Vance gik hen til skrivebordet, kiggede på skærmen, der viste det tomme bibliotek, og rynkede panden. Så faldt hans blik på den åbne dør bag det venetianske spejl for enden af gangen.
På et splitsekund ændrede hans kropsholdning sig. Han stak hånden ind under sin våde frakke og trak en lille, sort pistol med lyddæmper frem.
“Jeg ved, I er herinde,” sagde Vance. Hans stemme var glat, poleret og fuldstændig blottet for den varme bekymring, han normalt udviste. “Jeg så jer forlade biblioteket på skærmen på min telefon, da jeg var på vej op fra kælderen. Jeg regnede med, at ingeniøren før eller siden ville blive et problem, men jeg må indrømme, at jeg undervurderede dig, Amara. Ligesom jeg undervurderede din mor.”
Fra sit skjulested bag reolen mærkede Amara, hvordan blodet susede i hendes ører. Hendes mor havde kendt dette ansigt. Det var denne stemme, Anna havde hørt før sin død.
Elias trådte frem fra skyggen bag reolen. Han rystede ikke længere. Han støttede sig tungt til sin stok, men hans holdning var rank som en konges.
“Richard,” sagde Elias koldt. “Jeg tog dig ind i mit firma, da du intet havde. Jeg gjorde dig til en velhavende mand. Og du lod min steddatter kaste mig ned i et hul i fem år, mens du parterede mit livsværk.”
Vance rettede roligt pistolen mod Elias’ bryst. Et tyndt smil krusede hans læber. “Du så aldrig det store billede, Elias. Du sad på milliarder i fast ejendom og fonde, og hvad brugte du dem til? Bevaring af gamle bygninger og suppekøkkener. Vivian var grådig og utålmodig, ja, men hun var nyttig. Det var mig, der viste hende, hvordan man flyttede værdierne uden om revisionen. Det var mig, der skaffede lægen, som udskrev dine recepter. Og da hun gik i panik under velgørenhedsmiddagen og blev fanget på fyrre mobiltelefoner, sørgede jeg for, at alle spor pegede udelukkende på hende.”
“Og min mor?” spurgte Amara og trådte frem ved siden af Elias. Hun nægtede at gemme sig i mørket for den mand, der havde stjålet hendes barndom. “Hvad gjorde du ved Anna?”
Vance flyttede blikket mod hende. Hans øjne var kolde som flintesten bag brilleglassene. “Anna var for kvik til sit eget bedste. Hvis hun bare havde passet sit arbejde og tørret støv af, ville hun stadig være i live. Da Vivian fortalte mig, at Anna havde snuset rundt i papirerne og kendte til den skjulte kælder, kørte jeg efter hende på landevejen den regnvejrsaften. Det krævede kun et lille skub mod hendes bagskærm ved svinget ved kløften. Politiet stillede ikke et eneste spørgsmål. Hvem stiller spørgsmål ved en træt stuepige i en gammel bil?”
“Du tog fejl af én ting, Vance,” lød Coles stemme pludselig fra den anden side af rummet, hvor han havde sneget sig rundt bag de tunge reoler i mørket. “Hun gemte beviserne, før du dræbte hende.”
Vance snurrede rundt og sigtede mod lyden af Coles stemme, men Cole var allerede i bevægelse. Med en voldsom kraft skubbede bygningsingeniøren til den yderste, fritstående bogreol, der var fyldt til randen med tunge, læderindbundne årbøger.
Med et øredøvende brag væltede reolen direkte ned over Vance.
Et skud lød – et dæmpet puf fra lyddæmperen – og en kugle flænsede gennem luften og smadrede en af computerskærmene i en regn af gnister, netop som reolen ramte Vance og slog pistolen ud af hans hånd. Pistolen gled hen over gulvtæppet og forsvandt ned gennem åbningen ved vindeltrappen.
Vance var dog hurtigere og stærkere, end hans alder antydede. Han vred sig fri under de tunge bøger, sparkede Cole hårdt i brystet, da ingeniøren kastede sig over ham, og greb en tung brevpresser af massiv bronze fra skrivebordet.
Cole rullede baglæns og ramte væggen med et stønn, mens Vance rejste sig med brevpresseren hævet over hovedet, klar til at knuse ham.
Amara tænkte ikke. Hun handlede på ren instinkt, drevet af otte års opsparet sorg og mindet om sin mors ord. Hun greb det tunge krystalaskebæger fra bordet og kylede det af al sin kraft mod Vances ansigt.
Krystallet ramte ham lige over øjenbrynet. Blodet sprang frem og løb ned i hans øjne. Vance brølede af smerte og vaklede baglæns. I samme sekund rejste Elias sig og svingede sin tunge ibenholtsstok i en bred bue, så den ramte Vance direkte i knæhaserne.
Vance mistede balancen. Bag ham var den åbne skakt til smedejernstrappen. Han fægtede vildt med armene i luften, greb fat i et af de sorte kabler fra overvågningsskærmene, som rev sig løs med et regnvejr af blå gnister, før han faldt baglæns ud over kanten.
Lyden af hans fald ned ad den smalle vindeltrappe af jern rungede gennem det skjulte rum, indtil den stoppede med et tungt, dumpt bump ved foden af trappen en etage længere nede.






