“Kuratoren,” mumlede Cole og rynkede panden. “Politiet mener, at Vivian stod bag det hele for at få fat i arven. Hvis der er en anden… en bagmand, som stadig er på fri fod…”

“Så er Elias stadig i fare,” afbrød Amara. “Og det er vi også.”

Cole tog lommeuret op af æsken. Det var et tungt sølvur. Han forsøgte at åbne bagbeklædningen med neglen, men den sad fast. Han tog en lille lommekniv op af lommen, skubbede forsigtigt bladet ind i sprækken og vippede låget af med et skarpt klik. Inde i urets mekanisme, kilet fast mellem de stille tandhjul, lå en lille, flad messingnøgle med et mærkeligt, asymmetrisk skær, samt en sammenfoldet seddel af tyndt silkepapir.

Før Amara kunne folde papiret ud, lød der tunge, langsomme skridt ude på gangen, efterfulgt af den rytmiske lyd af en stok mod parketgulvet.

“Amara? Cole?” lød Elias’ hæse stemme, da han skubbede bibliotekets dør helt op. Han så bleg ud, men hans øjne var skarpe. “Martha sagde, at du var kommet op fra kælderen med noget, Cole. Hvad foregår der?”

Amara og Cole udvekslede et hurtigt blik. Der var ingen vej tilbage. Amara gik hen til den gamle mand, tog ham forsigtigt under armen og førte ham hen til lænestolen ved pejsen.

“Elias,” sagde hun blidt, men bestemt. “Den aften i festsalen var kun begyndelsen. Min mor efterlod mere end bare et fotografi.”

I den næste time gennemgik de alt i notesbogen. Mens Elias læste Annas optegnelser, forandrede hans ansigt sig. Sorgen og udmattelsen blev gradvist erstattet af en kold, brændende vrede. Da han nåede til beskrivelsen af den sorte sedan og navnet ‘Kuratoren’, knyttede han sin magre hånd så hårdt om armlænet, at knoerne blev hvide.

“Anna kom til mig den 15. november om morgenen,” hviskede Elias og stirrede ind i flammerne. “Jeg husker det nu. Vivian havde givet mig medicin i min morgente i flere måneder. Hun sagde, det var vitaminer for mit hjerte, men i virkeligheden var det sløvende midler, der gjorde mig forvirret og paranoid. Da Anna fortalte mig, at nogen stjal fra fonden, og at hun følte sig forfulgt… Gud tilgive mig, jeg var så omtåget, at jeg bad Vivian om at tage sig af det. Jeg fortalte Vivian, hvad Anna havde sagt.”

En tung stilhed sænkede sig over biblioteket. Amara mærkede en kold gysen løbe ned ad ryggen. Hendes mor havde rakt ud efter hjælp hos den eneste mand, hun stolede på, og uden at vide det havde han udleveret hende direkte til hendes bøddel.

“Det var ikke din skyld, Elias,” sagde Amara lavt, selvom det gjorde ondt i brystet at sige ordene. “Du blev forgiftet. Vivian manipulerede jer alle sammen.”

“Men hvem er Kuratoren?” spurgte Cole og foldede det lille stykke silkepapir fra uret ud på bordet. På papiret var der skrevet en række tal og bogstaver: N-44-V-12. Spejlet i skumringen.

Elias lænede sig frem og stirrede på sedlen. Hans øjne udvidede sig. “Nordfløjen,” mumlede han. “Det er ikke et kontonummer. Det er koordinaterne til min bedstefars gamle arkiv. Under krigen byggede han et sikringsrum inde i selve husets konstruktion for at gemme familiens mest værdifulde dokumenter og kunstværker. Jeg troede, indgangen blev muret til i 1950’erne, da huset blev renoveret.”

“Spejlet i skumringen,” gentog Amara og så sig omkring. “Er der et sted i huset, der hedder det?”

Elias rejste sig langsomt ved hjælp af sin stok. En ny energi syntes at strømme gennem hans svækkede krop. “Ikke et sted. Et maleri. Og et spejl. Kom med mig.”

De forlod det varme bibliotek og bevægede sig ud i palæets lange, kølige korridorer. Regnen udenfor var taget til i styrke, og torden rullede fjernt over bakkerne, hvilket fik lyset i de gamle væglamper til at flimre svagt. Amara bar den grønne notesbog og messingnøglen knuget i hånden, mens Cole gik forrest med sin lommelygte og de gamle pergamenttegninger.

De bevægede sig ind i nordfløjen, en del af palæet, der sjældent blev brugt, fordi den var svær at opvarme. Møblerne i stuerne her var dækket af hvide lagner, der lignede spøgelser i halvmørket. For enden af en lang gallerigang stoppede Elias foran et enormt maleri i en tung guldbelagt ramme. Det forestillede Vale-palæet ved solnedgang, malet i dybe lilla og gyldne nuancer. Lige overfor maleriet, på den modsatte væg, hang et tre meter højt venetiansk spejl med indgraverede glasblomster langs kanten.

“Spejlet i skumringen,” hviskede Amara. Maleriet af skumringen reflekteredes direkte i det gamle spejlglas.

Cole gik hen til spejlet og lyste langs rammen. “N-44-V-12,” læste han op fra sedlen. “Nordfløjen. Hvis vi tæller glasrosetterne langs spejlets ramme…” Han lod sine fingre glide op ad venstre side. “Der er tolv store rosetter i venstre side. Og fireogfyrre mindre bladmotiver langs toppen.”

Han fandt det fireogfyrrende blad og den tolvte roset. Der, hvor deres linjer krydsede hinanden på selve den udskårne træramme bag glasset, trykkede han hårdt med tommelfingeren.