De begyndte opstigningen i den smalle skakt. Lige da Amara som den sidste trådte ind på trappen og trak panelet på plads, hørte de gennem væggen, hvordan de tre mænd ude i galleriet bandede højlydt over, at deres ofre tilsyneladende var sunket i jorden i en lukket korridor uden udgange.

“Knus spejlet!” råbte stemmen derude, efter at en af mændene må have bemærket mærkerne i støvet på gulvet foran det venetianske glas.

Et sekund senere lød det øredøvende brag af tre hundrede år gammelt glas, der blev smadret med et koben, efterfulgt af tunge støvler, der stormede ind i det tomme overvågningsrum.

“De er gået ned ad vindeltrappen til kælderen!” råbte lederen inde i rummet. “Efter dem! Sæt ild til gardinerne i galleriet på vejen ud!”

Amara holdt vejret bag det tynde træpanel i muren, mens mændenes tunge skridt forsvandt ned ad smedejernstrappen mod kælderen. Men hun vidste, at de ikke kunne lade mændene brænde nordfløjen ned – eller lade dem slippe væk i natten.

Hun kiggede ned på gulvet i overvågningsrummet gennem en lille sprække i træværket. Da mændene havde smadret spejlet og var løbet ned i kælderen, havde de ikke opdaget det nye sikkerhedssystem, som Cole havde installeret ved indgangen til kældertrappen ugen forinden – en tung, elektronisk styret brandskodde af massivt stål, som også kunne udløses manuelt med et håndtag i væggen for at isolere kælderen i tilfælde af røgudvikling.

Og i kælderen nedenunder var den gamle indgang fra festsalen blevet støbt til med beton. Den eneste anden udgang fra vinkælderen var en tung egetræsdør med udvendig slå, som Cole og Amara selv havde låst udefra under deres runde tyve minutter tidligere.

Mændene var løbet direkte ned i en fælde. Hvis nogen lukkede stålskodden oppefra.

“Amara, kom!” hviskede Cole oppe fra trappen i muren, da han opdagede, at hun var stoppet op.

“Gå op på taget og ring til politiet, så snart I er uden for jammerens rækkevidde!” hviskede Amara tilbage. “De har sat ild til galleriet, og de er alle tre nede i skakten på vej mod vinkælderen lige nu!”

Før Cole kunne nå ned ad den smalle trappe for at stoppe hende, skubbede Amara træpanelet op og sprang ud i det røgfyldte overvågningsrum.

Ude i galleriet slikkede de første flammer allerede op ad de lange gardiner, som mændene havde overhældt med tændvæske. Det røde skær fra ilden lyste ind gennem den smadrede spejlramme.

Nede i bunden af vindeltrappen lød der råb, da de tre mænd nåede den låste egetræsdør i vinkælderen og indså, at den var blokeret udefra, og at der ingen mennesker var dernede.

“Det er en blindgyde! Op igen!” lød råbet nedefra, og lyden af støvler, der stormede op ad jernvindeltrappen, gjaldede i skakten.

Amara løb hen til kanten af trappeskakten. Hendes hjerte hamrede i brystet, og røgen fra galleriet sved i hendes øjne. Hun greb fat i det røde nødgreb i muren ved siden af skakten og trak det ned af al sin magt.

Sikringsstiften gik fri med et højt smæld.

Med en øredøvende, skrigende lyd af stål mod stål udløstes den tunge brandskodde og faldt ned over åbningen til vindeltrappen som en guillotine, blot to sekunder før den første maskerede mand nåede de øverste trin.

De massive stålsprosser låste sig automatisk fast i gulvrammen med et rungende klonk.

Nede under ristene i gulvet stirrede tre par rasende, paniske øjne op på hende gennem stålgitteret. Mændene hamrede deres koben mod det tykke brandstål og skød to gange op gennem åbningen, men Amara var allerede sprunget tilbage i sikkerhed bag muren. De var spærret inde i den brandsikrede trappeskakt af sten og stål mellem det lukkede overvågningsrum og den blokerede vinkælder – fuldstændig ude af stand til at undslippe.

I samme øjeblik kom Cole styrtende tilbage ned fra den skjulte trappe i muren. Han så stålskodden, der var smækket i over skakten, og de rasende mænd nedenunder, før han greb en skumslukker, der var monteret på væggen i gangen, og løb ud i galleriet.

Sammen fik Amara og Cole kvalt flammerne i gardinerne, før ilden nåede at få fat i det gamle træværk i loftet.

Ti minutter senere, da røgen langsomt drev ud gennem et vindue, de havde slået op mod nattehimlen, lød lyden af sirener i det fjerne. Oppe fra tagterrassen havde Elias og Clara Moreau fået forbindelse til politiets beredskab, så snart de var kommet fri af de tykke mure og jammerens rækkevidde i gården.

Cole satte den tomme brandslukker fra sig på det sodede gulv i galleriet. Hans ansigt var sort af røg, og han trak vejret tungt, mens han kiggede på Amara, der stod midt mellem glasskårene fra det knuste venetianske spejl. Hendes kjole var revnet ved skulderen, og der var sod på hendes kind, men hun stod urokkeligt fast.