“En bankboks?” Rosa spærrede øjnene op. “I ti år har du haft beviserne liggende, mens vi led?”

“Rosa, forstå det nu,” udbrød Luca, og for første gang mødte hans stemme en vis modstand. “Hvis jeg havde forsøgt at aflevere dem dengang, ville jeg være blevet fundet med en kugle for panden, før jeg nåede politistationen. Victor havde folk overalt – politiet, revisorerne, endda nogle af vores egne forretningsforbindelser. Jeg var nødt til at bygge en sag op, som var så vandtæt, at selv ikke hans indflydelse kunne feje den væk under gulvtæppet. Og det krævede tid. Det krævede, at jeg blev usynlig.”

Stilheden faldt tungt over rummet igen. Rafael drejede sig om, gik over mod sengen, hvor Luca sad, og rakte ham hånden.

Det var en langsom bevægelse. Ingen dramatiske kram; det lå ikke til de to brødre. Men da deres håndflader mødtes, var det et fast greb, der sagde mere end tusind ord. Ti års sorg blev lukket ud i det lille rum på klinikken, erstattet af en kold, klar virkelighed: kampen mod Victor var ikke slut, den var først lige begyndt for alvor.

Kapitel 16: Retssalen og skyggerne
Tre måneder senere var retsbygningen i centrum af hovedstaden belejret af journalister. Billeder af Victor i håndjern havde prydet forsiderne af alle større aviser. Retssagen mod ham var blevet betegnet som årtiets erhvervsskandale.

Rafael sad på tilhørerpladserne sammen med Rosa og lille Mia, der havde fået lov til at sidde på skødet af sin onkel – en mand, hun knapt kendte, men som hun hurtigt havde lært at holde af, især efter han lovede at lære hende at genkende ægte insekter fra falske.

Victor stod i vidneskranken. Han så ikke ud som den selvsikre, upåklageligt dressede rådgiver, der plejede at gå ind og ud af Rafaels kontor med et vindende smil. Hans hår var gråsprængt, dragten sad løst på hans indfaldne skuldre, og hans blik flakkede mellem dommeren og tilhørerne.

“Tiltalte,” sagde dommeren med en kold og skarp stemme. “Anklagemyndigheden har fremlagt omfattende beviser, herunder de originaldokumenter, som blev fundet i bankboksen, samt lydoptagelsen, der bekræfter Deres medvirkning til mordforsøget på Luca samt den systematiske udhuling af selskabets midler. Har De nogen bemærkninger?”

Victor rejste sig langsomt op. Han så på Rafael. Der var ingen anger i hans øjne – kun en iskold bitterhed.

“Jeg gjorde blot det, der var nødvendigt for at holde virksomheden i live,” sagde Victor med en stemme, der skar igennem salen som glas. “Rafael var for blødhjertet. Han ville have kørt det hele i sænk på to år med sine naive idealer. Jeg tog blot roret, da ingen andre turde.”

En bølge af mishag rullede gennem retslokalet. Dommeren bankede med sin hammer. “Det er ikke et forsvar, det er en tilståelse af grov økonomisk kriminalitet og medvirken til uagtsomt manddrab og brandstiftelse.”

Da dommen faldt – tolv års ubetinget fængsel uden mulighed for prøveløsladelse i de første otte år – rejste Rafael sig ikke. Han sad bare og så på manden, der i næsten halvdelen af hans liv havde siddet ved hans side som en bror, mens han i virkeligheden sugede livet ud af alt, hvad deres familie havde opbygget.

Da de forlod retsbygningen, blæste en skarp efterårsvind ind fra havnen. Mias gule kjole blafrede i vinden, og hun klemte sin fars hånd hårdere.

“Far?”spurgte hun, mens de gik mod den ventende bil.

“Ja, skat?”

“Er det onde insekt væk nu?”

Rafael kiggede ned på hende, et træt, men ægte smil brede sig over hans ansigt. Han strøg hende over håret.

“Ja, Mia. Insektet er fanget. Og denne gang kommer det aldrig frem igen.”

Kapitel 17: Et nyt kapitel på godset
Livet på det gamle gods uden for byen vendte langsomt tilbage til en form for normalitet, selvom ingenting nogensinde blev helt det samme. Salonerne, der engang havde været fyldt med mistillid og skjulte dagsordener, åbnede nu dørene for rigtige samtikler. Luca var flyttet ind i et af de ældre sidehuse, hvor han langsomt genopbyggede sit liv, omgivet af bøger, tegninger og de minder, han havde forsøgt at glemme i ti lange år.

En solrig eftermiddag sad Rosa på terrassen med en kop kaffe i hånden, mens hun kiggede ud over haven. Mia løb rundt på græsplænen og forsøgte at fange rigtige sommerfugle med et lille net, hun havde fået i fødselsdagsgave af sin onkel.

Luca kom gående ad grusstien med hænderne i lommerne. Han standsede et øjeblik og kiggede på sin niece, før han satte sig i stolen ved siden af Rosa.

“Det er en underlig fornemmelse,” sagde han lavt og kiggede på sine arrede hænder. “At vågne op om morgenen og vide, at man ikke behøver at se sig over skulderen længere.”

Rosa kiggede på ham, hendes blik mildere end længe. “Du burde have sagt det før, Luca. Vi kunne have klaret det sammen.”