Amara arbejdede ikke længere som almindelig stuepige. Elias Vale, der stadig bevægede sig langsomt og støttede sig til en stok af ibenholt efter sine fem år i mørket, havde insisteret på, at hun skulle flytte ind i østfløjen. Han havde ansat hende som sin personlige assistent og arkivar. Palæet var enormt, men efter Vivians anholdelse føltes det som en forladt katedral. De fleste af de ansatte, som Vivian havde hyret i løbet af de seneste fem år, var blevet afskediget eller var flygtet af frygt for at blive draget ind i politiets efterforskning. Tilbage var kun den gamle husholderske, Martha, en håndfuld loyale gartnere, Elias selv og Amara.

Og så var der Cole.

Bygningsingeniøren, der havde hjulpet med at åbne gulvet den skæbnesvangre aften, var blevet hyret af Elias til at gennemgå hele palæets struktur. Elias ville være sikker på, at der ikke fandtes flere skjulte rum, flere hemmelige korridorer eller glemte fælder i det tre hundrede år gamle bygningsværk.

En regnfuld tirsdag eftermiddag sad Amara i det store bibliotek på første sal. Regnen trommede mod de høje blyindfattede ruder, og ilden knitrede i den enorme stenpejs. Hun var i gang med at gennemgå kasser med dokumenter, som politiet havde frigivet fra Vivians kontor, for at hjælpe Elias’ advokater med at genoprette familiens splittede formue.

Pludselig gik døren op, og Cole trådte ind. Hans skjorteærmer var rullet op, og der var hvidt kalkstøv på hans underarme og i hans mørke hår. Han holdt en gammel, rusten jernæske i hænderne.

“Amara,” sagde han, og hans stemme bar det samme alvorlige tonefald, som da han sad på hug i festsalen. “Du er nødt til at se det her. Jeg tror ikke, kælderen under festsalen var det eneste sted.”

Amara lagde papirerne fra sig og rejste sig. Hendes hjerte slog et ekstra slag. “Hvad mener du? Politiet gennemsøgte jo hele underetagen, før den blev støbt til.”

“De gennemsøgte det rum, Elias var spærret inde i,” sagde Cole og lagde jernæsken på det tunge mahognibord mellem dem. “Men jeg har brugt de sidste to dage på at måle ydermurene op mod de indvendige rum i kælderen og stueetagen. Tallene stemmer ikke. Der mangler næsten fire meter i bredden langs hele husets nordside. Og da jeg undersøgte væggen bag det gamle vinkammer med en termisk scanner her til formiddag, fandt jeg et hulrum i murværket.”

Han åbnede jernæsken. Indeni lå der ikke guld eller penge, men en indbundet notesbog i slidt, grønt læder, et sæt gamle tegninger på gulnet pergament og et lommeur, der var gået i stå klokken kvart over tre.

Amara rakte ud efter den grønne notesbog. I det øjeblik hendes fingre rørte læderet, frøs hun. På forsiden, næsten slidt væk af tidens tand, var der indgraveret to initialer i guld: A. L.

Anna Lind. Hendes mors pigenavn.

“Hvor lå den her?” hviskede Amara, mens hendes stemme rystede.

“Indmuret bag en løs sten ved siden af den gamle kedel,” svarede Cole stille. “Stenen var markeret med et lille ridset kryds. Nogen gemte den der med vilje, et sted hvor hverken Vivian eller hendes folk nogensinde ville komme i tanke om at lede, fordi kedlen har været ude af drift i tyve år.”

Amara åbnede notesbogen med rystende hænder. Det var uden tvivl hendes mors håndskrift. Den samme skrå, omhyggelige skrift, som hun havde set på bagsiden af fotografiet. Men her var der ikke kun én sætning. Hele bogen var fyldt med datoer, observationer, beløb og navne. Den sidste indførsel var dateret den 14. november – blot to dage før Anna var omkommet i det, politiet dengang havde kaldt en tragisk flugtbilulykke på den mørke landevej uden for godset.

“Min mor døde ikke ved et uheld,” sagde Amara, og ordene føltes som knust glas i hendes hals. Hun kiggede op på Cole, mens regnen piskede mod ruderne bag ham. “Læs det her.”

Hun pegede på den sidste side. Cole lænede sig ind over bordet, så tæt på at hun kunne fornemme varmen fra ham og duften af regn og gammelt træ.

14. november, stod der. Vivian handler ikke alene. Hun er kun ansigtet udadtil i dette hus. Jeg hørte hende tale i telefonen i nat fra det låste arbejdsværelse. Hun kaldte ham ‘Kuratoren’. De planlægger at fjerne Elias helt inden nytår. Jeg har kopieret overførslerne til skyggeselskabet i Zürich og gemt nøglen til nordvæggen i uret. Hvis Elias ikke tror på mig i morgen, går jeg til politiet. Jeg er bange. En sort sedan holdt ved porten, da jeg gik hjem i går.

Amara lukkede øjnene et sekund. Billedet af hendes fjortenårige jeg, der sad i deres lille køkken og ventede på en mor, der aldrig kom hjem, skyllede ind over hende. Betjentene med de bøjede hoveder. Den tomme kiste. Sorgen, der havde tvunget hende til selv at tage arbejde som rengøringshjælp for at klare sig. Og hele tiden havde morderne gået rundt under de funklende lysekroner, hun selv havde pudset.