Et lille stykke af træudskæringen gav efter og gled til side med et tørt smæld. Indenunder sad et nøglehul af messing, nøjagtig samme utraditionelle form som nøglen fra Annas ur.
Amara trådte frem. Hendes åndedræt var overfladisk. Hun stak nøglen i hullet. Den passede perfekt. Med en fast bevægelse drejede hun den rundt.
I et sekund skete der ingenting. Så lød der en dyb, rumlende lyd inde fra selve muren, som tunge modvægte af bly, der blev sat i bevægelse efter årtiers stilstand. Hele det enorme venetianske spejl svingede langsomt ti centimeter ud fra væggen.
Cole greb fat i kanten og trak til. Spejlet var monteret på skjulte stålhængsler og åbnede sig som en massiv dør. Bag det var der ingen mursten – kun en smal, støvet gang oplyst af det grå lys fra galleriet.
Lugten, der slog imod dem, var anderledes end lugten fra kælderen, hvor Elias havde siddet fanget. Her lugtede der ikke af fugt og fortvivlelse, men af gammelt papir, bivoks, tørret lavendel og… frisk tobaksrøg.
Cole stoppede brat op og rakte en arm ud for at holde Amara og Elias tilbage. Hans øjne smalnede.
“Vent,” hviskede han så lavt, at det næsten druknede i lyden af regnen mod taget over dem. “Kan I lugte det?”
Amara trak vejret ind. Hendes hjerte frøs til is. Det var ikke lugten af et rum, der havde været forseglet siden hendes mors død for otte år siden. Nogen havde røget en cigarillo derinde. For nylig. Måske for få timer siden.
“Hvordan kan nogen være kommet herind, hvis Anna havde nøglen?” hviskede Amara lydløst.
“Der er altid mere end én indgang til et sikringsrum,” svarede Cole lavt og pegede på de gamle pergamenttegninger i sin hånd. “Den gang, jeg fandt bag vinkælderen… den må føre op hertil nedefra.”
Cole tændte sin lommelygte og trådte forsigtigt ind i den skjulte korridor. Gulvet var belagt med tykke tæpper, der dæmpede deres skridt. Gangen løb tyve meter ligeud langs husets ydermur og endte i et cirkelrundt værelse uden vinduer.
Da de trådte ind i værelset, gispende Amara svagt.
Det var ikke et støvet opbevaringsrum. Det var et fuldt udstyret, topmoderne overvågnings- og kommandocenter, installeret midt i de gamle reoler med historiske regnskabsbøger. På et langt skrivebord stod fire fladskærme, der stadig lyste i mørket. På skærmene så Amara live-optagelser fra små, skjulte kameraer placeret rundt omkring i hele palæet: i festsalen, i køkkenet, i Elias’ soveværelse – og i biblioteket, hvor de lige havde siddet for ti minutter siden.
Midt på skrivebordet lå et askebæger af krystal med skoddet fra en tynd, mørk cigarillo.
“Han har holdt øje med os hele tiden,” sagde Elias, og hans stemme dirrede af en blanding af chok og raseri. “Selv efter politiet gennemsøgte huset. De fandt aldrig kameraerne, fordi de kørte på et lukket, kablet netværk skjult i de gamle rør.”
Amara gik hen til skrivebordet. Hendes blik faldt på en stor opslagstavle på væggen bag skærmene. Der hang billeder af Elias, af Vivian, af dommere, politikere og erhvervsledere i byen. Mellem dem var der trukket røde og sorte tråde, der forbandt ejendomshandler, skuffeselskaber og hvidvaskede millioner. Vale-familiens formue var kun en brik i et langt større, kriminelt netværk.
Og i nederste hjørne af tavlen hang der et billede af Amara selv. Det var taget gennem et vindue, mens hun stod på sit værelse og kiggede på den gyldne ring og billedet af sin mor. Hen over billedet var der sat en gul seddel med et enkelt spørgsmål skrevet med sort tusch: Hvor meget ved pigen?
Pludselig lød der en skrabende lyd fra hjørnet af rummet, hvor en smal vindeltrappe af smedejern førte nedad i mørket mod kælderen.
Cole slukkede øjeblikkeligt sin lommelygte og skubbede Amara og Elias om bag en af de høje bogreoler. Lyset fra computerskærmene kastede lange, spøgelsesagtige skygger hen over gulvet.
Skridtene på vindeltrappen var rolige, afmålte. Det var ikke en person, der flygtede; det var en person, der følte sig som herre i eget hus.
En skikkelse dukkede op fra trappeskakten. Manden var klædt i en mørkegrå frakke, der var våd af regnen på skuldrene. Han bar sorte læderhandsker og havde gråsprængt hår, der var redt glat tilbage. Da han vendte ansigtet mod skærmenes blåsorte skær, genkendte Amara ham øjeblikkeligt. Hun holdt sig for munden for ikke at udstøde et skrig.
Det var Richard Vance.
Richard Vance var ikke en fremmed. Han var Vale-familiens mangeårige chefrevisor og bestyrelsesformand for den velgørenhedsfond, der havde afholdt middagen den aften, Elias blev fundet. Det var ham, der havde siddet ved hovedbordet. Det var ham, der i ugerne efter Vivians anholdelse havde besøgt Elias på hospitalet med blomster og tårer i øjnene, og som nu hjalp Amara og advokaterne med at “rydde op” i Vivians svindelnumre.
Han var Kuratoren.






