Pierce Carringtons stemme knækkede let i det sidste ord. Han rettede på sit silkeslips, men bevægelsen afslørede ham; hans fingre rystede, så manchetknapperne af platin klirrede svagt mod manchetterne.

»Hvad det betyder?« gentog jeg roligt. Min stemme var hæs af smerten, der stadig dunkede som en hidsig flamme over mit venstre skulderblad, men den var fuldkommen stabil. »Det betyder, hr. Carrington, at før jeg vaskede gulve i Ashbourne House, tilbragte jeg syv år som ledende retsmedicinsk revisor for Securities and Exchange Commission, med en bachelor i biokemi fra Johns Hopkins og ti års erfaring i at gennemskue mennesker, der forsøger at skjule råddenskab bag poleret overflade.«

En kvælt hvisken kruset gennem balsalen. De to kvinder ved kaminen, som før havde dækket deres smil med juvelbesatte hænder, sank et par skridt tilbage. Bankfolkene holdt op med at lade som om, deres champagneglas var interessante.

Dominic Vale flyttede ikke blikket fra mig. Hans mørke uldjakke, der hvilede over mine skuldre, holdt på hans kropsvarme – en tung, beroligende varme, der lugtede svagt af cedertræ, kold novemberluft og meget dyr tobak.

»En nålestikpunktering,« gentog Dominic. Hans stemme var lav, men den besad den der særlige resonans, som altid fik rummet til at trække sig sammen om ham. »Fortsæt, Nora.«

»Årgangen var en Château Latour 1961,« sagde jeg og pegede ned mod den mørkerøde pøl, der fortsatte med at æde sig ind i det cremefarvede uldtæppe. »En af de mest forfalskede og overvågede vine i verden. Forseglingen var original rød bivoks, men tre millimeter under seglets øverste kant var voksen blevet smeltet let med en mikroloddekolbe for at dække over et nålehul. Nålen var en gauge 22 – typisk for medicinske infusionssæt. Og dampen, som steg op, da decanteren blev fyldt for ti minutter siden, bar ikke kun aromaen af solbær, trøfler og grafit.«

Jeg tog et skridt frem. Gulvet knasede svagt under mine flade arbejdssko.

»Der var en undertone af bitre mandler, ledsaget af en metallisk, næsten ozonagtig skarphed. Cyanid har en sødlig mandelduft, men den fordamper hurtigt i alkohol. Det her var noget andet. Kaliumcyanid blandet med dimethylsulfoxid for at fremme optagelsen gennem mundslimhinden, sandsynligvis doseret, så et enkelt glas ville have forårsaget et respirationsstop inden for fire minutter. Netop i tide til, at hr. Vale ville have kollapset på scenen, mens han gav sit friertale-svar.«

Pierces ansigt skiftede fra blegt til en kridhvid, næsten grønlig tone. »Det er absurd! Hun er gal. Hun har digtet en historie for at redde sit eget skind efter at have ødelagt en vin, der koster mere end hendes samlede årsløn!«

»Pierce,« sagde Dominic.

Det var alt. Blot hans navn. Men Pierce lukkede munden i så brat, at man kunne høre hans tænder klapre mod hinanden.

Blair stod forstøvet mellem os. Hendes åndedræt gik hurtigt og overfladisk, og brystet hævede sig under den hvide silke. Hun så på sin bror, så på Dominic, og derefter ned på resterne af ridepisken, som lå knækket i to stykker ved hendes fødder. For første gang den aften syntes det at dæmre for hende, at hun ikke befandt sig i et society-teater, hvor hendes efternavn garanterede hende applaus, men på kanten af en afgrund.

»Dominic, skat,« hviskede hun med en stemme, der forsøgte at genfinde sin vante, kælne arrogance. »Hører du overhovedet på, hvad hun siger? Det er en tjenestepige! Hun forsøger at kaste skylden over på min familie. Pierce skaffede den flaske personligt fra vores private kælder i Geneve som en gestus. Hvorfor i alverden skulle han…«

»Det er et fremragende spørgsmål,« afbrød Dominic hende. Han vendte sig om mod en høj mand i mørkegråt jakkesæt, som stod diskret ved de store dobbeltdøre mod forhallen. »Matteo.«

Manden trådte frem uden en lyd. Matteo var Dominics sikkerhedschef – en mand med et ar, der løb fra øreflippen til struben, og øjne, der aldrig blinkede unødigt.

»Luk dørene,« sagde Dominic. »Ingen forlader balsalen. Hverken gæster, tjenere eller musikere. Sluk for musikanlægget. Tilkald doktor Mercer fra vores medicinske facilitet nede i kælderen, og bed ham medbringe et toksikologisk testsæt.«

»Dominic, det her er en skandale!« råbte en ældre mand i smoking – Arthur Van Der Bilt, en af de store bankdirektører. »Du kan ikke holde Chicagos elite som gidsler på grund af en paranoide tjenestepiges vrøvl!«

Dominic drejede langsomt hovedet mod ham. Hans grå øjne var flade og tomme for enhver form for varme.

»Arthur,« sagde Dominic roligt. »Hvis Nora tager fejl, får du en kasse Romanée-Conti leveret til dit kontor i morgen tidlig med en personlig undskyldning. Hvis hun har ret, har nogen forsøgt at myrde mig i mit eget hjem foran to hundrede vidner. Hvis du forsøger at gå mod den dør, før vi ved besked, vil jeg gå ud fra, at du hjalp til med at hente nålen.«

Van Der Bilt lukkede munden, trak sig tilbage og forsvandt ind i mængden af stive smokinger.