Dominics private gemakker på tredje sal lignede intet andet i huset. Hvor balsalen var præget af guld, barokke spejle og pralende lysekroner til ære for hans gæster, var hans arbejdsværelse præget af mørkt valnøddetræ, vægge dækket af førsteudgaver og tunge lædermøbler. Der brændte en dæmpet ild i en simpel pejs af sort skifer, og luften lugtede af gammelt papir og single malt whisky.
Doktor Mercer var allerede deroppe. Han rensede mit sår med et antiseptisk middel, der sved som flydende ild, men jeg bed tænderne sammen og lod ikke en lyd slippe ud.
»Fem sting,« sagde Mercer og klippede den sidste tråd over. »Slaget ramte hårdt, men der er ingen muskelskader af betydning. Men du skal holde armen i ro i tre dage, frøken Vance.«
Jeg stivnede ved lyden af mit rigtige efternavn.
I ansættelsespapirerne havde jeg kun opgivet Nora Miller – et navn fra min mormors side af familien, støttet af et socialsikringsnummer, jeg havde fået gennem en gammel kontakt i forbundsregistret.
Doktor Mercer samlede sine instrumenter, nikkede kort til Dominic og forlod rummet og lukkede døren lydløst efter sig.
Dominic stod ved en skænk og hældte to fingre ravfarvet væske op i et krystalglas. Han rakte det til mig.
»Drik det. Det er ikke forgiftet. Det er en Macallan fra 1946. En af de få ting, jeg stoler på i denne verden.«
Jeg tog imod glasset med højre hånd, mens min venstre arm hvilede tungt mod min mave under en ren, hvid bomuldsskjorte, som en af stuepigerne havde skaffet mig fra linnedkammeret. Varmen fra whiskyen spredte sig langsomt i brystet på mig og dæmpede den dunkende smerte i skulderen.
»Eleanor Vance,« sagde Dominic og satte sig i lænestolen over for mig. Han krydsede benene og betragtede mig intenst over kanten af sit eget glas. »Tidligere chefanalytiker hos Finanstilsynets svindelafdeling i Manhattan. Hovedvidne i sagen mod Vantage Capital for to år siden. Sagen faldt til jorden, da din daværende forlovede, Julian Croft, plantede to millioner dollars på en hemmelig konto i dit navn på Cayman Islands og lækkede det til tabloidpressen. Du blev fyret i vanære, anklaget for insiderhandel, sortlistet fra enhver finansiel institution i den vestlige verden og efterladt med en gæld på sekshundrede tusind dollars i sagsomkostninger.«
Jeg stirrede ned i min whisky. Isen klirrede svagt.
»Du vidste det hele tiden,« sagde jeg.
»Selvfølgelig vidste jeg det,« svarede han roligt. »Tror du for alvor, at nogen bliver ansat i mit private hjem uden en fuldstændig baggrundsundersøgelse af min efterretningstjeneste? Jeg vidste, hvem du var, tre timer efter du afleverede din ansøgning til husholdersken.«
»Hvorfor lod du mig så blive? Hvorfor lade en kvinde med et ødelagt ry og en fiktiv identitet servere kaffe for dine gæster?«
Dominic bøjede sig frem. Ilden fra pejsen kastede dybe skygger over hans markante ansigtstræk.
»Fordi jeg læste din rapport om Vantage Capital, før den blev undertrykt af domstolen. Den var genial, Eleanor. Den måde, du dissekerede deres skyggeselskaber i Panama på, var et kunstværk. Det var præcis den slags matematisk præcision og nådesløse logik, som jeg selv bruger til at styre mit forretningsimperium. Og fordi jeg vidste, at en kvinde, der havde mistet alt uden at bryde sammen, ville være den mest loyale person i denne bygning, hvis hun blev behandlet ordentligt.«
Jeg lo kort – en tør, bitter lyd.
»Behandlet ordentligt? Hr. Vale, din forlovede piskede mig med en ridepisk foran halvdelen af Chicagos overklasse, fordi jeg reddede dit liv.«
»Blair var en strategisk fejl,« indrømmede han uden at tøve. Der var ingen anger i hans stemme, kun en kølig erkendelse af en taktisk fejlberegning. »Carrington-alliancen skulle have givet mig adgang til Atlanterhavsruterne uden en krig med Rossis fraktion. Blair var prisen for den alliance. En overfladisk, narcissistisk datter af en faldende overklassefamilie, som jeg troede var harmløs, så længe hun fik nok diamanter og opmærksomhed i Vogue.«
Han rejste sig, gik hen til det massive mahogniskrivebord og tog en tyk mappe frem, bundet med et rødt bånd. Han lagde den på bordet mellem os.
»Men du, Eleanor… du så det, ingen andre så. Ikke blot giften i aften. Men hele strukturen i Pierces forræderi.«
»Jeg gjorde bare mit arbejde,« sagde jeg træt. »Jeg kan ikke lide at se folk blive myrdet ved middagsbordet. Det roder så forfærdeligt på tæpperne.«
For første gang lo Dominic højt. Det var en dyb, rungende lyd, der fyldte rummet og fik de tunge gardiner til at virke mindre dystre.
»Du er fantastisk,« sagde han og rystede på hovedet. »De fleste mennesker ville have ligget på hospitalet og forhandlet om en erstatning på ti millioner dollars. Eller de ville have tigget om beskyttelse af frygt for Rossis hævn.«
