Pierce Carringtons stemme knækkede let i det sidste ord. Han rettede på sit silkeslips, men bevægelsen afslørede ham; hans fingre rystede, så manchetknapperne af platin klirrede svagt mod manchetterne.

»Rossi skræmmer mig ikke mere end de anklagere, der truede mig med tyve års fængsel i New York,« sagde jeg og så ham direkte i øjnene. »Og hvad angår penge… penge er kun nyttige, hvis man har en fremtid at bruge dem i. Hvad sker der nu, hr. Vale? Nu hvor forlovelsen er brudt, og Pierce sidder i din vinkælder?«

Dominics blik blev med ét koldt igen. Det var som at se en jernport smække i.

»I morgen morges, når børserne åbner, kollapser Carrington Enterprises. Mine mænd har allerede opkøbt deres gældsposter over de seneste tre måneder gennem stråmænd i London. Uden fusionen med mig er de insolvente. Ved middagstid ejer jeg deres havneterminaler, deres skibe og deres familieejendom ved Genèvesøen. Pierce Carrington vil tilbringe de næste ti år i et føderalt fængsel for forsøg på attentat – eller, hvis Matteo vurderer, at han er for snakkesalig, vil han forsvinde under en sejltur på floden.«

Han holdt en pause og så intenst på mig.

»Og hvad angår Marcus Rossi… så har han lige givet mig en legitim grund til at udrydde hele hans organisation fra Chicago.«

Jeg sukkede og stillede mit tomme glas på bordet. »Så jeg bør nok pakke min kuffert og finde en bus til en anden delstat i nat. Når krigen begynder, er det sjældent stuepigerne, der overlever krydsilden.«

»Du er færdig med at være stuepige, Nora,« sagde Dominic.

Jeg rynkede brynene. »Hvad mener du?«

Han åbnede mappen på bordet og skubbede et dokument hen mod mig. Det var en standardkontrakt, trykt på kraftigt papir, men tallene i bunden fik mit hjerte til at slå et ekstra slag.

»Jeg mangler en økonomisk direktør for mit holdingselskab,« sagde han. »En, der ikke lader sig blænde af mit ry. En, der kan lugte forræderi og regnskabssvindel på kilometers afstand. En, der ikke er bange for at vælte et bord til fyrre tusind dollars, når det er nødvendigt.«

Jeg stirrede på ham. »Er du vanvittig? Jeg er en dømt kvinde i pressens øjne. Enhver bank, der ser mit navn på dine regnskaber, vil slå alarm.«

»Ingen banker slår alarm mod mig,« sagde Dominic med en tone, der ikke levnede plads til tvivl. »Og hvis de gør, køber jeg banken og fyrer bestyrelsen. Dit ry i New York var baseret på løgne fabrikeret af Julian Croft. Som en del af denne kontrakt har mine advokater allerede indleveret en stævning i New York mod Crofts fond med de beviser, du efterlod i SEC’s arkiver. Inden månedens udgang er din dom omstødt, og Croft vil overveje, om han skal flygte til Dubai eller tage sit eget liv.«

Jeg mærkede en knude i maven, som jeg havde båret rundt på i to år, langsomt løsne sig. Det var næsten overvældende. Retfærdighed var noget, jeg for længst havde opgivet troen på; i min verden var retfærdighed et begreb, man solgte til fattige folk for at holde dem rolige, mens de rige stjal deres pensioner.

»Hvorfor gør du det her for mig?« spurgte jeg dæmpet. »Du skylder mig ikke noget. Du kunne have givet mig en check på en million og bedt mig forsvinde.«

Dominic rejste sig og trådte hen til min stol. Han rakte hånden ud, tøvede et øjeblik og lod derefter sine fingerspidser berøre min kind – en let, uventet berøring, der sendte en sitren igennem mig.

»Fordi da du lå på det marmorgulv, og Blair slog dig, så jeg ikke en kvinde, der var knækket,« sagde han sagte. »Jeg så en kvinde, der kiggede direkte ind i døden og bekymrede sig om et nittende-århundredes persisk tæppe. Jeg har tilbragt hele mit liv omgivet af mænd og kvinder, der kryber for mig, lyver for mig og forsøger at stjæle fra mig bag min ryg. Jeg har brug for nogen ved min side, der har rygrad nok til at fortælle mig, hvornår vinen er forgiftet.«

Han trak hånden tilbage og pegede på pennen på skrivebordet.

»Skriv under, Eleanor. Eller lad være. Hvis du vil gå, står der en bil klar ved porten med en kuffert fuld af kontanter og en ny identitet hvor som helst i verden. Valget er dit.«

Jeg så på pennen. En simpel sort Montblanc.

Jeg så ned på mine hænder – ru af rengøringsmidler, men stærke. Jeg tænkte på de sidste to år i skyggerne. På ydmygelsen, på de kolde blikke fra folk som Blair Carrington, på smerten over at blive kasseret som en defekt maskindel af en verden, der kun vurderede folk ud fra deres vægt, deres udseende og deres arveforskud.

Jeg tog pennen.

Min underskrift på papiret var fast og skarp. Ingen tøven.

»Udmærket,« sagde Dominic, og hans øjne glimtede i skæret fra ilden. »Første opgave begynder klokken otte i morgen tidlig. Vi skal overtage et rederi. Og klokken to skal vi udvælge en ny garderobe til dig. Ingen grå uniformer mere.«