Han gik indenfor. Sophie mødte ham i entréen. Hun så straks uroen i hans blik.
— Adrien? Hvad er der sket?
— Hvor er drengene?
— De er næsten færdige med lektierne. Lucas har tegnet hele eftermiddagen.
Adrien gik ind i stuen. Lucas kiggede op fra bordet. Foran ham lå flere farverige ark papir, men et af dem skilte sig ud. Det var tegnet med mørke farver — sort, grå og en enkelt markant stribe af dyb rød.
Adrien trådte nærmere og så på tegningen.
Den forestillede en trappe. Nederst lå en skikkelse i blåt — den kjole, Claire havde haft på den aften. Øverst stod to skikkelser. Den ene bar rødt. Den anden var en mand, men ikke tegnet som Julien Marchand, der var lav og tætbygget. Denne figur var høj, med bred ryg og en karakteristisk krumning over skuldrene. Og i figurens hånd var der tegnet noget, der lignede en lille firkant.
Adrien mærkede en isnende kulde brede sig fra rygraden op i nakken.
— Lucas, spurgte han så blidt, han overhovedet formåede, mens han bøjede sig ned ved siden af drengens stol. — Hvem er manden på tegningen?
Lucas så på sin far med store, rolige øjne.
— Det er ham, der kom bagefter.
Adrien holdt vejret.
— Bagefter? Mener du efter politiet?
Lucas rystede på hovedet.
— Nej. Før politiet kom. Men efter mor holdt op med at råbe.
Adrien greb fat i kanten af bordet for ikke at vakle.
— Lucas… var der en mand mere i huset den nat?
Mathis holdt op med at tegne og lagde sin farveblyant fra sig.
— Han havde frakke på, sagde Mathis med spæd stemme. — Han lugtede af de der små røg-pinde, som onkel Marc ryger.
Cigarillos. Marc Chardin røg altid små hollandske cigarillos. En vane, han havde haft i fyrre år, og som altid efterlod en markant, sødlig duft af tobak i ethvert rum, han betrådte.
Sophie, som stod i døråbningen, lagde en hånd for munden.
— Gud i himlen, hviskede hun.
Adrien følte, hvordan hele grundvolden under hans tilværelse skælvede på ny.
Julien Marchand og Victoria havde fortalt sandheden under retssagen om deres eget skænderi med Claire. Men de havde udeladt det afgørende bindeled. Da Claire faldt, havde Victoria ikke blot ventet i panik. Hun havde ringet efter hjælp — men ikke til alarmcentralen. Hun havde ringet til manden, der styrede det hele.
Marc Chardin var ankommet til huset før ambulancen. Han havde hentet mappen fra Claires kontor, instrueret Victoria i, hvad hun skulle sige til politiet, fjernet sporene, og var derefter forsvundet ud i natten, inden redningsmandskabet nåede frem. Og da Victoria et år senere flyttede ind hos Adrien under påskud af at trøste den sønderknuste enkemand, var det ikke blot for at dække over sin egen brøde; det var for at holde øje med Adrien på vegne af Marc Chardin.
— Hvorfor har I aldrig fortalt mig dette før, mine skatte? spurgte Adrien med bristende stemme, mens tårerne pressede sig på.
Lucas kiggede ned på sine hænder.
— Victoria sagde, at hvis vi sagde onkel Marcs navn, ville han tage os væk fra dig. Hun sagde, at onkel Marc ejede politiet, og at du ville komme i fængsel, hvis vi sladrede.
Adrien lukkede sine øjne, og i det mørke mærkede han et brændende, iskoldt raseri, stærkere end noget, han nogensinde havde følt. Disse mennesker havde ikke blot berøvet hans børn deres mor; de havde holdt to seksårige drenge fanget i en usynlig spændetrøje af frygt og manipulation i over et år.
DEL 7 — KONFRONTATIONENS NATUR
Næste formiddag trådte Adrien ind i Delcourt Industries’ hovedsæde ved Boulevard Haussmann. Bygningen emmede af velstand, diskretion og magt. Marmorgulvene genspejlede de høje krystallysekroner, og personalet hilste ærbødigt, da han passerede receptionen.
Han tog elevatoren direkte op til syvende etage, hvor bestyrelseslokalerne lå. Han havde anmodet om et hasteindkaldt møde med Marc Chardin under påskud af at skulle drøfte fondens årsberetning og en eventuel udvidelse af aktiekapitalen.
Marc Chardin sad allerede ved det lange konferencebord i mørkt valnøddetræ. Han var en mand på tres år, ulasteligt klædt i skræddersyet gråt uldjakkesæt, med hvidt, tilbagestrøget hår og et venligt, faderligt ansigtsudtryk. På bordet foran ham lå en tændstikæske og et etui med hans velkendte cigarillos.
— Adrien, min dreng! udbrød Marc og rejste sig med åbne arme. — Du ser anspændt ud. Du arbejder for hårdt med den fond. Du må lade de døde hvile og tænke på drengene og din egen fremtid.
Adrien gengældte ikke omfavnelsen. Han satte sig langsomt for enden af bordet, lagde sin mappe foran sig og så direkte ind i Marcs øjne.
— De døde hviler sjældent, Marc, når sandheden om deres død stadig holdes fanget i løgne.
