smeltede bort og afslørede et koldt, kalkulerende blik.
— Du har ingen beviser for den påstand, Adrien, sagde Chardin lavmælt. — Intet overhovedet. Victoria er en dømt forbryder, hvis ord er værdiløse. Og hvis du forsøger at rejse en sådan anklage mod mig offentligt, vil jeg sagsøge dig for bagvaskelse og fjerne dig som administrerende direktør for Delcourt Industries inden ugens udgang.
Adrien lænede sig frem.
— Jeg behøver ikke Victorias ord, Marc. Mine sønner så dig.
Chardin lo en kort, hæs latter.
— Seksårige børn? Tror du, en fransk domstol vil dømme en respekteret erhvervsmand på baggrund af fantasier fra to traumatiserede drenge, der knap kan kende forskel på en drøm og virkeligheden?
— De huskede kæppen, Marc. Den samme kæp, som fældede Victoria. Og de huskede dig. De huskede manden med den mørke frakke, der tog mappen fra deres mors kontor, mens hun lå og forblødte på stengulvet. Men vigtigst af alt: Du begik en fatal fejl den nat.
Chardins øjne smalnede til.
— Hvilken fejl?
— Du troede, at den blå mappe indeholdt de eneste kopier, sagde Adrien. — Men Claire var klogere end os alle sammen. Hun sendte en krypteret sikkerhedskopi af hele regnskabet til sin personlige bankboks i Crédit Agricole tre dage før sin død, med instruks om, at den kun måtte åbnes af hendes børn på deres attenårs fødselsdag — eller af mig i tilfælde af, at hendes død blev genstand for en mordefterforskning. I morges åbnede statsadvokaten den boks sammen med mig.
Chardins hånd standsede brat sin trommen. Farven svandt langsomt fra hans kinder, indtil han lignede den mand, Victoria havde været den aften i stuen: kridhvid, fanget i lyskeglen af en sandhed, han troede for evigt begravet.
DEL 8 — RETFÆRDIGHEDENS PRIS
Dørene til konferenceforværelset gik op. Der kom ingen sekretær ind med kaffe.
I stedet trådte to civilklædte betjente fra det parisiske brigade criminelle ind, anført af efterforskningsleder Dubois, manden der havde ledet den genoptagne undersøgelse af Claires død. Bag dem stod Gérard Mercier med hænderne i lommerne på sin slidte trenchcoat.
— Marc Chardin, sagde kommissær Dubois og fremviste en arrestordre underskrevet af en undersøgelsesdommer samme morgen. — De er anholdt for meddelagtighed i manddrab under skærpende omstændigheder, undladelse af at yde hjælp til en person i livsfare, tyveri af bevismateriale samt groft økonomisk bedrageri.
Chardin rejste sig langsomt. Han kiggede ikke på betjentene. Hans blik forblev naglet til Adrien.
— Din far ville have forstået mig, Adrien, hviskede han hæst. — Virksomheden var på randen af kollaps dengang. De penge reddede os alle sammen. Claire forstod ikke mekanismerne. Hun var for idealistisk. Hun ville have ødelagt alt for os.
