Pierce Carringtons stemme knækkede let i det sidste ord. Han rettede på sit silkeslips, men bevægelsen afslørede ham; hans fingre rystede, så manchetknapperne af platin klirrede svagt mod manchetterne.

Tavsheden i Ashbourne House var ikke længere blot akavet; den var blevet giftig. Man kunne høre den fjerne summen af ventilationssystemet og den svage knitren fra birkebrændet i den massive kamin.

Jeg stod rank. Det gjorde ondt at trække vejret dybt; stoffet i min grå arbejdsbluse hang i laser over skulderen, og jeg kunne mærke det varme, klistrede blod, der langsomt sivede ned ad ryggen og plettede Dominics dyre jakkefor. Men jeg nægtede at bøje nakken. Jeg havde lært for længe siden, da krakket ramte, og da min eksforlovede smed mig under bussen i retssalen for at redde sit eget hedgefond-imperium, at det sekund, du viser en flok rovdyr, at du bløder, bider de halsen over på dig.

Blair skævede til mig med et blik fuldt af rent, ufortyndet had. »Du kommer til at betale for det her, Nora, eller hvad fanden dit usle navn nu er. Hvis du tror, at Dominic falder for et patetisk stunt fra en fed, mislykket kontordame…«

Før hun nåede at afslutte sætningen, tog Dominic et enkelt, afmålt skridt hen mod hende. Han rørte hende ikke. Han hævede ikke stemmen. Han bøjede sig blot en anelse frem.

»Du rørte hende,« sagde han.

Blair veg tilbage, ramt af kulden i hans tone. »Hvad?«

»Du brugte en ridepisk mod et menneske, der arbejder under mit tag,« fortsatte Dominic, og hans stemme var blød som fløjl over stål. »Du ydmygede hende foran mine forretningsforbindelser for at demonstrere din magt. Men her i huset er det kun mig, der udøver magt, Blair. Og jeg bruger ikke piske mod dem, der ikke kan forsvare sig. Det er vulgært. Det er svagt. Og værst af alt… det afslører, at du troede, du ejede dette sted, før du overhovedet havde sat ringen på din finger.«

»Vi skal giftes om seks uger!« skreg hun, og hendes stemme mistede det sidste gran af overklassekontrol. »Vores familier har en aftale!«

»Aftaler kan annulleres,« sagde Dominic koldt.

Dørene i baggrunden gik op med et dæmpet klik, og doktor Mercer kom ind. Han var en midaldrende mand med tynde briller og en lædertaske, der mindede mere om en retsmediciners end en praktiserende læges udstyr. Bag ham fulgte to af Matteos mænd med gummihandsker og sterile plastikposer.

Pierce Carrington forsøgte at glide tilbage mod udgangen til den overdækkede terrasse.

»Pierce,« lød Matteos stemme fra skyggerne ved vinduet. »Bliv stående, hvor du er. Luften er kold derude i aften.«

Pierce stoppede op, som om han var blevet ramt af en kugle. Hans åndedræt var nu hørbart i hele balsalen.

Doktor Mercer knælede ved tæppet. Han tog en pipette frem, sugede et par milliliter af den mørkerøde væske op fra en fordybning i et af de knuste krystalskår og dryppede det ned i et lille glasrør indeholdende en klar reagensvæske. Han rystede røret to gange.

Alle i rummet holdt vejret.

Væsken i glasset skiftede farve. Først til en grumset gul, derefter – med en næsten kemisk voldsomhed – til en intens, preussisk blå.

Doktor Mercer kiggede op over kanten af sine briller. Hans ansigt var stramt.

»Tetra-cyanidforbindelse,« sagde han nøgternt til Dominic. »Højkoncentreret. Kombineret med et penetrerende opløsningsmiddel. Tre mundfulde ville have lammet hjertemuskulaturen inden for tres sekunder. Hr. Vale ville have været død, før ambulancen nåede porten.«

En kollektiv gysen gik igennem de to hundrede mennesker. Flere kvinder trak sig tilbage med kvalmefornemmelser; mændene kiggede væk fra Pierce, som om han allerede var en spedalsk.

Dominic vendte sig langsomt om mod Pierce Carrington.

»Nå,« sagde Dominic. »Seksogtres år gammel årgangsvin, leveret direkte fra Carrington-familiens private samling. Personligt overbragt af den kommende svoger som en kærlighedserklæring.«

»Det… det var ikke mig!« stønnede Pierce. Sveden glinsede nu på hans pande og blandede sig med hans spray-tan, så det dannede mørke striber ned mod halsen. »Flasken kom med kurer fra New York i går morges! Jeg vidste ikke noget! Nogen må have manipuleret med den undervejs! Dominic, du kender mig – jeg ville aldrig… vi har brug for denne fusion! Vores rederier…«

»Det er sjovt, du nævner rederierne, Pierce,« sagde jeg højt.

Alle blikke vendte tilbage mod mig. Dominic løftede et øjenbryn, men hans blik gav mig tilladelse til at fortsætte.

»I torsdags,« sagde jeg og rettede mig helt ud, »mens jeg gjorde rent på hr. Vales private bibliotek på anden sal, hørte jeg et telefonopkald, som hr. Carrington foretog ude fra balkonen. Han troede, jeg var en døvstum polsk stuepige, fordi folk som familien Carrington sjældent ser på dem, der tømmer deres askebægre.«

Pierce stirrede på mig med opspilede øjne. »Hold kæft! Hold kæft for helvede!«

»Han talte med Marcus Rossi,« fortsatte jeg ufortrødent.

Navnet sendte et synligt chok gennem Dominic Vale. Rossis organisation havde ligget i en blodig, men hidtil kold krig med Vale-familien over kontrollen med Chicagos flodhavne i over et årti.