»Hr. Carrington lovede Rossi, at hvis Rossi dækkede Carrington Enterprises’ udestående gæld på to hundrede og fyrre millioner dollars i Cayman-obligationer, ville overtagelsen af Vale-familiens logistiknetværk ske ‘uden friktion inden jul’. Men der var en betingelse: Dominic Vale måtte ikke leve længe nok til at underskrive ægtepagten. For ifølge ægtepagten ville Dominic have overtaget stemmeretten i Carrington-selskabet, hvis Carrington misligholdt sine betalinger. Ved Dominics død ville Blair arve midlertidig kontrol over en tredjedel af boet, og Pierce ville agere værge for hendes andel.«

Jeg kiggede direkte på Blair, hvis mund nu hang åben i et udtryk af absolut vantro.

»Spørgsmålet er blot,« tilføjede jeg lavmælt, »om den vordende brud vidste, at hendes bror planlagde at gøre hende til enke, før hun overhovedet nåede at bære sløret.«

»Nej!« skreg Blair pludselig. Hun kastede sig frem mod Pierce, hendes manikurede negle flænsede mod hans krave. »Du sagde, vi var reddet! Du sagde, at Dominic havde indvilliget i at overtage gælden som en bryllupsgave! Du sagde, at vi ikke behøvede at bekymre os om Rossi mere!«

Pierce skubbede hende hårdt væk, så hun snublede over kanten af sin egen silkekjole og faldt ned på marmorgulvet – lige ved siden af de knuste skår og den forgiftede vin, hun før havde beskyldt mig for at spilde.

Ingen hjalp hende op. Ingen af de to hundrede venner, som for en time siden havde prist hendes elegance, strakte en hånd ud.

Dominic bevægede sig ikke. Han stod med hænderne i lommene på sine sorte bukser og betragtede sceneriet med den isnende ro, der havde gjort ham frygtet fra Lake Michigan til den canadiske grænse.

»Matteo,« sagde Dominic.

»Ja, chef?«

»Før hr. Carrington ned i vinrummet. Det virker passende, at han tilbringer de næste par timer der. Sørg for, at han har en telefon, så han kan ringe til hr. Rossi og fortælle ham, at den sending, de ventede på, er blevet omdirigeret.«

»Forstået,« svarede Matteo kort.

To sikkerhedsvagter greb fat under Pierces arme. Han kæmpede ikke imod. Hans ben gav efter under ham, og hans polerede laksko slæbte hen over marmoren, mens de førte ham ud gennem sidedøren. Hans jamren forsvandt, da døren smækkede i.

Dominic vendte sig mod selskabet.

»Mine damer og herrer,« sagde han, og hans stemme skar igennem rummets lammelse som en skalpel. »Aftenens festligheder er slut. Mine chauffører vil køre jer alle hjem. De af jer, der taler med pressen inden solopgang, vil opdage, at deres kreditlinjer i samtlige banker i Illinois ophører med at eksistere inden middag. Gå ud.«

De ventede ikke på en gentagelse. Chicagos absolutte elite forlod balsalen med bøjede hoveder og hurtige skridt, ligesom skoledrenge, der var sluppet med nød og næppe fra rektors kontor. De trådte uden om vinen, uden om skårene, og uden om Blair, som sad alene tilbage på gulvet og hulkede ned i sine diamanter.

Inden fem minutter var balsalen tom, bortset fra tre personer: Dominic Vale, Blair Carrington og mig.

Og rengøringspersonalet, som stod rædselsslagne ved svingdørene til køkkenet.

Dominic kiggede ned på Blair. »Pak dine ting. Du har tredive minutter til at forlade ejendommen. Hvis du stadig er her, når klokken slår ti, vil Matteo sørge for, at du bliver sat af ved en busstation i Gary, Indiana, i den kjole, du har på.«

Blair hævede sit tårevædede ansigt. Makeuppen løb ned ad hendes kinder i mørke furer. »Dominic… vær sød… jeg elsker dig… jeg vidste det ikke…«

»Du vidste det måske ikke,« sagde Dominic uden at fortrække en mine. »Men du vidste, hvordan man slår en kvinde med en ridepisk foran to hundrede mennesker. Det er mere end nok grund til, at jeg aldrig vil se dit ansigt igen. Ud.«

Hun vaklede på benene, tog sine sko af med rystende hænder og løb mod trappen, mens hendes hvide kjoleslæb slæbte i støvet og den indtørrede vin.

Stilheden faldt over Ashbourne House igen. Den tunge, monumentale stilhed, som kun findes i huse bygget på frygt og umådelig rigdom.

Dominic vendte sig om mod mig. Han tog et skridt nærmere, og hans øjne gled fra mit ansigt ned til flængen i mit tøj, hvor jakken havde forskubbet sig en smule.

»Du bløder igennem min jakke, Nora,« sagde han lavt.

»Det vaskes af med koldt vand og salt, hr. Vale,« svarede jeg tørt. »Blod bør aldrig behandles med varmt vand; det koagulerer proteinerne og binder dem til uldfibrene.«

Et svagt, næsten usynligt træk af et smil dukkede op i mundvigen på ham. Det forandrede hele hans ansigt – det fjernede det maskelignende panser og afslørede noget dybere, noget skarpt og uendeligt fascinerende.

»Kom med mig,« sagde han.

»Jeg burde hjælpe køkkenet med at rense tæppet. Salmiakspiritus kan måske stadig…«

»Tæppet er ligegyldigt,« sagde han og greb forsigtigt fat om min albue med et greb, der var overraskende blidt for en mand af hans statur. »Du skal have syet den skulder. Og vi to skal have en samtale, som er otte måneder forsinket.«