Amara mærkede vreden blusse op i brystet. De havde brændt spor af før. De havde dræbt hendes mor. De skulle ikke få lov til at brænde hendes mors livsværk ned.
“Bagtrappen for tjenestefolk,” hviskede Amara lydløst mod Coles øre. “Følg lige i hælene på mig. Træd kun helt ude ved panelerne, ellers knirker trinnene.”
Lydløst som skygger smuttede de ud gennem en tapetdør bag festsalen og op ad den smalle, snoede bagtrappe, mens lyskeglerne fra indtrængernes lygter fejede hen over hovedtrappen i hallen få sekunder senere.
De nåede første sal før mændene. Clara Moreau stod allerede i døren til sit værelse, fuldt påklædt og med sin lædermappe i hånden. Hun havde overlevet tyve år i en branche, hvor magtfulde mænd forsøgte at begrave fortiden, og hun var ikke gået i panik, da strømmen røg.
“De er tre mand,” hviskede Amara hurtigt, mens hun greb Claras arm. “De er bevæbnede, og de har tænkt sig at brænde huset ned. Vi skal ind i østfløjen bag branddøren, men først skal vi have Elias og Martha med.”
“Og zinkmappen i pengeskabet?” spurgte Clara.
“Den har jeg allerede,” lød Elias’ rolige stemme fra mørket for enden af gangen. Den gamle mand stod uden for sit kontor med Martha ved sin side. I favnen holdt han zinkmappen fra skorstenen. “Jeg har ikke sovet trygt i fem år, mine venner. Da lyset gik, åbnede jeg den mekaniske kombinationslås med det samme. Jeg lader ikke min fars synder falde i hænderne på Arthur Vances arvinger.”
Lige i det øjeblik lød der hurtige skridt på hovedtrappen. Lysstrålerne fra de tre mænds lygter skar gennem mørket på reposen kun tyve meter væk. De var afskåret fra vejen mod østfløjen, som lå på den anden side af trappeopgangen.
“De spærrer vejen til branddøren!” hviskede Cole og hævede ildrageren, klar til at stille sig imellem mændene og de andre.
“Nej,” sagde Amara og greb fat i Coles arm. Hendes øjne lyste i halvmørket. “Vi går ikke mod østfløjen. Vi bruger huset imod dem. Kom med ind i galleriet i nordfløjen!”
“Nordfløjen er en blindgyde, Amara!” indvendte Cole lavt, mens de trak sig hurtigt tilbage ned ad den mørke korridor. “Vances overvågningsrum har kun udgang ned til vinkælderen, og der kommer de fra!”
“Der er mere end det rum, Cole,” svarede Amara, mens de løb lydløst hen over de bløde løbere. “Husker du tegningerne i din jernæske? Dem min mor gemte sammen med uret? Jeg studerede dem i aftes!”
Bag dem nåede de tre mænd toppen af trappen. En af dem fik øje på skyggen af deres bevægelse for enden af gangen.
“Derovre! De er på vej ind i nordgalleriet!” råbte manden.
Et skud med lyddæmper flænsede gennem mørket og ramte dørkarmen ind til galleriet, så træsplinterne føg om ørerne på dem, netop som Cole smækkede de tunge dobbeltdøre i og skød den gamle jernrigel for på indersiden.
“Den dør holder dem kun tilbage i tredive sekunder,” sagde Cole åndeløst.
Amara var allerede henne ved det tre meter høje venetianske spejl, som stadig stod på klem ind til det tømte overvågningsrum. De skyndte sig alle fem ind i den skjulte gang bag spejlet. Cole trak det tunge spejl i bag dem, indtil den skjulte låsemekanisme klikkede på plads. Udefra så det nu ud som et helt almindeligt spejl på væggen i en blindgyde.
Ude i galleriet lød et voldsomt brag, da mændene sparkede dobbeltdørene op.
Inde i det mørke rum bag spejlet tændte Cole sin telefon på laveste lysstyrke. “Hvad nu, Amara? Hvis vi går ned ad vindeltrappen til vinkælderen, løber vi måske lige i armene på en vagt ved bagdøren. Og hvis de sætter ild til galleriet udenfor, bliver vi røget ud herinde.”
Amara gik direkte hen til bagsiden af det store skab i hjørnet af det cirkelrunde rum, hvor Vances servere havde stået.
“På min mors tegninger over husets oprindelige arkitektur fra 1700-tallet,” hviskede Amara og lod sine fingre glide langs træpanelet bag reolerne, “var dette rum ikke bygget som et sikringsrum af din bedstefar, Elias. Din bedstefar forstærkede det bare under krigen. Oprindeligt var det en præstegemme og en flugtvej for adelige under oprør. Og den fører ikke ned i kælderen.”
Hun fandt et lille, udskåret våbenskjold i træpanelet nede ved gulvet og skubbede det til venstre, hvorefter hun trykkede det ind.
En smal sektion af trævæggen gled lydløst indad og afslørede en stejl, muret trappe, der førte opad inde i selve skorstensmuren.
“Den fører op til tagterrassen og klokketårnet over midterfløjen,” sagde Amara. “Og deroppefra går den udvendige brandtrappe direkte ned til gartnerboligen ved forporten – uden om deres mobil-jammer!”
Elias stirrede på hende med dyb beundring i mørket. “Selv jeg kendte ikke til den trappe.”
“Det gjorde min mor,” sagde Amara. “Af sted. Cole først, så Martha, Elias og Clara. Jeg lukker panelet efter os.”






